Det er som om det der med kør-selv-ferie er gået i glemmebogen. Når folk skal overveje ferie, så hopper de bare direkte ind på et flyselskab og ser efter billetter. Men hvorfor dog? Der er masser af destinationer indenfor rækkevidde med bil – og i egen bil bestemmer man også hvad og hvor meget man vil se på vejen.

Påskeferie om efteråret

Vi havde i længere tid talt om at tage til Amsterdam, og også halvt om halvt planlagt en tur i påsken 2019. Den blev dog ikke til noget, da vi fik travlt med andre ting. Så det var først i efterårsferien at vi nåede af sted.

Det faldt os slet ikke ind at overveje andet end at køre selv. Dels fordi vi allerede havde kørt selv til Berlin, og turen til Amsterdam ikke var meget længere. Og dels fordi vi bare foretrækker selv at kunne bestemme farten.

“DIKS” on the road…

Så vi satte vores lid til vores lille Peugeot 206, og tog motorvejen ned mod den tyske grænse. Bevæbnet med morgenkaffe, eftersom vi kørte så tidligt som muligt for at kunne nå frem cirka midt på eftermiddagen.

Det er cirka 8 timers (lovlig) kørsel fra Odense til Amsterdam.

Praktiske overvejelser

Hotel Quentin England som vi boede på.

Jeg havde fundet et hotel på Hotels.com . 2.200,- for tre overnatninger i hjertet af Amsterdam, lige klods op ad museums-distriktet og under 500 meter fra kanalerne.

Vi havde tre kriterier for valg af hotel: Pris, beliggenhed og privat badeværelse. Det fik vi også. Og til den pris kunne vi sagtens leve med at det var et mikroskopisk kvistværelse hvor vi dårligt kunne stå oprejst.

Hotellet i sig selv var et ombygget byhus. Virkelig hyggeligt. Og med flinkt og imødekommende personale.

De hjalp os også med at finde parkering – for parkering i en storby kan jo unægtelig være tricky. Vi fandt ud af, at hvis bilen skulle holde i centrum – uanset om det så var parkeringshus eller på vejen – så ville det koste os 50-60€ pr. døgn. Av. Men heldigvis kunne receptionisten fortælle os, at vi bare skulle køre ud og parkere ved det olympiske stadion’s Park&Ride. Der kunne vi slippe med 1€ pr. døgn, hvis vi samtidig købte en sporvogns-billet ind til centrum, at fremvise når vi skulle tjekke ud. 👏

Det viste sig endda at der kun var 2-3 kilometer ud til stadion – det var faktisk, teknisk set i gå-afstand fra hotellet.

4 dages kunst, bøger og cocktails

Vi lagde ud med en Aperol Spritz i en mikroskopisk bar på hjørnet ved to kanaler.

Overskriften beskriver egentlig meget godt, hvad vi fik tiden til at gå med.

Vi besøgte Rijksmuseum (selvfølgelig), hvilket tog det meste af en dag. Vi var på Van Gogh-museet, hvor vi blev nødt til at bestille billet til senere på dagen da der var så lang kø. Mens vi ventede besøgte vi Stedelijk Museum for moderne kunst (som ligger lige ved siden af). Og pølsevognen ude foran…

Og den sidste dag var vi kun inde i centrum. Her besøgte vi blandt andet Rembrandthuis – et lille Rembrandt-museum indrettet i Rembrandts eget hjem.

Og så fik vi forvildet os ind i The American Book Center. Og der gik så et par timer med det. Der er tale om en boghandel i tre etager, hvor hele den ene etage er dedikeret til science fiction og fantasy! Og for lige at gøre det nummeret værre, så ligger der også to andre boghandlere på samme torv.

“The Beautiful Poetry of Donald Trump” – All New Biglier Edition

Derudover er jeg meget glad for cocktails, så vi lokaliserede adskillige barer i løbet af vores ophold (inklusive selvfølgelig Hard Rock Café så vi kunne få vores T-shirts). Den absolut bedste var/er Flying Dutchmen Cocktails.

Det er simpelthen den bedste cocktailbar jeg nogensinde har været på. Den var indrettet i første lille lokale i et ellers gigantisk hus fra 1600-tallet, med loftmalerier og træpaneler. Vi fik at vide af tjeneren at huset også tidligere havde været natklub, og bl.a. Amsterdams første bøssebar.

Og bartenderen var simpelthen en kunstner. Da vi først havde smagt et par af de ting, der stod på menukortet, blev vi enige om at vi vist roligt kunne bede om noget ekstra. Så vi fik både klassisk daiquiri, og Old Fashioned i en version med en meget (meget) røget whisky efter Jonnys ønske. Vi kom til at sidde der hele aftenen. Og vi fik fantastisk betjening – om det så skyldtes at vi var de eneste der blev siddende hele aftenen, nogle af de eneste der ikke spurgte om prisen, eller bare det faktum at vi viste interesse, skal jeg ikke kunne sige. 😁

Flying Dutchmen… Lokalet er ikke meget større end man ser her. Det eneste der mangler er de tre borde ved sofaen oppe langs vinduet.

Jeg kan også anbefale Café Steven ved Nieuwmarkt. Der havnede vi flere aftener i træk. De har ikke det store udvalg af andet end øl og Gin&Tonic, men det var virkelig hyggeligt at sidde udenfor under markisen ved terrassevarmeren og se alle kattene loppe omkring ude på pladsen.

For lige hurtigt også at vende maden, så bør man prøve et indonesisk ristaffel. Det kan fås på de fleste indonesiske restauranter (og dem er der en del af, eftersom Indonesien jo er tidligere hollandsk koloni).

Et ristaffel består af ris og en masse småretter, og man kan selv sammensætte det efter smag og behag. Der følger et par basisretter med, og så vælger man selv om man ønsker flere retter med kød, fisk eller grøntsager derudover. Og det smager himmelsk uanset hvad man vælger! Og jeg kan garantere at man også bliver mæt af det. Man skal være heldig hvis man kan slæbe sig tilbage til hotellet ved egen hjælp bagefter.

Jonny med diskolys

Vi kommer nok til at vende tilbage. Rettelse: Vi kommer til at vende tilbage – for der er både meget mere at se, og meget vi gerne vil gense.

Og når turen sammenlagt (inkl. transport, overnatning, entré og mad) kostede under 6.000,- for to personer med tre overnatninger – så er det faktisk også svært at finde en undskyldning for at lade være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *