Folk har en tendens til at tro, at software nærmest er en art magi. Det findes uden rigtigt at findes – oppe i en “sky” et sted.
Det gælder særligt når det kommer til hjemmesider. Eller “gratis” apps på telefonen. I det hele taget programmer der er gratis at downloade og installere.
Men sandheden er… Noget andet.
Tilbage i 90’erne da jeg var barn, var der kampagner for at få folk til at bruge mindre strøm. Folk forstod budskabet, fordi det handlede om fysiske handlinger de kunne foretage sig i deres hjem, og som gav sig udslag på elregningen. Slukke på en kontakt. Så kørte fjernsynet ikke længere, hvilket betød at de brugte mindre strøm og dermed skulle betale mindre (og så var der vist også noget med klimaet, men det var jo bare en art bonus).
I dag? Da er det svært at få folk til at forstå, at deres brug af internettet, AI, gaming apps og alt muligt andet, faktisk har en betydning. For det koster jo ikke noget? Og det “findes” jo ikke rigtig? Og hvis det findes så er det langt væk, og har intet med dem at gøre.
Det er trist at vi er endt med at leve i så digitaliseret et samfund når størstedelen af befolkningen er digitale analfabeter, der ikke forstår konsekvenserne af deres handlinger.
Her er hvad jeg mener med det:
Hvad er software egentlig?
Software er kun synligt på en skærm. Men det betyder ikke, at det ikke findes ude i den “virkelige” verden. Det er ikke “kun” idéer. Det kræver maskiner for at eksistere.
Software består i sin rene form af kode. Skrevet af – oftest – mennesker. Nogen gange af maskiner.
Den kode ligger i filer på en server. En fysisk server, der kræver strøm for at køre, og vand for ikke at blive for varm. En fysisk server, der består af fysiske materialer såsom aluminium, kobber og plastic. En server, der oftest befinder sig i et kæmpestort datacenter sammen med mange andre servere, der bruger ekstremt meget strøm og vand. Helst er de placeret udenfor synsvidde, i tredjeverdenslande, eller bare langt ude på landet.
Der ligger filerne med kode så og venter på at nogen får brug for dem.
Lad os tage en hjemmeside som eksempel.
Når du klikker på et link åbner en hjemmeside i en browser. En browser er et program på din computer, der “forstår” den type kode, som en hjemmeside er lavet af. Det kunne f.eks. være Googles Chrome, Microsofts Edge (eller den ældre “Internet Explorer”) eller Mozillas Firefox. Uanset hvilken, så “oversætter” browseren koden til billeder og tekst på din skærm.
Denne proces (“parsing”) kræver selvfølgelig at der er en maskine der bruger strøm, fordi programmet skal bruge regnekraft fra maskinen til at oversætte koden til en hjemmeside.
Og browseren? Den er selv en række kodefiler, der ligger på din computer. Grunden til at browseren fungerer er, at operativsystemet på din computer (f.eks. Windows eller MacOS) forstår koden bag browseren. Det kaldes at de er “kompatible”.
Hjemmesiden fungerer med andre ord fordi der er en browser der kan oversætte hjemmesidens kode til blinkende lys på en skærm (“pixels”). Og browseren fungerer fordi operativsystemet kan oversætte browserens kode til et program der kan oversætte hjemmesidens kode… Og så videre. Skildpadder hele vejen ned, som John Green ville sige.
Allernederst i rækken af lag har vi den fysiske computer. Også kaldet “hardware”. Hardware, fik jeg engang at vide, er “den del af computeren, man kan sparke til”. Og det er en meget præcis beskrivelse. Hardware er den fysiske maskine – software er al den kode der kører på den fysiske maskine og får den til at gøre et eller andet.
Det lag der forbinder de to er maskinkode. 0-er og 1-taller. Nej og ja. Sluk og tænd (for fysiske kontakter i computeren). Computeren forstår kun 0 og 1. Intet andet.
Al den kode mennesker skriver, uanset om det er til at lave et operativsystem, et program der kører på operativsystemet (såsom en browser) eller en applikation der kører på et program på operativsystemet (såsom en hjemmeside) – al kode skal i sidste ende omformes til maskinkode for at computeren ved, hvad den skal stille op med det. Skal den tænde eller slukke for noget? Skal den vise os noget eller skal den ikke?
Det er en overordnet, simplificeret beskrivelse.
Men software påvirker rent fysisk den maskine den kører på. Det “eksisterer”. Det er ægte. Og det påvirker den fysiske verden.
De (usynlige) fysiske omkostninger
Så lad os få det åbenlyse ud af verden: Når du tænder din computer bruger den strøm, og det betaler du for når du får din elregning.
Og så det lidt mindre åbenlyse, som de fleste dog godt er klar over: Hvis du køber en ny computer fremfor en brugt, er der blevet udvundet metaller og brugt CO2 og alt muligt andet i produktionsprocessen, der ikke er godt for miljøet.
Og så til det mere usynlige: Hele den påvirkning som datacentrene står for. Dem ser du ikke – de befinder sig oftest langt fra, hvor du bor. Men al data passerer derigennem. Hver gang du trykker på et link bruger du en server i et datacenter. Hver gang du downloader et spil til din mobil, bruger du en server i et datacenter. Og hver gang du skriver med ChatGPT eller miner bitcoins, så bruger du rigtig mange servere i rigtig mange datacentre på én gang.
Groft sagt.
Siden 2022 er elforbruget – og CO2-udledningerne – fra datacentre eksploderet. Vi står til en fordobling i CO2-udledninger fra datacentre mellem 2022 og 2028 hvis trenden fortsætter. Elforbruget er allerede blevet fordoblet, og samlet set bruger datacentre 32% mere energi end hele Storbritannien.
Det er sindssygt.
Så er der vandforbruget
Et enkelt (stort) datacenter kan bruge lige så meget vand per dag, som en by med 50.000 indbyggere. Og et gennemsnitligt datacenter bruger omkring 400 millioner liter vand om året.
Det lægger pres på vandforsyningen, eftersom det kun er 3% af alt vand på jorden den er ferskvand, og kun 0,5% af dette ferskvand er tilgængeligt og anvendeligt til drikkevand.
Det betyder liv og død i lande hvor der i forvejen er svær adgang til (rent) drikkevand.
Og hvorfor bruger datacentre så grotesk store mængder vand? Det gør de fordi serverne bliver varme når de står og kører, og der er risiko for nedbrud, hvis de ikke køles ned.
Sidst men ikke mindst er der også den umiddelbare forurening, datacentre skaber i deres nærområdet. F.eks. partikelforurening på grund af dieseldrevne backup generatorer. Alle datacentre er nødt til at have en ekstra energikilde, for at sikre at serverne ikke slår fra og bliver utilgængelige i tilfælde af strømafbrydelser. Og mange datacentre ligger steder i verden, hvor strømafbrydelser sker relativt ofte. Dieselgeneratorer bruges ofte som nødstrømsforsyning. Og partikelforurening derfra kan medføre luftforurening, der gør folk i nærområdet syge.
Vi strejfer kun overfladen her, men forhåbentlig giver det jer en idé om hvor store problemerne er.
Hver gang du bruger et program på din computer – og i overdreven grad når du anvender AI eller blockchain-teknologi – så er du medvirkende til at gøre problemet større.
Hvad kan vi gøre?
Det er urealistisk at slukke helt for IT. Men der er mange ting vi kan gøre, for at afhjælpe problemerne. Nogen er større ingeniørbedrifter som virksomhederne bag datacentrene selv må tackle. Andre ting er overvejelser vi selv kan gøre os i vores dagligdag.
For at starte med de store ting, der virkelig kan batte noget, så bør der fra politisk hold stilles langt større krav til opførelse af datacentre, brug af vedvarende energikilder, og køleteknikker der kræver mindre vandforbrug.
I forhold til den enkeltes valg i dagligdagen, så er der behov for nogle informationskampagner der minimum er på samme skala som dem fra 90’erne. For folk er simpelthen ikke klar over konsekvenserne, og de føler heller ikke at deres handlinger gør en forskel længere. Der er behov for en større kulturændring.
Men her er et par tips du kan starte med:
- Ikke al kode er lige. Nogen typer af kode er langt mere problematiske end andre, fordi det kræver langt mere af computere og servere at få den “oversat”. Programmer der downloades til din computer og kører direkte på computeren er – groft sagt – mindre problematiske, end apps der kræver et bestemt “miljø”, såsom en browser, for at virke.
- Der er også enkelte kodesprog der i sig selv kræver langt mere regnekraft end andre – her er Python (som er nemt at lære og desværre derfor oftest er det, der bliver undervist i på universiteterne) den helt store synder. Det kan selvfølgelig være svært at vide, når du åbner et program, hvilken kode det er skrevet i. Men kodesprog der ikke er præinstalleret på din computer skal installeres før programmer der er baseret på dem kan køre – så hvis din computer kræver installation af Python før du kan downloade et andet program, kan du sige nej og vælge et alternativ.
- Jo mere data et program behøver for at kunne fungere – jo flere servere på jo flere datacentre bliver aktiveret når du benytter det. Her er AI og blockshain (der bl.a. ligger bag kryptovaluta) de værste syndere, som du kan støde på i dagligdagen. Så begræns din brug af disse teknologier, til det absolut nødvendigste. Og nej, det er ikke “nødvendigt” at spørge en chatbot om en kageopskrift, som du kan Google dig frem til.
Og så er der selvfølgelig klassikerne såsom at slukke på kontakten fremfor at bruge standby.
Ligesom jeg kun kan opfordre dig til, umiddelbart efter at have læst denne artikel, at slukke for skærmen bare en times tid, og lave noget helt andet, ude i den virkelige verden.
Jeg ved godt, at det hele virker som en jungle efterhånden. At teknologien er kompliceret og virker svær at navigere i. At det kan være svært at overskue konsekvenserne af de handlinger man udfører. Og at det kan være svært – for ikke at sige umuligt – at se en positiv effekt af at lave sine vaner om. Særligt når det føles som om man står helt alene med det.
Men hvis alle giver op på forhånd, så bliver det aldrig bedre.
Og jeg tænker, måske naivt, at vi alle ønsker at kunne give en bedre verden videre til næste generation.
Så tænk over det. Gør dit bedste. Brug tid offline hver dag. Og stem på nogle politikere der tør at holde techvirksomhederne ansvarlige for de skader de påfører verden og os alle med deres “move fast and break things” (Facebook/Metas motto) attitude.
Der er lys for enden af tunnellen. Men for at nå det, er vi nødt til alle sammen at beslutte os for at gå i retning af det. Alle sammen. Det inkluderer dig.
“En rejse på tusind mil, starter med det første skridt.” – Lao Tzu
