Vores ultimative mål er at være uafhængige, såvel økonomisk som praktisk.
Der er mange potentielle veje man kan tage for at nå det mål. Og vi overvejer nøje hvilke af dem vi vil tage.
Men vores udgangspunkt er vores lille hus på landet, der er købt kontant, og hvor vi kan dyrke vores egne grøntsager, og på sigt forhåbentlig blive selvforsynende. Med diverse renoveringer og optimeringer af de eksisterende bygninger kan vi også komme langt med at nedbringe de faste udgifter.
Derudover skal vi generere en passiv indkomst der skal dække de omkostninger, vi ikke kan skære væk. Der er igen flere veje til det mål. Det kunne være investeringer, udlejningsejendomme eller produkter der genererer passiv indkomst. Vores udgangspunkt er her en lejlighed i Odense, der er lejet ud, en solid nødopsparing, og en lille håndfuld aktier der forhåbentlig snart bliver større.
Hvorfor?
Vores ultimative mål er frihed. Frihed til at tage os tid til hinanden, til at være kreative, og til at lære nye ting. Frihed til ikke at behøve at stå tidligt op, spilde flere timer på transport dagligt, og arbejde for andre i stedet for os selv.
Frihed til selv at kunne vælge hvordan vi bruger vores tid, eftersom tid jo som bekendt er en begrænset ressource, og langt mere værd end penge.
Denne blog er en slags logbog over vores fremskridt på vejen, og leksikon over hvad vi lærer undervejs.
Vores primære motivation er dels frustration over, ikke at have tid til de ting vi virkelig brænder for, dels den erkendelse, at vi aldrig får tiden tilbage, som vi bruger i andre mennesker firmaer og på andre mennesker projekter. Der er ikke meget trøst i en forsikring om at man engang, når man er for udslidt til at kunne rejse sig, kan få lidt småpenge for at sidde og ærgre sig over alle de ting, man aldrig havde tid eller overskud til at få gjort, og da ikke længere kan. I mit tilfælde kan jeg f.eks. se frem til at gå på folkepension når jeg er 73,5 år gammel – og det kan jeg jo ikke bruge til noget.
Vi har derfor besluttet at tage sagen i egen hånd, og skære ned på alt overflødigt, da tid jo – i sidste ende – er penge.
Og da vi begyndte at skære ting væk, som vi egentlig ikke havde brug for, gik det desuden op for os, at alle de skridt vi tog for at nedbringe vores udgifter og gøre os mere uafhængige, også fører i en stadigt mere bæredygtig retning. Så dér slår vi reelt to fluer med ét smæk.
Og så må vi se hvor det fører os hen.
