For et par dage siden skete det, der sker engang imellem: At min mor velmenende forsøgte at rådgive mig om min privatøkonomi. 😂

Denne gang handlede det om pensionsopsparinger. Og hun belærte mig om hvor vigtigt det var, at jeg SKULLE have sådan én.

Jeg tog mig mentalt til hovedet, vel vidende at når det kommer til ens egen mor, kæmper selv guderne forgæves. 😉

Så jeg har mine argumenter her i stedet for. Her er årsagen til, at jeg ikke har en pensionsopsparing. Og hvorfor jeg heller ikke synes, at du burde have en:

Hvem bestemmer, hvornår du kan gå på pension?

Som enhver læser af denne blog ved, så er det jo ikke fordi jeg ikke sparer op. Jeg gør tværtimod en hel del mere end gennemsnittet. Jeg investerer en stor del af min indkomst hver måneed med henblik på at blive økonomisk uafhængig.

Det er af samme årsag at vi bor i et lille, billigt hus langt ude på landet: For at spare på vores udgifter.

Så hele samtalen var selvfølgelig i sig selv absurd.

Men mange mennesker (inklusive min mor) sidder fast i den kassetænkning der går ud på, at der kun er én vej gennem livet: Direkte fra skole til arbejde, og måske engang til folkepension når man er over 70 og fuldkommen nedslidt. Det er en forudsætning for denne tankegang, at man tror arbejdet alene kan betale ens udgifter, og at uden det er man ingenting.

De har glemt, at de egentlig selv bestemmer, hvorvidt og hvornår de skal noget. At de selv har kontrollen over deres liv, og selv kan bestemme hvor lang tid, de vil arbejde.

En del af den tankegang er, at du er NØDT til at have en pensionsopsparing.

Det vil sige en opsparing, der er reserveret til din pensionsalder. En pensionsalder, der er fastsat af andre end dig selv. Og penge, som er sikret imod dig selv af lovgivning, der gør det umådeligt dyrt at få adgang til dem før politikerne synes, at du skal.

Så selvom det på papiret er dine penge, så er de det ikke rigtig alligevel.

Hvis du opretter en pensionsopsparing, lader du nemlig politikerne bestemme hvornår du får adgang til dine egne penge – og dermed hvornår du har råd til at gå på pension.

Du slipper simpelthen tøjlerne – i blind tiltro til at systemet ved bedre end dig selv hvornår du har behov for en pause i dit arbejdsliv. Hvornår du er for nedslidt til at kunne arbejde. Hvornår du har brug for mere tid sammen med din familie.

Du giver frivilligt kontrollen over dine egne penge fra dig.

Dette er imidlertid ikke tilfældet hvis du gør… Ja, nærmest hvad som helst andet end at oprette en pensionsopsparing. Hvis dine penge står i fast ejendom, aktier eller virksomheder, så er det helt op til dig selv hvornår du vil realisere dem. Og staten kan heller ikke i det tilfælde komme fra den ene dag til den anden og beslutte, at din pensionsordning er forældet, tage over halvdelen af pengene fra dig, og nedlægge den.

Jeg har set hvad der skete med min fars efterlønsordning. Hvordan han havde indbetalt gennem et helt, langt og opslidende arbejdsliv, kun for at få at vide at ordningen skulle afskaffes og at han kun kunne få en brøkdel af sine egne penge udbetalt.

Så ja, jeg kommer ikke til at lægge min pensionsalder i politikernes hænder. Aldrig nogensinde.

“Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me.” 🙄

Så det er den primære grund til at jeg ikke har en pensionsopsparing.

Jeg har en masse andre ting i stedet.

Jeg sætter penge i fast ejendom. Jeg sætter penge i aktier. Jeg investerer i energirenoveringer, der får vores udgifter ned på et absolut minimum.

Den ene ting jeg ikke gør, og heller ikke kommer til at gøre, er at sætte penge i en ordning, jeg ikke selv kan bestemme, hvornår jeg får adgang til. Den ene ting jeg ikke gør, er at lade andre mennesker (politikere eller andet godtfolk) tage kontrollen over mit liv og min økonomi.

For jeg tror på, at jeg selv er bedst egnet til at tage de beslutninger.

Jeg tror på, at jeg selv bedst ved, hvornår jeg har behov for at gå på pension.

Og ved du hvad? Det tror jeg også er tilfældet for dig. Jeg tror også at du ved bedre end politikerne, hvornår du ikke kan eller vil arbejdsmarkedet længere.

Sandheden er jo at andre mennesker ikke har den samme respekt for den tid og de kræfter du har lagt i at tjene pengene, som du selv har. Politikerne er ingen undtagelse.

Og jeg vil gerne spare dig for at blive trukket sådan rundt i manegen af systemet, som du kan risikere, hvis du ikke selv træffer alle de væsentlige beslutninger om din økonomi.

Så mit råd er: Invester selv i din fremtid. Sæt så mange penge til side som du overhovedet kan undvære. Dit fremtidige selv vil takke dig for det. Hvilket aktiv du vælger at investere i, er helt op til dig selv. Men for din egen skyld: Lad nu være med at bruge en ordning, som staten får mere ud af end dig selv.

Det er trods alt dit liv. Du skylder dig selv at bevare kontrollen over det.

#rantover


Jeg har i øvrigt skrevet lidt om emnet før, hvis du skulle være interesset. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.