Hele udgangspunktet for vores bestræbelser er et lille hus på landet.
Det er på 89 km2, og består af selve huset samt en tilbygning og en udestue.
I selve huset er i stueetagen en stue, en entré og mit kontor, og på førstesalen vores hobbyrum / atelier / hjemmebiograf.
I tilbygningen er der køkken, fyrrum og badeværelse.
Slid og slæb og stolthed
Huset var et dødsbo, og det blev solgt kontant for 53.032 kroner.
Ja, lige over 50.000,- – du læste rigtigt.
Og tilmed blev det solgt med alt indbo, da arvingen ikke magtede at have noget med det at gøre.
Huset var / er godt nok i dårlig stand og skal gennemgribende renoveres. Men det ændrer jo stadig ikke på at vi har givet mindre for det, end bare grundens værdi. Og at det er købt og betalt.
Der er ingen gæld i det. Vi betaler kun for de faste udgifter. Og det giver jo god luft i budgettet til at få renoveret på det.
Jeg skal ikke lægge skjul på hvor hårdt et slid det er. Og hvor endeløst det nogen gange kan forekomme. Men til gengæld er det svært ikke at føle en umådelig stolthed over det, man får udrettet. Og det giver også en utrolig selvtillid at se, hvor meget man egentlig er i stand til.
Jeg har aldrig udført et arbejde der har føltes bare halvt så meningsfyldt, som det jeg har lavet på vores egen grund. Indtaget grunden kvadratmeter for kvadratmeter, lagt træer ned og jævnet huller ud og fjernet meterhøjt ukrudt. Fået drænet og sået græs. Lavet køkkenhave. Lagt nye tagplader på og lavet nyt køkken og støbt nyt gulv og hvad har vi…
Desværre er det let at glemme hvor meget arbejde man har lagt i det, når man står i det hver dag. Vi kan blive helt chokerede når vi ser før-billeder af grunden nu. Det er slet ikke det samme hus. Og vi er først lige gået i gang…
“Hvorfor river I det ikke bare ned, og bygger et nyt?”
“Så ville vi ikke længere være gældfri!”
“… Nåårh, ok.”
Den samtale har vi haft en del gange efterhånden. 😂
Tilsyneladende er tanken om at være “gældfri” meget fjern for de fleste mennesker. Ligeledes tanken om, at man overhovedet kan købe et hus kontant.
Jeg bliver også jævnligt spurgt om “jeg ikke har overvejet at flytte ind til byen?”, og bliver mødt af tomme blikke når jeg forklarer, at jeg altså helt bevidst er flyttet ud derfra.
Men heldigvis er hverken Jonny eller jeg synderligt interesserede i, hvorvidt andre forstår pointen eller ej.
Vi er derimod interesserede i at dele den sindssyge rejse vi er på herude hvor kragerne vender – og forhåbentlig inspirere andre til, at det faktisk godt kan lade sig gøre at skære ned, blive mere selvforsynende og få mere økonomisk frihed.
Og ja, det er et knokkelarbejde at komme dertil. Men jeg kan ikke understrege nok, i hvor høj grad det – i hvert fald for os – har været det værd.
