Der var desværre en masse der skete i de 2,5 års tid, hvor jeg ikke havde tid og overskud til at opdatere bloggen, som I alle gik glip af.
Én af de ting, som jeg er kommet i tanke om efter at have tilbragt julen på Island, er at vi fejrede jul og nytår på Madeira i 2022/2023. Det fik jeg aldrig skrevet om. Og det var det egentlig hele tiden planen at jeg ville.
Så… Her får I historien, med lidt forsinkelse. Beklager forsinkelsen. 🙈
Vi spoler tiden tilbage…
Vi havde fået turen i bryllupsgave af mine forældre. 2 uger på Madeira. Vi tog derned før jul, og fløj hjem igen d. 2. januar. Jeg kan huske datoen for hjemrejsen mere præcist, fordi flyet blev forsinket og jeg sad og bed negle i lufthavnen, fordi jeg skulle til eksamen i finansiering morgenen efter, d. 3. januar. 🤣
Jeg havde tilbragt et par timer hver dag på turen med at løse gamle eksamensopgaver. Samt øve mine oplæg i arbejdsret på min stakkels mand, der vistnok endte med at være helt udmattet. Men begge eksaminer gik da godt i det mindste – jeg endte med at komme til at undervise i finansiering, og arbejde som jurist i en fagforening med arbejdsret – så et eller andet sted må det da være lykkedes meget godt.
Men jeg savner virkelig ikke at skulle læse til eksamen i ferier, løse opgaver om aftenen og i weekenden, og sidde og falde i søvn over bøgerne. Det er en befrielse at være færdig med studiet og kunne holde fri når jeg har fri. Holde ferie når jeg har ferie.
Nå, nok om det.
Jeg havde nok aldrig selv fundet på at tage til Madeira hvis vi ikke havde fået turen forærende. Og det ville have været en fejl at lade være, for det er et fantastisk sted. Øen er blændende, betagende smuk. Maden er fantastisk. Der dyrkes frugter man ikke kan få andre steder. Og de lokale er venlige og behagelige og nemme at falde i snak med.
Vi kom det meste af øen rundt på udflugter og vandreture – og vi kommer også gerne tilbage endnu engang. Vi mangler nemlig stadig at bestige bjergene. Og så var der også en vandretur langs nordkysten, vi har til gode.
Og så i det hele taget for stemningen, maden og menneskenes skyld.
Men det er fremtiden. Nu til fortiden – nærmere bestemt vinteren 2022/2023:
Vandreture på kanten af bjerge og under vandfald
Hele øen er gennemskåret af “levada”er. Det er vandingskanaler, der bringer vand fra bjergene ned over markerne. De er – for størstedelens vedkommende, støbt i beton, og enten er der stier ved siden af, eller også kan man gå langs dem på selve betonkanten.
Det betyder at man kan vandre på stort set hele øen.
Turene varierer voldsomt i sværhedsgrad og længde – men det oplyses man om på forhånd, så man kan vælge dem fra, man tænker er for voldsomme.
Vi lagde ud med en hyggelig lille gåtur gennem en skov (Paradise Valley) for at finde ud af, hvor meget vi kunne holde til. Det gik fint og gav os smag for mere. Så vi endte med at gå både Levada Do Rei (“kongens levada”) og et stykke af Levada Do Norte. Begge kan vi varmt anbefale.
Levada Do Rei går dybt ind i laurbærskoven. Under vandfald og ind til et vandløbs udspring. Med jævne mellemrum får man gennem træerne en fantastisk udsigt over blånende, træklædte bakker. Der vokser små bregner langs med stien. Og der drypper vand ud alle vegne. På et tidspunkt går stien lige under et vandfald, så man skal have regntøj med. Og til sidst står man helt inde ved vandløbet – dybt inde i skoven. Det er en vidunderligt smuk tur.
Levada Do Norte var dog om muligt endnu mere betagende. Der gik vi på kanten af et bjerg, med udsigt ned over terrasserne med private haver, vinstokke og byer der lå i dalene. Noget af turen foregik på den smalle betonkant langs med levadaen – uden rækværk. Vi spurgte vores guide hvor mange turister de årligt tabte ud over kanten, og han påstod at det aldrig var sket. Vi er dog ikke helt overbeviste.
Her er lidt billeder fra de to vandreture. Selvom, indrømmet, billederne ikke er nær så smukke som virkeligheden:
Et skjulested i bjergene hvor himlen falder ned
Et andet sted, der er en udflugt værd er Nonnernes Dal (Curral das Freiras).
Gemt dybt inde i bjergene ligger en dyb dal, som man enten kan nå via en (hård) vandrerute, eller ved at køre gennem en tunnel i bjerget.
Når man står oppe ved udsigtspunktet og ser ned i dalen føles den uendeligt langt væk. Den lille landsby i bunden kunne ligeså godt befinde sig i en anden verden. Og så ser man ned, og det går op for én, at man faktisk befinder sig nærmest lige ovenover nogen af husene. Det går stejlt ned.
Vi startede med at styrte op til udsigtspunktet fordi skyerne så truende ud. Og det var en god beslutning. For vi var dårligt kommet ned derfra og indenfor igen før himlen – bogstaveligt talt – faldt ned om ørerne på os. Alle de turister der var startet i souvenirbutikken, blev fanget i regnen oppe på toppen. 😅
Derefter kørte vi ned i dalen og besøgte landsbyen. Den er lille og derfor hurtigt overset. Det er selve beliggenheden der gør stedet så fantastisk.
Og så ligger det endda kun en halv times kørsel fra Funchal. Det er kun en halvdagestur. Men det føles som om man har bevæget sig ind i en helt anden verden på vejen.
At sejle gennem himlen og se verden eksplodere
Og så er der Funchal. Madeiras hovedstad.
Eftersom vores hotel lå i Funchal, var det selvfølgelig den by, vi tilbragte mest tid i. Og der kan man sagtens få nogle dage til at gå.
Vi var der i juledagene, så vi kunne nyde al julepynten og julebelysningen. Og nytårsaften afholder de et helt ekstremt fyrvbærkerishow, der kulminerer på havnen. Men selvom vi ikke stod på selve havnen, var der stadig meget at se, eftersom der også blev skudt store mængder fyrværkeri af på andre lokationer i byen. Det lød som om de var ved at springe hele øen i luften.
Bortset fra det, så er det en oplevelse bare at gå rundt i Funchal. Restauranterne er vidunderlige, der er masser af spændende butikker, markedet har stadig en charme der indikerer at det rent faktisk bruges af de lokale og ikke kun af turister, og så kan man tage svævebanen op til den gamle del af byen (Monte), samt en anden svævebane videre til den botaniske have, der ligger langt oppe ad bjerget med fantastisk udsigt over hele Funchal.
Turen i svævebanen er også smuk. Man starter med at sejle hen over hustagene i Funchal, for derefter at sejle videre henover en frodig, grøn dal i fuldkommen tavshed hvis man vælger at tage anden del af turen med også.
Og husk nu: Det var kun de ting, der gjorde størst indtryk.
Der er også det sted, hvor man står 500 meter over havet på en glasplade. Og den lille landsby på nordkysten, der ligger ude på en pynt helt afskåret fra resten af øen der kun kan nås ved at navigere op og ned ad stejle klippeskråninger. Og udsigtspunktet helt ude østpå hvorfra man kan se hele øen.
Og så er der alle de fantastiske upcycling-projekter over det hele, der kommer sig af hvor svært det historisk set (og til en vis grad stadig er) at fragte nye materialer ud til en ø midt ude i havet. Alt bliver genbrugt! Stakitter lavet af gamle cykler! Blomsterkummer og plantekasser lavet af gamle tønder. Street art lavet af gamle sodavandsdåser, vanddunke og lignende. Skulpturer lavet af skrald fundet på stranden.
Men hvis jeg prøvede at beskrive det hele ville jeg aldrig blive færdig. Jeg begrænser mig til at inkludere et par sidste stemningsbilleder herunder. Og så håber jeg ellers bare, at I er blevet inspireret og har fået øjnene op for hvor fantastisk et sted Madeira er. 😍
