Jeg har altid næret en dyb respekt for Vesterhavet. Primært fordi jeg var ved at drukne i det som barn. Og af samme årsag har jeg heller ikke set det siden dengang.
Men her i vinter var vi i Struer til et velfortjent ophold ved Grand Hotel Struer og Kurbad Limfjorden – og så gik det op for mig at jeg var tættere på end jeg længe havde været. Så vi besluttede at køre derud.
Og så endte det med at vi ad små omveje havnede ved Bovbjerg Klint.
Den værste del af Vesterhavskysten
Vi fandt ud af at den åbenbart kaldes “Jernkysten” – strækningen fra Thyborøn til Hvide Sande. Det stod på et af de skilte der var sat op ud for Bovbjerg Fyr. Der var en hel roman deroppe om strandinger, redningsvæsen og frygteligt vejr – som du kan læse meget mere om på hjemmesiden Jernkysten.dk .
Og historieundervisning eller ej – det var noget af en oplevelse bare at være der.
Det var ikke ligefrem godt vejr – men heller ikke dårligt, sådan stedet taget i betragtning. Der blæste en frisk vind og det var overskyet. Hvis det havde været hjemme på Lolland eller på Fyn ville man nok ikke have regnet det for dårligt vejr. Men her? Det var lige så jorden rystede under os hver gang en bølge ramte høfderne. Også selvom de var så langt væk, når vi stod helt oppe på klinten.
Og høfderne, de er også noget for sig selv. Jeg havde aldrig set dem før. Kun bemærket på kort at kysten havde en mærkelig, sandsynligvis menneskeskabt form.
Høfderne er en art bølgebryder der fungerer som kystbeskyttelse – ofte bygget af sten og beton. De forhindrer at havet æder sig længere ind i landet. Der er cirka 100 af dem langs den jyske vestkyst – og den første høfde i Danmark blev bygget netop her ved Bovbjerg i 1875!
Der står en mindesten for C. F. Grove oppe på klinten. Han var fyrets bygmester, og initiativtager til høfdebyggeriet.
Bare det faktum at høfderne er nødvendige, siger noget om hvor voldsomt havet – og dermed erosionen – er i dette område.
For mig, vant som jeg er til de indre danske farvande, var det en meget voldsom oplevelse at se høfderne i virkeligheden. Og jeg skulle i hvert fald ikke have noget af at gå ned på stranden. Det var rigeligt at se det hele fra oven, i relativ sikkerhed oppe på klinten. 😁
Bovbjerg Fyr
Og oppe på klinten står jo også fyret.
Det i sig selv er et besøg værd. Det er fra 1877, og det er stadig i brug. Indenfor er der desuden en café – som beskrevet på fyrets hjemmeside. Derudover afholdes der kunstudstillinger – nye hver anden måned. Og jævnlige arrangementer såsom foredrag, teater og strikkeaftener.
Hele herligheden drives tilmed af frivillige.
Så hvis det skulle blive for meget at se på udsigten, kan man altid kigge indenfor i fyret til en kop varm kaffe og kage – eller hjemmebagte boller. Mere hyggeligt bliver det da ikke!
Ikke engang selvom man har en følelse af at sidde på kanten af verden, og være ved at falde ud over den. Måske endda netop derfor.
