På det seneste har jeg set lidt for mange artikler der råder jobsøgende til at “rydde op” i deres sociale medier, fordi potentielle arbejdsgivere kan se, hvad de skriver. Lidt for mange “gode råd” om hvordan man kan “brande sig selv” og sørge for at bruge sine sociale medier til, at skrive om arbejdsrelaterede ting, der kan give indtryk af ens entusiasme for et potentielt job.

Men hvis ens sociale medier udelukkende drejer sig om ens job – hvor skal man så gemme resten af sit liv væk henne?

Og hvis man skal “fake” interesse for jobbet – er det så overhovedet en god idé at gå efter det?

Og hvis en arbejdsgiver ikke bryder sig om at se billeder af dine børn, din hund eller at du tager til en fest med dine venner – er det så en person, det vil være godt for dig at arbejde for?

Jeg er lodret uenig

Det kommer nok ikke som den store overraskelse for nogen af jer, der har været forbi bloggen før, men jeg er ikke tilhænger af, at ofre sit privatliv for sin arbejdsgivers skyld. Absolut ikke. Og hvad du poster på sociale medier skal ikke være dikteret af, hvorvidt du måske/måske ikke engang i fremtiden kan komme i betragtning til en stilling.

Slet ikke hvis du skal fake hele din personlighed, dine værdier og dine interesser for at komme i betragtning i første omgang.

I så fald vil du nemlig passe rigtigt dårligt ind i virksomheden under alle omstændigheder. De personlige omkostninger vil være høje.

Så hvorfor ikke være autentisk? Acceptere at blive valgt fra af de arbejdsgivere, der kun ansætter robotter, som ingen personlighed eller hobbies har.

Spørg dig selv hvor meget du egentlig er villig til at gå på kompromis med dig selv for et jobs skyld?

Livet er nu engang sådan, at ikke alle mennesker vil kunne lide dig. Sådan er det. Vil du ikke hellere præsentere dig for omverdenen som den du er, og dermed tiltrække mennesker du reelt har noget til fælles med og ønsker at omgås? Vil du ikke hellere få et job, du faktisk holder af, fremfor ét, du nærmest har skullet snyde dig til, og som du skal bide dig i tungen og krybe langs væggene for at kunne beholde?

Jeg synes, det narrativ der er ved at blive bygget op om, at man skal “brande” sig selv overfor erhvervslivet, er det rene gift.

Hvorfor undertrykke sine sande følelser, og undlade at udtrykke sine sande meninger, for at tækkes mennesker der ikke bryder sig om én?

En sund arbejdsplads er én, hvor der er forståelse for, at du ikke skal dø på jobbet. At du har et liv udenfor kontoret. En familie. Behov for fritid til at koble af. Andre interesser end kun jobbet. Et helbred, der skal plejes.

Alene det, at en arbejdsgiver kunne finde på at vælge dig fra på baggrund af, at se andet end arbejdsrelateret indhold på din Instagram-profil, er et meget dårligt tegn. Et tegn på – i min optik – at jobbet kan være risikabelt for dig at acceptere.

Og, som jeg har skrevet mange gange før efterhånden, så er arbejdet altså ikke hele livet. Og det er jo ikke din chef der vil være der for dig, hvis jobbet får dig til at gå ned med stress. Det er din familie og dine venner – hvis du vel at mærke har været klog nok til at prioritere dem, fremfor at bruge hvert sekund på kontoret.

Så gør dig selv en rigtig stor tjeneste: Find fred med dét, at kunne blive valgt fra. Det er ikke alle mennesker / arbejdsgivere / jobs, der er egnede for dig. Og det er helt OK.

Det bedste du kan gøre for at undgå at spilde din begrænsede tid på de af slagsen, der ikke er gode for dig, er at være dig selv. I virkeligheden. På sociale medier. I det hele taget. For så får du automatisk sorteret de falske venner fra.

Og mindsker risikoen for at havne i et job, du får det dårligt af at være i.

Lad være med at tilrettelægge hele dit liv efter et job. Find i stedet et job, der passer til det liv, du gerne vil leve.

Det kostede mig en stress-sygemelding og flere års generelt dårligt helbred at nå til den forståelse. Det håber jeg, at du kan undgå.

For den situation er der ingen, der fortjener at stå i. ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.