Dem der har fulgt med vil vide at vi har haft en krig uden lige med renovering af førstesalen det sidste års tid. Projektet blev meget mere omfattende end vi havde troet – og tog dermed også noget længere tid end vi havde beregnet. Vi taler godt 10 måneder til et areal på måske 20m2.
Men til gengæld har det været det hele værd. Og der er ikke blevet sparet på noget.
Én ting er at “renovere” når det kun drejer sig om at skifte et par paneler og påføre et friskt lag maling. Noget andet er når man nærmest skal rive huset ned og bygge det op igen for at komme i mål.
Jeg nævner i flæng: Nye spær. Nye hanebånd. Nye skråvinduer. Ny terrassedør. Nyt gulv. Ny isolering. Nye skråvægge. Nye rør og ledninger… Jeg kunne blive ved, og for hver post skal man beregne at vi først skulle fjerne de eksisterende “løsninger” som de tidligere ejere har syntes var smarte. 🤭
Her kan f.eks. nævnes betongulv på første sal – bjælker uden synligt formål – og de skillevægge der adskilte tre(!!!) små rum på det lille areal. Og ja, her mangler jeg virkelig en *facepalm* emoji…
Forskellen i store træk
Vi var selvfølgelig straks klar over at vi var nødt til at droppe de tre(!!!) mikro rum, og lave ét stort værelse i stedet. Så skillevæggene og de tre forskellige slags gulvbeklædning blev skrottet. Derefter kunne vi konstatere at underlaget var smuldrende betonlag i forskellig højde. Det blev selvsagt også fjernet, og erstattet af et spånpladegulv.
Derefter blev rummet gjort yderligere større ved at flytte skunkstolperne længere ud og hanebåndene opad. Og – nå, ja – når vi nu alligevel var i gang fik vi også forstærket hele tagkonstruktionen.
Der manglede virkelig lys i rummet, så det fik vi løst med hjælp fra Velux. To skråvinduer + inddækning + lysninger. Og den gamle terrassedør var rådnet op, så den måtte vi også erstatte.
Og så skulle der ellers bygges skråvægge op fra bunden. Intet af det, der eksisterede i udgangspunktet, var noget værd. Isoleringen der havde siddet der i forvejen – på udvalgte steder – var under 100mm og sammensunket. Og de gamle skråvægge var tilsyneladende bygget af forhåndenværende materialer. Så det måtte alt sammen ned.
Vi blev hurtigt enige om at vi ville have synligt træværk – dels af rent æstetiske årsager, og dels fordi det ville få rummet til at virke større hvis vi havde loft til kip, hvilket krævede at hanebåndene var synlige. Det besværliggjorde ganske vist konstruktionen af skråvæggene en smule – men slutresultatet er til gengæld blevet virkelig lækkert.
Den æstetiske finish
Glasvæv og maling giver næsten sig selv, og gør selvfølgelig meget til at få rummet til at se færdigt ud. Men derudover var der en masse andre detaljer der skulle på plads.
Gulvet for eksempel. Vi var enige om at det (helst) skulle være noget laminat, og at det (helst) skulle ligne træ. Derudover vidste vi ikke rigtig hvad vi gik efter, og var relativt utilfredse med priserne på det laminatgulv vi fandt. Indtil Jonny faldt over dette Easyloc laminatgulv fra Bauhaus. Det skal forestille nøddetræ, åbenbart, og er noget mørkere end hvad jeg personligt havde forestillet mig. Men prisen var svær at slå. Og da det først var lagt måtte jeg også indrømme at det ser fantastisk ud. 😉
Derefter blev træværket slebet og lakeret med skibslak, hvilket har givet det en utrolig glød, og det skaber også en interessant kontrast mellem det lyse og det mørke (imiterede) træ.
Som sidste detalje manglede der noget belysning. Og vores valg faldt straks på indbygningsspots. Det endte med at blive 4 af disse 600 lumens Nordlux Birla – samt en lysdæmper fra Biltema. De er diskrete (nærmest usynlige) og placeret strategisk halvvejs mellem skråvinduer og gavle lyser de nemt hele rummet op.
Nu mangler vi så “bare” paneler og fuger, samt en løsning på vores idé om at lave hylder / opbevaringsplads i skunken til vores bøger og plader… 😊
Og hvad var det så vi skulle bruge rummet til? Jo, ser I, frås… 😃
Vi vil have hobbyrum/atelier i den ene ende, og musik hyggekrog i den anden. Det indbefatter store højtalere og noget at afspille vores efterhånden rigtig mange (klassiske) plader på.
Jeg tænker det er godt at vi bor lidt isoleret herude, så vi ikke kan forstyrre så mange med lyden. 🤭