
Jeg fyldte simpelthen 30 sidste onsdag. Det havde jeg det rigtig svært med. Sværere end jeg havde forestillet mig, selvom jeg jo egentlig godt vidste at det tyngede.
Min 10-års fødselsdag var mest bare sjov. Min 20-års har jeg ingen erindring om. Men min 30-års… Tja, det hjalp selvfølgelig heller ikke at den blev fejret på loftet i skyggen af Corona. Men lad os bare sige at jeg vågnede på dagen med tømmermænd, og tænkte at mit liv var forbi.
Lidt vel melodramatisk når man tænker på det en uge efter.
Men følelsen af at have mistet en del år af mit liv, og at være gået glip af mange oplevelser, den har siddet i mig siden jeg var 25. En art hul tomhed. Og nej, det er ikke bare en panikreaktion på de første par grå hår (som jeg fandt på det tidspunkt). Det er en reaktion på forståelsen af, at med den viden jeg har om mig selv i dag, ville jeg ikke have truffet mange af de valg jeg gjorde som teenager og i tyverne. Ikke at det hjælper en skid eftersom det blandt andet var de – forkerte – valg, der gjorde at jeg endte med at have pågældende selvindsigt. Det er hønen og ægget. 🤨
Men hvorom alting er, så har jeg spildt godt 30 år af mit liv på at forsøge at være noget, jeg ikke er. Og hvorfor? For at tækkes folk, der reelt er ligeglade med hvordan jeg har det. Altså… Det er trist at være menneske, og have den dér medfødte trang til at passe ind i flokken, især når man er så åbenlyst anderledes som jeg, og derfor ender med at øve vold på sig selv i forsøget.
At affinde sig med sine sær(egen)heder
Et af de mest inspirerende mennesker jeg har mødt er Art Garfunkel. Det gjorde stort indtryk på mig at se ham live for tre år siden i København. Han fortalte blandt andet om hvordan han efter en indskydelse var vandret tværs over (blandt andet) Europa. Det medførte bifald, hvilket fik ham til at ryste på hovedet og sige: “There’s no reason to applaud. I’m just eccentric!” 😉
Tænk sig at have sådan en selvindsigt og være så ligeglad med hvad andre synes. Han har så selvfølgelig også den fordel over mig, at han er over 80, hvorimod jeg kun lige er fyldt 30. Noget af et forspring alligevel.
Men som min partner-in-crime Jonny flere gange har forsøgt at overbevise mig om, så kan mine 30’ere jo kun blive bedre end mine 20’ere. Tesen er, at mens jeg i mine 20’ere famlede i blinde og kæmpede med at finde ud af hvorfor jeg fungerede som jeg gør, så har jeg alle svarene nu – og dertil én eller anden idé om hvorhen jeg gerne vil.
Og når jeg ser tilbage på hvordan mit liv har været hidtil, så er jeg fuldkommen enig. Det kan kun gå fremad.
Jeg er faktisk heldig at være i live i dag, og når jeg nu ser tilbage på gamle billeder af mig selv, så står det soleklart for mig hvor utilpas jeg hele tiden har været. Hvor svært det har været for mig at holde mig selv ud. Her har jeg samlet en række billeder fra 2006 til i dag, der vist meget godt illustrerer min udvikling:
Som 18-årig lignede jeg en 14-årig. Som 20-årig lignede jeg en teenagedreng. Som 25-årig forsøgte jeg at feminisere mit udseende med varierende held, kulminerende i den katastrofe der var 2017, overvægt og pagehår. 😱 Men så, fra 2018 og fremad…
Men vent, lad os lige tage det hele fra begyndelsen.
Den historiske udredning 🙄
Som teenager var jeg akavet, kluntet, ensom og selvmordstruet. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var anderledes, og forsøgte desperat at passe ind, men fejlede uvægerligt. Det var som om hele resten af verden opfattede alting anderledes end jeg, kommunikerede anderledes end jeg, og opførte sig anderledes end jeg. Uden nogen logisk forklaring på denne afgrund mellem mig og alle andre, var resultatet for en usikker teenager uundgåeligt selvhad. Jeg kan dog med stolthed rapportere at mit sidste selvmordsforsøg nu ligger over 10 år tilbage i tiden, eftersom det skete da jeg var 19. 👏
Og ja, så er der mine tyvere. Jeg startede med rigtig dårlige kort på hånden, og havde absolut intet håb for fremtiden. Men i løbet af første halvdel af dette kaotiske årti begyndte brikkerne langsomt at falde på plads, og jeg fik fingre i de informationer der skulle til for at samle puslespillet.
Og så står man der som 25-årig med (blandt andet) en dugfrisk autisme-diagnose og erkendelsen af, at alt det man hidtil har gjort – alt det man hidtil har fået at vide at man skulle gøre og være – var en fejl. At det var andre menneskers liv, ikke mit. Knap så underligt, at det ikke fungerede for mig.
De sidste fem år har jeg brugt på at affinde mig med, at alle de år allerede var “spildt” og forsøge at fortælle mig selv, at fremtiden kun kunne blive bedre. Og guess what? Alle de bedste ting i mit liv er faktisk sket i de sidste fem år! De er sket efter, jeg opgav idéen om at jeg bare skulle forsøge at være som alle andre, og besluttede at arbejde på at finde ud af, hvad jeg selv ville i stedet.
Jeg mødte for eksempel en fantastisk mand ved navn Jonny, der af uransaglige grunde sagde ja til at gå på date med mig. Han var ganske vist min kollega og 20 år ældre end jeg, men den slags bagateller kan man jo ikke tage sig af når man for første gang i sit liv aner muligheden for et ligeværdigt forhold med en person, der rent faktisk kunne lide mig for mig. ❤💜💙
Og så var der huset på landet. Den første planlagte kunstudstilling (der ganske vist blev droppet på grund af Corona – men stadig). At blive gældfri og kunne se en – økonomisk – noget lettere fremtid i møde. De bedste digte jeg i mit liv har skrevet. At slippe fri af kontorjobs, jeg fik det dårligt af at have. At få opereret mit øje hvilket ikke bare hjalp med de smerter jeg havde haft i årevis – men også forbedrede mit syn og min balance, hvilket ingen havde troet. Og sidst men ikke mindst, endelig at kunne se mig i spejlet uden at brække mig, fordi det endelig gik op for mig at det var helt OK hverken at føle sig feminin eller ønske at være det, bare fordi man tilfældigvis er født som kvinde. Hvad så, hvis det jeg bedst kan lide ved min krop er mine muskler? Who cares? 💪
Bloggen her opstod ud af det ønske Jonny og jeg tilsammen har om, at arbejde os hen imod selvforsyning og økonomisk uafhængighed, og som en metode til at dokumentere processen. For fem år siden ville jeg have tænkt, at det mål var en umulighed. Men i dag er vi snublende tæt på, og kan trække vejret langt mere frit. Og i løbet af processen har vi lært så meget – ikke kun om hvordan man renoverer et gammelt hus eller flytter gigantiske sten i haven – men også om os selv. Det har været virkelig befriende. Og det er den følelse jeg vælger at fokusere på, når jeg tænker på hvad der skal ske fremover – hvad det næste årti kan komme til at bringe.
For ja, med den viden jeg har i dag kan det da kun komme til at gå bedre. Jeg har tidligere fundet mig i meget fra andre menneskers side, som jeg absolut ikke vil i dag. Flagret rundt uden mål og uden nogen anelse om hvad jeg bedst kunne anvende min (begrænsede) tid og energi på. No more. Verden ligger omsider åben. 🚀
Jeg er fyldt 30, og hvis der noget jeg absolut ikke har tænkt mig at spilde mere tid på, så er det at leve efter idealer som andre mennesker har skabt, der aldrig har virket for mig, og som de ikke engang selv er godt tilpas med. 😅
Så hellere lade folk tænke at jeg er sær. Gerne lige så sær som jeg altid har syntes, de er.
Og når jeg kan starte mine 30’ere med så fin en rant som denne… Så glæder jeg mig sgu til at se hvad jeg kan præstere som 80-årig. Jeg tror jeg vil egne mig godt til rollen som gnaven, gammel særling. #LifeGoals 😝
I’ll see myself out.