Da jeg var barn morede jeg mig jævnligt over hvad de voksne sagde, om tøj de havde haft i 20 – 30 eller 40 år, der pludselig var blevet moderne “igen”. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig det.
Tænk at have haft et stykke tøj i 40 år? Bare liggende bag i skabet, optagende plads… Hvorfor dog?
I dag er situationen lidt anderledes. Jeg er fyldt 30, og jeg har stadig nogle stykker tøj, jeg ejede som teenager. Ting, der bare sad så godt eller klædte mig så godt, eller som bare generelt ville være umulige at opdrive igen. Ting, jeg ikke kan nænne at smide ud.
Og det på trods af, at jeg ikke engang ejer synderligt meget tøj.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg jævnligt gennemgår alle skabe og skuffer. Dette skyldes, at jeg er en neat freak, der har brug for at der er ryddeligt omkring mig, for at jeg kan fungere. Men jeg smider faktisk sjældent noget ud. Ikke med mindre jeg har opgivet ethvert håb om nogensinde at kunne bruge det i fremtiden.
Og ja, jeg kunne harcelerere over brug-og-smid-væk kulturen i al evighed. Og det kommer jeg nok også til, i hvert fald så længe denne blog eksisterer, siden den er min platform dertil. 😁
Men tilbage til tøj.
For ikke så længe siden opdagede jeg, hvad det var de voksne talte om da jeg var barn. Ikke det, at noget af tøjet var blevet moderne igen (for jeg tror ikke engang det var moderne da jeg købte det). Men om ikke andet, så glæden ved at genfinde det tøj, som man ikke nænnede at smide ud, og pludselig kunne bruge det igen.
Jeg har nemlig tabt mig meget over det sidste år. Det, kombineret med det faktum at jeg hader at shoppe, og den viden at jeg pludselig var nede på samme størrelse som jeg havde som teenager, fik inspireret mig til at åbne min kuffert med gammelt tøj(!).
Heri genfandt jeg blandt andet denne fantastiske, metallisk røde skjorte (fotograferet i 2011):
Jeg har ikke kunnet passe den i årevis, men ikke kunnet nænne at smide den ud heller, da jeg simpelthen elsker stoffet, farven og designet.
Og nu, takket være nedlukninger og min frihed fra påtvungne frokostordninger, kan jeg endelig passe den igen!
Og ikke kun den – såmænd alt det tøj, jeg har gemt. En helt ny garderobe har dermed fundet vej tilbage til mit skab. Uden at jeg har skullet købe noget. Hvilket, i min optik, er idealet. 😉
Selvfølgelig, hvis man er interesseret i mode (hvilket jeg jo ikke er), så vil man sikkert holde på at købe nyt i stedet. Uanset tøjbranchens CO2 udledninger, og uanset ens egen pengepung. Men jeg er af en anden støbning. Og jeg sidder lige nu med en følelse af nærmest at have vundet i Lotto.
Det væsentligste er ikke om tøjet er moderigtigt. Det væsentligste er, at det er behageligt, sidder godt og er holdbart. Og en vis nyhedsværdi får det så tilmed også i og med, at det er længe siden jeg sidst har gået med det.
Hvis jeg havde smidt det ud havde jeg været nødt til at købe nyt i stedet. Og det ville bare ikke have været det samme. Hverken hvad angår bæredygtighed, penge, eller den følelse af stolthed jeg fik, da jeg endelig kunne knappe lige netop den skjorte igen.
Som sagt, jeg kunne harcelerere over brug-og-smid-væk kulturen i al evighed. Men jeg ville alligevel aldrig få overbevist andre end de, der allerede er indstillet på at tænke ligesom jeg.
Så derfor vil jeg bare slutte her, med en opfordring til ikke at smide ting ud bare for at gøre plads til nye, eller fordi du har fået et flip efter at have set den dér åndssvage Netflix-serie med Marie Kondo. Det er nemlig en gave uden lige at genfinde ting.
Og i øvrigt også en handy måde at få en ny garderobe på, også selvom man egentlig følger en relativt minimalistisk livsstil og ikke går shop amok i tøjbutikker. 😄
Det viser sig med andre ord, at de voksne fra min barndom ikke var helt så tossede, som jeg dengang tænkte. Men sig det endelig ikke til dem.
