Det er trættende i det lange løb at skulle “forsvare sig” mod mennesker, der konstant fortæller én at de ting, man gerne vil, ikke kan lade sig gøre.

Det er fristende at lade sig presse ind i den vante gænge, der er et kedeligt 37-timers job, fremfor at give drømmen det forsøg den fortjener.

For de fleste mennesker har en stemme bag i hovedet, der advarer dem mod at tage springet. De fleste mennesker tvivler på, om de er dygtige nok, stærke nok, modige nok til at starte en virksomhed, eller flytte til udlandet eller lære noget nyt de går og drømmer om.

De fleste mennesker behøver ikke andre til at bekræfte dem i, at tingene ikke kan lade sig gøre.

Og alligevel har langt de fleste mennesker i dette land en nærmest besættelse med at fortælle hinanden, at ting er umulige.

“Det er for risikabelt”, “Hvad er din plan B” og “Hvad nu hvis det går galt?” er helt normale standardsvar, hvis en ven fortæller at han/hun vil starte sin egen virksomhed.

Som om personen ikke selv har overvejet de risici der er forbundet dermed.

Det er enerverende og drænende konstant at få at vide, at man ikke er god nok, og at alle de ting man godt kunne tænke sig at gøre med sit liv, er for risikable.

Taler folk ikke mere ud fra egen frygt, end af reel bekymring for, om andre kan klare de udfordringer de tager op? Det tror jeg er tilfældet.

Men prøv at vende spørgsmålet om. For ikke længe siden fik jeg en åbenbaring, da det blev foreslået mig at jeg i stedet for hele tiden at spørge mig selv “Hvad nu hvis det går galt?” skulle spørge “Hvad hvis det lykkes?”.

Hold da kæft en energi det giver!

Det hjælper én med at forestille sig, ikke bare hvor fed en følelse det vil være at se sig selv blive belønnet for ens arbejde, men også at forestille sig vejen dertil. Det hele bliver ligesom mere overkommeligt, og man er mere motiveret, når man tænker sig at det kan lykkes, fremfor at forestille sig den dag, man må lukke virksomheden ned og luske væk med halen mellem benene.

Den dag, hvor venner og familie alle som én vil ryste på hovederne og mumle: “Hvad sagde vi!?”

Igen, man kunne også vælge at sige: “Det var ærgerligt. Bedre held næste gang!”

Det er ligesom mere konstruktivt.

Jeg tror at samtlige mine idéer om virksomhedsopstart og kunstudstillinger og udlandsophold (primært de tre ting) på et tidspunkt er blevet skudt ned af mine venner og familie. Mit liv har været en konstant litani af “Det er for svært” og “Det er for farligt” og “Det kan du da ikke finde ud af?”

Jeg kunne godt tænke mig en fremtid hvor folk i stedet for at tale hinanden ned, forsøgte at tale hinanden op. Hvor de i stedet spurgte ind til ens planer og visioner, og kom med konstruktive forslag. Fremfor at tale med reptilhjernen, der helst ikke vil for langt væk fra de steder, hvor den én gang har lært man kan finde mad.

Det kunne jo være, der var et bedre sted derude, ikke?

Hermed en generel opfordring til folket: Giv dog hinanden en chance.

Ligegyldig hvor umuligt du instinktivt synes noget lyder, eller hvor ærgerlig du er over at se andre forsøge noget du aldrig selv har turdet, eller hvor lidt du i dit stille (det burde det i hvert fald være) sind tænker, at de aldrig vil kunne finde ud af det – så giv dem muligheden for at prøve. For at fejle og lære af det. Eller for at lykkes!!!

For tænk nu, hvis det de ønsker at forsøge, rent faktisk lykkes!

Ville det ikke være fedt? Trods alt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.