Det er ét af de steder, som man er i tvivl om hvorvidt man overhovedet bør fortælle andre om. På den ene side er man ivrig efter at tale om det, fordi det er så fantastisk. På den anden side tør man dårligt, fordi man er bange for at det ender med at blive overrendt, og dermed ødelagt.
Men jeg tager chancen.
Afgrunden ved Vissenbjerg er et af de smukkeste steder jeg har været. Man kommer derhen ved at finde et skilt i vejkanten nær Vissenbjerg, hvor der bare står “Afgrunden” uden yderligere forklaring. Det lyder jo spændende nok, så man sætter sin bil på parkeringspladsen overfor. Og hvis man vel at mærke kan lade være med at blive distraheret af den smukke sø der ligger klods op af parkeringspladsen (hvor man eventuelt kan gå en tur bagefter), så går man tværs over vejen og ned ad en lille, uanselig trappe i bevoksningen på den anden side.
Den magiske kløft
Det er svært at beskrive, hvad man træder ind i som andet end en helt anden verden. Vejen er lige ved siden af, og engang imellem kan man svagt høre en bil passere deroppe – men det føles uendeligt langt væk.
Efter at være gået ned ad trappen står man midt i en magisk kløft. Det føles i hvert fald lidt magisk. Lidt uvirkeligt.
Der er et lille vandløb i bunden af kløften, og der vokser træer op ad skråningerne, hvis rødder bugter sig over og langs jorden. Der er helt stille. Og der er – sandsynligvis – ikke en sjæl udover dig selv. Det eneste tegn på at der har været andre mennesker, er stien (med jævnlige trappetrin) der fører dig gennem kløften langs med vandløbet.
Det er et pusterum fra den hektiske verden der befinder sig udenfor. Et sted, hvor man kan gå midlertidigt ned i tempo, og bare eksistere. Trække vejret. Lytte til vinden i trækronerne og fuglesang. Og bækkens klukken.
Og nyde at være i fred for andre mennesker.
Hvis man følger stien kommer man langsomt nedad, og ender med at gå lige ved siden af vandløbet.
Det føles som en lang tur, men det er det (desværre) ikke. Der er ikke en kilometer fra du træder gennem buskadset, til du krydser en lille bro over vandløbet og kommer ud på den anden side (hvor stien fortsætter gennem skov og eng, og til sidst snor sig tilbage til vejen igen).
Men hvad det er, det er uforglemmeligt. Og selve omgivelserne tilskynder én til at tage den med ro, og gå så langsomt som overhovedet muligt.
Og det bedste af det hele? Bedst af alt? Du kan (stadig) have det hele for dig selv. For ingen aner, at det er der.
