Det meste af vores tid henover sommeren er gået til at renovere førstesalen. Eller rettere, at lave en førstesal i det hele taget.

Men der blev også tid til at jeg kunne komme i hus med dette mindre projekt, som har været et irritationsmoment i lang tid.

Den væg på tilbygningen, som vender ind mod det forladte nabohus (og som ingen derfor ser på), var i elendig stand.

For at gøre ondt værre er den muret op af flere omgange, og med forskellige materialer, hvilket har været med til at skabe en dyb sætningsrevne cirka midtpå.

Sådan var udgangspunktet

Jeg er jo ikke ligefrem uddannet murer, og sandt at sige har jeg aldrig før prøvet at skulle pudse en mur op. Men gøres skulle det jo, og der var ingen andre der havde tid.

Så jeg fik renset væggen med en stålbørste, og brugte derfor cirka tre forsøg før jeg fik blandet noget mørtel der var tilpas vådt til at det kunne klaskes på væggen, og tilpas tørt til at det blev hængende.

Derefter fik det lov til at tørre et par dage, hvilket vil sige at det fik lov til at hærde i øsende regnvejr, for regnen satte ind lige så snart jeg var færdig med at pudse op, og ødelagde planlægningen i forhold til maling af væggen.

Der gik næsten to uger før jeg fik malet. Vi havde købt noget hvid murmaling, og vi havde i forvejen en spand sort murmaling jeg tidligere havde brugt til detaljer ved vinduerne. Den brugte jeg nu til soklen.

Og det kan godt være at mit forsøg på at få pudset væggen op ikke blev særligt jævnt, men det virkede efter hensigten, og både sætningsrevnen samt sprækkerne oppe under taget er væk.

Så skal vi da ikke tænke på det længere. 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.