At sidde i længere tid og glo ind i den samme væg er selvsagt nok til at give de fleste kuller. Undertegnede er ingen undtagelse.

Vi har nøjagtig lige så mange planer der er blevet aflyst eller udskudt på grund af Corona, som alle andre. Og livet kommer til at føles noget mere ensformigt når man ikke får alle sine OPLEVELSERTM (ja, det er helt bevidst det med trademark-symbolet). Men er der egentlig nogen der siger, at man behøver tage til den anden side af kloden for at opleve noget? Er vi ikke bare forlystelsessyge, og glemmer det der er lige for næsen af os, for at jagte noget der er længere borte og som der derfor måske/måske ikke er mere prestige i?

Det er jo for eksempel almindeligt kendt at man sjældent besøger de turistattraktioner der er i ens hjemby. Der stod en russisk ubåd på havnen i Nakskov i en årrække. Jeg har aldrig været inde i den. Jeg har boet på Fyn siden 2009, men jeg har aldrig besøgt H. C. Andersens hus.

Et af mine yndlingscitater stammer fra transcendentalisten Henry David Thoreau, der bosatte sig i en hytte i en skov i et par år for at forsøge sig med at leve i “naturlige omgivelser” og klare sig selv (dog ikke længere væk fra sit barndomshjem end at han kunne smutte hjem til aftensmad, men lad os nu ikke dvæle ved dét).

“Live at home like a traveller.”

Henry David Thoreau

“Live at home like a traveller” dækker i sin enkelhed over, at man sjældent ser hvad der lige foran én. Det er der jo bare. Man tager det nemt for givet. Men hvad nu hvis man, say, står midt i en nedlukning og ikke har andet at kigge på end lige præcis de ting?

Hvor kan man få sig en OPLEVELSETM?

Borreby – hvor tre vandløb flyder sammen og fortsætter som Odense Å

Billedet forestiller stedet hvor Holmehave Bæk og Borreby Møllebæk løber sammen med Odense Å. Vi er tit kørt forbi eller igennem Borreby – det ligger kun en ti minutters kørsel fra vores hus – men vi er aldrig før stoppet der.

Men så kom dagen hvor vi havde været indespærret i over en måned takket være nedlukning og vinterkulde, og solen pludselig skinnede. Og som sagt – Borreby ligger jo lige i nærheden. Vi startede med at bestige voldstedet – egentlig bare en stor høj lige ved siden af åen, der engang var en middelalderborg. Derefter fulgte vi – eller forsøgte vi at følge – nogle spor der skulle være rundt i området. Det kunne dog svært lade sig gøre, eftersom jorden var alt for sumpet. Men vi kom da et stykke op langs bækken, og fik lidt frisk luft. Derefter fulgte vi vandløbet ned til vejen, og endte med at stå på broen hvor jeg tog billedet ovenfor. Ikke langt derfra fandt vi et skilt i vejkanten, der fortalte os at det var stedet hvor de tre vandløb løb sammen.

Så kørte vi hjem, og drak varm chokolade. Og altså, rigtig varm chokolade – ikke noget med kakaopulver og sprøjteflødeskum (sidstnævnte er i min verden uspiseligt)… Hjemmelavet varm chokolade lavet af sødmælk og mørk chokolade og vanillesukker. Og hjemmelavet flødeskum (med vanillesukker). Drysset behørigt med kanel.

Det er sjældent vi får gjort den slags. Vi taler ofte om det. “Hvad med at lave varm chokolade?” – og så bliver det bare ikke til noget, fordi det tager de der ti-femten minutter vi aldrig føler at vi har.

Til gengæld kan vi så sagtens forsvare at bruge penge på at købe varm kakao på en café – hvor det for det første koster penge og for det andet smager langt dårligere end min hjemmelavede (ikke for at prale). Måske fordi det bare føles mere som en OPLEVELSETM end hvis man sidder hjemme i sin stue og gør nøjagtig det samme. Hvilket jo egentlig er åndssvagt.

Og så sad vi ellers dér – og jeg tegnede lidt mens jeg drak resten af chokoladen. Og det var egentlig en ganske hyggelig dag.

Jeg har været på storbyferier hvor jeg har følt mig nødsaget til at pakke så mange oplevelser ind i de få dage vi var af sted, at jeg er endt med at føle jeg har løbet et maratonløb når vi endelig (bemærk: ENDELIG) er på vej hjem igen. Og jeg har været sydpå og ligget på en strand og tænkt: “Hold da kæft, hvor er det her egentlig tidsspilde.”
Nu kan jeg så ikke komme til nogen af delene – og så ser begge dele pludselig meget mere tiltrækkende ud end de gjorde før. 🤣
Men den sande ironi er jo, at jeg ikke på nogen af de ferier har oplevet hverken mere eller mindre end jeg gør nu. Det virker bare sådan, særligt bagefter, fordi de oplevelser ikke har hverdagens skær over sig.

I virkeligheden kan man jo sagtens klare sig uden. Det er kun et spørgsmål om perspektiv. Du kan tage en bog og visualisere at du er et andet sted – en del af handlingen – og forsvinde i timevis. Du kan lave din mad fra bunden i stedet for at gå på restaurant. Du kan lade din kæreste beholde sine store højtalere (der vandt jeg personligt nogle billige points) så I kan spille høj musik og danse rundt derhjemme i stedet for at gå til koncert. Nedlukning eller ej, så er der ingen der siger at man behøver at give afkald på noget som helst…

Og hold da op en masse penge man kunne spare hvis man blev ved med at leve sådan også efter nedlukningen (men det ved vi jo godt er et rent hypotetisk spørgsmål)… 😅

Cabin fever i vintermørket

Der tænkes…

Nu fik jeg næsten det hele til at lyde idyllisk og frelst i sidste afsnit. Men nej, jeg har absolut ikke syntes de sidste par måneder var nemme. Jeg har nærmest ikke set andre mennesker siden efterårsferien. Og selvom jeg egentlig plejer at have behov for tid alene til at lade op, og ikke gerne planlægger arrangementer uden for arbejdstiden – så er selv jeg nu begyndt at mærke ensomheden. Og når det først når til mig, så tænker jeg at de fleste nok er tilsvarende ramt…

Men jeg har bestemt ikke ligget på den lade side – selvom jeg som sædvanlig ikke føler, at jeg har fået nået nær “nok”. At jeg ikke rigtig kan definere hvad “nok” skulle forestille at dække over, er en helt anden diskussion… 😁

Jeg har fået genlæst en del af mine bøger (eftersom bibliotekerne valgte at lukke ned), købt en hel stak nye (på nettet selvfølgelig) og opdaget at vores forårsløg spontant begyndte at spire i starten af januar. Jeg har lavet en serie af J. M. W. Turner-parafraser (pasteltegninger inspireret af oliemalerier). Jeg har lavet en serie af malede træblokke. Jeg har eksperimenteret videre med pour painting. Jeg har skrevet en digtsamling færdig. Jeg fik gang i vores nye YouTube-kanal…

Det hele hjælper til at holde følelsen af isolation og generel håbløshed fra døren… Og hånden på hjertet, uanset hvor spændende de ting var at lave, så ville jeg da have foretrukket ikke at være spærret inde på 89kvm i flere måneder. Selv hvis det betød at de ting aldrig var blevet til noget som en konsekvens.

Som tiden skrider frem bliver jeg mere og mere rastløs og gnaven. Frustreret over at sidde fast og ikke kunne komme videre med alle de projekter jeg skulle lige til og i gang med inden verden gik i stå. Træt af at se de samme vægge og det samme loft omkring mig hele tiden.

Derfor bliver jeg mere og mere bevidst om hvor vigtigt det er at tage imod de tilbud der er inden for rækkevidde. Se de ting, der er nær ved. Få læst de bøger, man ellers aldrig har tid til. Bruge en hel dag på at lave en lækker suppe fra bunden. Lære sig selv noget nyt og brugbart, nu tiden er til det…

Jeg har desuden pålagt mig selv en vis rutine og nogle fast definerede mål. Det hjælper med at holde systemet i gang og giver noget tiltrængt motivation. Jeg gør gymnastik hver morgen og er gået på kur eftersom jeg savnede at kunne passe mit tøj. Jeg har pålagt mig selv at jeg skal lave minimum én tegning om dagen. Og så har jeg en ambition om at have mindst tre nye serier af kunstværker klar, når nedlukningen er forbi (two down, one to go).

Alt i alt bliver tiden brugt fornuftigt og konstruktivt. Og så får vi alligevel oplevet en del, på trods af den begrænsede bevægelsesfrihed.

Men hold da kæft hvor er der alligevel en del af mig der på trods af alt dette bare sidder og ynker sig selv og længes til Tenerife (hvor vi egentlig skulle have holdt jul) og i det hele taget så langt væk fra det danske vintervejr som muligt… 🚀

En aften derhjemme, med varm chokolade og en tegning i hovedet…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.