Mit tidligere job var som e-commerce manager i et dykkercenter, der både havde en webshop, og også selv var pakkeshop. Og det holdt aldrig op med at chokere mig, at kunder der boede bogstaveligt talt lige rundt om hjørnet, kunne finde på at bestille fragt.

At bestille fragt fra en forretning i Odense, når man selv bor i Odense, kan godt forekomme nemt for dig, fordi du sparer den tid du ellers skulle bruge på at tage ind til forretningen og hente pakken. Men det er altså også det eneste du sparer. Og nej, det er ikke engang fragtprisen jeg tænker på her (eller jo, også lidt det).

At fragte pakken fra Odense til Odense foregår nemlig ikke i fugleflugtslinje. Med PostNord går ruten f.eks. via Taulov i Jylland, hvor sorteringscenteret ligger. Pakken bliver med andre ord kørt ca. 55 km hver vej – 110 km i alt. Det bliver alligevel til en del CO2 sammenlagt, når man tænker på hvor mange varer der bestilles på nettet hver dag.

Og hvor meget tid er det egentlig lige man sparer på at smutte forbi butikken på vej hjem fra arbejde – hvis den alligevel ligger lige ved siden af?

Folk har en tendens til at vælge den nemmeste løsning for dem selv. Og det er ikke altid de overvejer hvad den løsning reelt indebærer.

Og ja, mange mennesker har en travl hverdag. Men det forekommer mig tit og ofte bare at være en dårlig undskyldning for at springe over hvor gærdet er lavest. Det er jo trods alt ikke særlig længe tid siden at folk anså det for værende det naturligste i verden, at dukke op i en fysisk butik for at købe en vare.

Og værre endnu: Hvad med varer som det egentlig er en god idé at se, opleve eller prøve før du køber? Procentvis er tøjbranchen f.eks. det område der oplever allerflest returforsendelser. Og rigtig mange af dem kunne have været undgået, hvis folk købte i de lokale butikker og prøvede tøjet i butikken – fremfor at foretage impulskøb på nettet.

Min klare opfordring er, at se på hvor butikken ligger når du bestiller. Er det i området? Kan du lige så godt hente tingene selv? Og er det et produkt – f.eks. tøj – som det måske er en god idé at prøve inden du får det med hjem? Så gå ned i butikken. Har du for travlt? Så overvej, om det måske er et tegn på at du reelt ikke rigtig har brug for varen, når du ikke engang kan tage dig sammen til at hente den.

Nethandel er nemt. Så nemt, at folk ikke altid tænker over hvad de køber, hvordan de køber det, eller – vigtigst af alt – hvorfor, og hvorvidt de overhovedet behøver det. Og det er problematisk. For hvis vi skal have en planet at give videre til fremtidige generationer er vi nødt til at få ændret de nuværende forbrugsmønstre. Og her står nethandel helt centralt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *