Jeg har været ansat både privat og offentligt, på fuldtid og deltid. Lønnet, ulønnet, i praktik, været freelancer og selvstændig. Jeg har prøvet det hele.
Jeg har også siddet i en fagforening og skullet forklare folk, at der er forskel på at blive ansat i det private og det offentlige – forskelle som folk typisk slet ikke kender til, og som kommer bag på dem.
Der er en myte om, at det er langt bedre at være ansat i det private – og ansættelse i den offentlige sektor har jeg ofte hørt blive talt ned. Men det er en skam. For der er fantastiske muligheder i den offentlige sektor. Og alt for få kvalificerede kandidater der søger stillingerne.
Så her er lidt hjælp til selvhjælp i forhold til at tage en informeret beslutning om, hvad din næste stilling skal være.
Jeg præsenterer… De væsentligste forskelle mellem at være privat og offentligt ansat:
BEMÆRK: Dette er en overordnet beskrivelse og der er variationer afhængig af stillingstype. Kontakt din fagforening for at høre mere om forholdene på det præcise område, du er beskæftiget indenfor. 😀
Overenskomster
I det offentlige ansættes du på overenskomst. Det gør man i udgangspunktet ikke i det private.
Lad mig forklare:
I det private er det op til den enkelte virksomhed om de vil melde sig ind i en arbejdsgiverforening, og dermed “tilmelde sig” denne forenings overenskomster, eller om de vil række ud til en fagforening direkte og indgå en overenskomst med denne.
Udgangspunktet i det private er, at det er op til den enkelte virksomhed.
Udgangspunktet i det offentlige er, at overenskomster forhandles for hele det offentlige område, mellem kommunerne, staten og regionerne på den ene side – og fagforeninger på den anden. Din ansættelse vil derfor være dækket af en overenskomst.
Hvad betyder det i praksis?
Når du er ansat på overenskomst er der en række ansættelsesforhold, der er taget stilling til på forhånd, og som du derfor ikke behøver forhandle ved ansættelsens start. Det gælder f.eks. 6. ferieuge, barselsvilkår og barns sygedage.
I det private kan du risikere at blive ansat i en virksomhed der dels ingen overenskomst har, og dels ikke er villig til at tilbyde dig noget som helst udover de basale vilkår i lovgivningen (dvs. ingen løn under barsel, kun 5 ferieuger m.m.).
Lønforhandling
I det private forhandler man i udgangspunktet selv lønnen. I det offentlige forhandler man aldrig selv – det gør ens tillidsrepræsentant for én – og er der ingen tillidsrepræsentant, så gør den relevante fagforening det direkte (de får tilsendt et lønudspil, og så sender de det videre til én for at høre om man kan godkende det eller ønsker at forhandle).
Afhængig af hvor man bliver ansat i det private kan det godt tænkes at der er en tillidsrepræsentant. Det er eksempelvis normen indenfor industrien. Men i de fleste private virksomheder er det ikke tilfældet – og så skal man selv klare det hele. Ens fagforening kan højst bistå med rådgivning, men forhandler ikke for én.
Det er en smagssag om folk foretrækker det ene eller det andet. Erfaringsmæssigt synes de fleste dog at det er lidt overvældende at skulle forhandle, særligt de første par år efter endt uddannelse.
Lønniveau
I det offentlige bliver man som før nævnt overenskomstansat. Det betyder oftest at der er faste løntrin i overenskomsten, som gør at man automatisk stiger i løn som følge af anciennitet indenfor de første par års ansættelse. Derudover er det muligt – gennem sin tillidsrepræsentant eller fagforening – årligt at forhandle sig til tillæg afhængig af stillingstype, funktioner og kvalifikationer. Man kan også få éngangsudbetalinger (en art bonus). Men størstedelen af lønnen er fastlagt af overenskomsten, og det er dermed en relativt lille del af det samlede beløb der forhandles om.
I det private forhandler man frit. Det betyder også at der absolut ingen garanti er for, at man nogensinde får en lønforhøjelse. At man ikke kan regne med at anciennitet nødvendigvis betyder noget i forhold til en lønforhandling. Og at man skal støtte sig til sine egne evner som forhandler, når/hvis chancen byder sig.
På papiret ser lønniveauet i det private højere ud i gennemsnit. Bemærk dog at dette er et gennemsnit, og der kan være stor forskel fra virksomhed til virksomhed. Derudover er niveauerne ikke direkte sammenlignelige, da man i det private oftere har overarbejde, og ringere vilkår i forhold til f.eks. betalt barsel eller antal feriedage. I det private betaler man også selv for sin frokostpause, mens den i det offentlige oftere er betalt (det giver en forskel i arbejdstid på 2,5 timer pr. uge, som man skal “trække fra” lønnen i en privat virksomhed for at få et sammenligneligt grundlag).
Barsel
Udgangspunktet når man er privatansat er følgende: 1) Man har ret til at holde fri ved barsel i op til et år, 2) Man kan få barselsdagpenge (som pt. er lavere end en almindelig dagpengesats som arbejdsløs).
Hvis moren er funktionær har hun ret til halv(!) løn 4 uger inden fødslen og 14 uger efter. Faren nævnes ikke.
Barslens fordeling reguleres af barselsloven, der gælder uanset ansættelsestype, og fordeles i udgangspunktet ligeligt mellem moren og faren – størstedelen kan dog overdrages. I 2022 blev det indført, at 11 uger er øremærket til faren – de øvrige 13 ugers barsel han i udgangspunktet har ret til, kan han derfor overdrage til moren.
I det private er det dog sjældent at faren har ret til betalt barsel. Mange virksomheder er kommet ind i kampen efter 2022, men det halter stadig. I praksis vil mange privatansatte fædre derfor have svært ved at kunne afholde al den barsel de teknisk set har ret til.
I det offentlige er forholdet som før nævnt omfattet af overenskomster. Her er der typisk fuld løn i cirka et halvt år – afhængig af hvilken overenskomst der er tale om.
Derudover er det også væsentligt at være opmærksom på, at i det omfang en privat virksomhed overhovedet giver løn under barsel, så er det typisk et vilkår at man skal have været ansat i minimum 9 måneder (surprise!) for at få ret til det.
Afskedigelse
I modsætning til manges opfattelse, så er der ingen generel afskedigelsesbeskyttelse i Danmark. Afhængig af overenskomst kan det være du har krav på en saglig begrundelse for opsigelse efter nogle måneder eller års ansættelse. Og er du funktionær (dvs. ansat indenfor handel, kontor, IT eller lignende), så har du ret til en saglig begrundelse efter 1 års ansættelse.
Men… Det er typisk altid en saglig begrundelse hvis der sker “omstruktureringer” eller afskedigelsen er begrundet i virksomhedens vilkår.
Indenfor det offentlige er der én forskel. Partshøring. Når det offentlige træffer en beslutning, kræver det at relevante parter høres. Og hvis du er offentligt ansat, er du part i din egen afskedigelsessag. Du har dermed mulighed for at kommentere på begrundelsen og fremsætte dine egne synspunkter. Den dialog sker oftest ikke i det private. Og selvom det ikke beskytter dig mod at blive opsagt, så gør det det mindre sandsynligt at ansættelser sker uden saglig begrundelse – og så kan det om ikke andet også trække processen ud, så du får løn tilsvarende længere, og har tid til at begynde at søge et andet job.
Eftersom den offentlige sektor dækker alt fra sygehuse til skoler og dagtilbud, plejecentre, kontoradministration, snerydning og rengøring… Så er det umuligt at gå i detaljer på tværs af alle stillingstyper, brancher og overenskomstområder. Ovenstående er en generel beskrivelse, der forhåbentlig giver jer en idé om, hvad forskellene består i, så I kan undersøge sagen nærmere når I står overfor at skulle vælge et konkret job.
Og jeg kan garantere, at når situationen opstår, så vil jeres fagforening også gerne hjælpe med at vejlede jer. 😀
