Det er efterhånden længe siden jeg har skrevet en “Destination Danmark” artikel. Det skyldes selvfølgelig dels, at vi ikke kommer så langt omkring lige for tiden. Men det er lige så meget bare fordi, mit fokus er et andet sted lige nu.

Anyway.

I efterårsferien lykkedes det os dog at komme lidt ud af huset.

Destinationen var vidunderlige Thy.

Vores base var Hurup i Sydthy, hvor vi overnattede på Hotel Thinggaard – inklusive to gange fantastisk gourmetmad. Og den ene dag tilbragte vi i Sydthy Kurbad, der befinder sig lige rundt om hjørnet.

Begge dele fortjener fem stjerner herfra! ⭐⭐⭐⭐⭐

Men den vigtigste grund til at vi ville derop, og den vigtigste grund til at jeg vil skrive om det nu, er selvfølgelig naturen.

Besøg Nationalpark Thy!

Først og fremmest har du her et par billeder, du kan se på til inspiration. Hvis det forblæste, utæmmede landskab og de åbne vidder er noget for dig i udgangspunktet, behøver du sandsynligvis ikke høre mere for at blive overbevist om at tage nordpå med det samme.

Meeen jeg har nu et par ting at tilføje bagefter alligevel…

Jeg ville ikke ønske at bo så tæt på Vesterhavet selv. Det er et vildt sted, hvor træerne ligger ned langs jorden og forsøger at undvige vestenvinden, og hvor kun de mest hårdføre planter trives.

Men det er så smukt, måske netop af samme årsag. Der er en vitalitet over det landskab, og de ting der gror i det, som virkelig får én til at føle sig i live.

Endvidere er det meget eksotisk, når man som jeg er vant til den fede muldjord på Fyn og Lolland, hvor stort set alting kan gro, nærmest uden videre. Vestkysten er… en helt anden verden. Hverken værre eller bedre; bare anderledes. Hvilket er noget, mange mennesker er vant til og villige til at rejse halvvejs rundt om kloden for at opleve. Bare et landskab, der er anderledes!

Det er lige rundt om hjørnet, folkens. I skal bare tæt nok på Vesterhavet!

Det er ikke nødvendigt at tage til Vietnam eller Island for at se smuk, vild natur. Vi har det i Nationalpark Thy. Og det er både billigere og mere klimavenligt (samt lettere i disse Corona-tider) at tage til Thy end de andre steder.

Vi bor i et land, der er tæt befolket og industrialiseret til fingerspidserne. Der er ikke meget plads tilbage til naturen. Men Nationalpark Thy er en af undtagelserne. Man føler virkelig hvor lille man er, når man står i klitterne og kan mærke Vesterhavets bølger få jorden til at ryste under én. Uden et andet menneske i sigte.

Og det tror jeg er sundt for alle at opleve.

Vi mennesker har en tendens til at tro, at naturen er til for vores skyld. Men i virkeligheden er vi blot lus i planetens pels. Den kan sagtens ryste os af, hvis vi bliver irriterende nok.

Og det synes jeg ærligt talt er noget, de fleste mennesker har brug for at blive mere klar over, end de er nu. Særligt, selvfølgelig, byboerne. For de har virkelig en tendens til at glemme at hele verden ikke er asfalteret.

Det har altid moret mig hvordan folk, når klimaet kommer på tale, begynder at tale om at redde “planeten”. Planeten behøver ikke redning. Den har det fint. Det er os (og en lang række dyrearter) der risikerer at komme til at svede. 😂

Trænger du virkelig til at få en fornemmelse af, hvor voldsom naturen er, så stig op ad trappen i Lodbjerg Fyr og lad vinden rive i dig, når du står og kigger ud over klitplantagerne deroppefra. Lad være at have nogen løse objekter såsom briller, tørklæder eller kasketter på derop – medmindre du gerne vil se dem flyve væk.

Og i det hele taget det, at gå rundt i klitplantagerne, kan være sundt for sjælen. Det får én ned i gear helt automatisk. For slet ikke at tale om at man virkelig trænger til den kop kaffe eller varm chokolade man får brug for at varme sig på bagefter (vinden bider).

En anden ting man ikke skal snyde sig selv for er et besøg på en god fiskerestaurant. Hvis prisen ikke betyder noget kan man finde én i Klitmøller eller i Nr. Vorupør, hvor du kan nyde synet af bølgerne og folk, der dyrker vandsport imens.

Og når du så på et tidspunkt føler dig så tyndslidt, at du trænger til at komme tilbage til civilisationen, kan du slutte af med at køre ned til Agger og tage færgen til Thyborøn. Det må være sådan omtrent det sted i Danmark, hvor man føler sig længst væk fra alting. I hvert fald når man er vant til de blidere omgivelser på øerne. 😉

Anyway, jeg håber dette skriv giver håb om, at der trods alt er fantastiske naturoplevelser inden for rækkevidde, selv i denne tid.

Det er ikke altid man skal så langt væk, for at opleve noget, der virkelig fejer benene væk under én.

Nogen gange skal man lede lidt tættere på hjemmet, end vi ellers har for vane.

Og huske at tage noget varmt tøj på også. 🧤🧦

I blæst ved Stenbjerg Landingsplads

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *