For nylig lykkedes det mig endelig at få afholdt min første kunstudstilling. Den kunstudstilling, jeg egentlig havde planlagt til marts 2020 😏.
Og ja, den gik da i og for sig godt.
Men den har også kun gjort det jeg allerede vidste endnu mere tydeligt: Unge mennesker er i dag under så meget pres, at drømme er blevet en luksus, og hobbies et privilegium.
Jeg er pinligt bevidst om, at den eneste grund til, at jeg overhovedet var i stand til at udstille, var at jeg ikke længere har en chef, der kan stille sig på bagbenene og forsøge at forbyde mig, at gøre det (hvilket skete i 2020).
Jeg er også pinligt bevidst om, at grunden til, at jeg har tid ved siden af studierne, og overskud på bogen til at planlægge noget som helst, er fordi vores udgifter er så små som de er – hvilket igen skyldes at huset er købt kontant, og at vi har passive indkomstkilder også.
For havde det ikke været tilfældet, ville jeg 1) ikke have haft råd til at betale de udgifter, der hører med til at holde en udstilling, og 2) sandsynligvis hverken have haft tid eller overskud til at male, og 3) muligvis være blevet fyret.
Wow.
Det er trist at tingene er kommet dertil. Det er trist, at folk skal malkes i en sådan grad af både erhvervslivet og staten, at der ikke længere er plads til de ting, den enkelte faktisk gerne vil og brænder for.
Og det springer mig i øjnene, at ligegyldig hvilket udstillingssted jeg har været i på det seneste, så er langt de fleste af kunstnerne pensionister. Ligesom langt de fleste frivillige er pensionister. For hvem skulle ellers have tid? Overskud?
Hvem ellers løber ikke rundt som hovedløse høns i en konstant kamp for at betale deres regninger, og følge med resten af samfundets støt stigende krav?
Pensionister!
Og os.
Os, der har valgt ræset fra, og forsøger at bevare vores frihed, ved at skære alt unødigt fra og investere hver en krone vi har – for netop at have tid og overskud, til at kunne leve et liv, der faktisk er værd at leve.
Os, der har valgt at spænde livremmen ind og spinke og spare, for at skabe mulighed for, at vi ikke begge to skal arbejde os til døde i andre menneskers virksomheder. Men måske en dag kan leve af vores investeringer. Og samtidig have tid til hinanden. Og til alle de andre ting, vi gerne vil.
Os, der ikke drømmer om kun at være skaffedyr for andre.
Og først og fremmest: Os, der ikke ønsker at vente til vi er 73,5 (hvilket er den pensionsalder, politikerne synes, jeg fortjener). For, ærligt talt, jeg kan jo nå at dø mange gange inden.
Så sagt på en anden måde: Os, der gerne vil leve i dag – og ikke (måske) først om 40 år. Hvis alt ellers går vel.
For sandheden er jo, at hvis vi gør som politikerne ønsker, og tilsidesætter alt det, vi egentlig ønsker? Så får vi stadig ikke de muligheder ældre generationer har haft. Der er ingen efterløn. Der er næsten ingen folkepension tilbage.
Så det eneste vi kan opnå, er enten at falde om på jobbet, eller få måske 5 år på et eksistensminimum i sidste ende.
Glem det.
Så hellere leve for meget mindre. Men leve i dag. Og bruge den begrænsede tid vi har i verden, på noget der er meningsfuldt.
Såsom at male.
Og det er dét der er en af mine helt store motivationer for at investere og arbejde på at blive selvforsynende.
At have friheden til at træffe beslutninger vi ønsker at træffe, når det er bedst for os at træffe dem, uafhængigt af penge.
For jeg ønsker sgu da ikke at vente med at begynde at male til jeg er 73,5. Eller at vente med at begynde at dyrke min have til jeg er 73,5. Eller noget som helst andet til jeg måske/måske ikke en dag bliver 73,5*.
*Og helt grelt bliver det, når man medregner, at min mand er 20 år ældre end mig. Hvilket vil sige at på det tidspunkt, politikerne regner med at lade mig gå på pension, da vil han være 93,5 – og lad os være helt ærlige: Gennemsnitsalderen for mænd er altså betydeligt lavere.
