
Det var ikke ambitionerne der manglede, da vi fik idéen til at lave et stendige nede bag i vores have. Og det var bestemt heller ikke materialerne.
Vi havde tonsvis (bogstaveligt talt) af sten liggende. Fliser vi havde gravet op i haven. Et gammelt havebassin, der var slået i stykker. Et gammelt betongulv, vi havde brudt op. Og en hel stensætning, vi havde fjernet.
Men selvom vi stod med materialerne ved hånden, var vi godt klar over at det ville blive et knokkelarbejde – som så meget andet her på grunden.
Bare det at komme ned bag i haven var en udfordring. Den nederste del af haven er nemlig lavtliggende, lettere sumpet, nogen gange oversvømmet, og meget ujævn takket være huller efter fjernede trærødder og hjulspor efter en minigraver der kørte fast mens den fjernede bemeldte rødder.

Men alligevel havde vi flere gode grunde til, at vi gerne ville bane os vej gennem vildnisset med flere ton sten. For det første er der et vandløb der løber langs den bagerste kant af haven. Det kan oversvømme haven om vinteren, og det ville vi gerne dæmme op for. For det andet er det fyldt med frøer, der har vist sig meget interesserede i at begrave sig i stenbunker andetsteds på grunden. Og for det tredje, så stod vi med en masse sten, sand og grus, som vi alligevel ikke skulle bruge til andet.
Så planen var, at få fordelt alle stenene i et jævnt lag i et dige langs med vandløbet, hælde perlesten over, dernæst sand, og til sidst jord.
Vi havde egentlig regnet med at det ville tage årevis. Og vi var ganske vist så småt gået i gang sidste år, men det var først efter den sindssyge oversvømmelse vi havde i vinters, at vi besluttede at få gjort noget ved sagen for alvor.

En weekend, der aldrig kom
I slutningen af april kunne vi endelig gå tørskoede hele vejen ned bag i haven igen. Og så begyndte planlægningen for alvor.
Stenene havde vi. Perlesten havde vi. Grus og sand havde vi. Det var faktisk kun jord, vi stod og manglede. Og det besluttede vi, at vi sagtens kunne vente med at skaffe til efter alt det andet var lavet.
Så, den sidste weekend i april 2020 blev ikke rigtig til en weekend. Vi slæbte os halvt fordærvede. Dels skulle vi have kørt sand og jord ned i det bagerste hjørne af haven, hvor der stadig stod lidt vand. Og dels skulle vi have flyttet alle de sten, der bare var smidt i en bunke oppe ved garagen.


Vi startede nede i det bagerste og mest ufremkommelige hjørne, og arbejdede os ind mod det stykke på midten vi allerede havde klar. Det var som at gå på sæbe meget ad vejen derned, så vi spredte lidt grus på stien hen ad vejen, så vi kunne stå fast.
I løbet af processen fik jeg også fyldt de største huller efter trærødder med sand og jord.
Det endte faktisk med at det bagerste hjørne af haven, der ellers havde været et overbegroet mosehul, endte med at se sådan her ud:

Lige bag ved stenene kan man skimte den sø der samler sig bag vores og naboens have. Men nu kan den ikke længere komme ind på grunden, takket være den vold af sand vi har placeret stenene oven på.
Det var den sidste del af haven vi manglede at “indtage”. Det er en ret fed følelse.
Planen herfra er at fore stenene med sand, dække med jord, og smide en masse blomsterfrø, så insekter og bier har noget at gøre godt med – og vi selv noget kønt at se på. når først det er gjort bør volden også blive nogenlunde vandtæt op i en meters højde.
Vi havde en smule jord vi lagde på på midten med det samme – det giver et meget godt billede af hvordan slutresultatet vil blive. Bare forestil jer, at den fortsætter hele vejen hen:

Og sidst men ikke mindst: Her er nogle billeder af stendiget, så langt som vi er kommet:
Jeg glæder mig så meget til vi har fået jorden på og sået blomster på hele stykket. Det bliver så fedt at se på til sommer. 😊