Jeg har snart ikke tal på hvor mange gange jeg har fået at vide, at det ikke kan betale sig at købe solceller. Efter vi bestilte anlægget (der burde blive leveret i løbet af den næste uge) har snart sagt hver eneste person vi har talt med spontant besluttet sig for at fortælle os hvor dårlig en idé de mener det er.

Aldrig med saglige argumenter eller beregninger.

Altid med én eller anden version af: “Jamen, I får jo ikke lige så meget for strømmen, som I skal købe den tilbage for!” Som om de troede, at det alene afsluttede diskussionen.

Sandt at sige har jeg overhovedet ikke gidet at tage det med i beregningerne. Så irrelevant en information synes jeg personligt, at det er.

Det eneste der tæller, er jo om der er en besparelse over de 20 år hvor der er garanti på solcellernes ydeevne. Hvis svaret er ja: Så er det en god investering.

Så jeg har opstillet en eksempel-beregning for vores husstand, for én gang for alle at gøre det klart hvor uinformerede alle kritikerne er.

BEMÆRK: Beregningen er med egenfinansiering (vi har betalt solcelleanlægget kontant).

Besparelsen på el ved solcelleanlæg

Uden solcellerne er beregningen simpel. Hvis vi antager en cirkapris på el og et forbrug der svarer til det nuværende niveau, så er vores elforbrug for de næste 20 år følgende:

6000 (pr. kvartal) * 4 (kvartaler pr. år) * 20 (år) = 480.000 kr.

MED solcellerne, betalt kontant, ser regnestykket i stedet således ud:

Vi regner med (og det er det absolut mest negative estimat vi regner med), at kunne dække 2/3 af vores elforbrug med de 18 paneler og det batteri vi har købt. Det vil sige at vores elregning for de næste 20 år falder tilsvarende:

480.000 (prisen uden solceller) * 33% (den procentdel vi nok stadig skal købe af el) = 158.400 kr.

Hvis vi lægger det tal sammen med prisen for solcelleanlægget på 76.000 kr. får vi, at vores pris for el de næste 20 år MED anlægget bliver:

158.400 (prisen for den el, vi forventer at købe) + 76.000 (prisen for solcellerne) = 234.400 kr.

Dvs. cirka halvdelen er sparet væk, svarende til 245.600 kr. eller 51,17%.

Om beregningen

Vi ved selvsagt ikke hvordan elprisen kommer til at arte sig fremadrettet. Men det er i princippet også lige meget. Resultatet kommer til at være tilsvarende eftersom vores besparelse på el stiger tilsvarende med prisen på den el, vi stadig vil være nødt til at købe.

Jeg har heller ikke korrigeret for inflation – hvilket i denne forbindelse primært har den betydning, at solcellerne måske var blevet dyrere hvis vi havde ventet med at anskaffe dem, og vores besparelse dermed mindre.

Der er heller ikke korrigeret for, at husets værdi sandsynligvis stiger i forbindelse med opsættelsen af solcellerne. Den stigning burde i princippet også modregnes.

Der er heller ikke medregnet gæld eftersom vi har købt anlægget kontant. Besparelsen vil selvfølgelig være mindre hvis der også skal inddrages renter og afdrag på gæld.

Og det er en anden ting, som folk automatisk går ud fra, når de hører, at vi har købt solceller. De glor underligt på os og siger: “Jamen, så er jeres gæld jo bare steget tilsvarende!”

Hvilken gæld?

Det er altså ikke alle mennesker der finansierer hele deres liv med gæld, bare fordi det tilsyneladende er normen i dag.

Det er en befrielse at lade være. I skulle prøve det!

Og når I en anden gang vælger ikke at foretage en investering, fordi I ikke gider at regne på om den kan betale sig eller ej fordi I på et eller andet tidspunkt har hørt et eller andet om prisen på el i nyhederne eller på Facebook… Så stop op, og regn på det alligevel. For eller snyder I jer selv.

Mit mantra er som altid: Træf informerede beslutninger.

Og ansvaret for at opsøge informationen? Det har man nu engang selv.

Tak for ordet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *