Dette indlæg er nok lidt anderledes end mine sædvanlige. Primært fordi det ikke er en rant. 😁
Jeg har faktisk tænkt mig at skrive noget positivt, og om noget jeg føler stærkt for. Gode (økologiske) råvarer, lokalt produceret, uden indblanding fra multinationale virksomheder.
Jeg taler selvfølgelig om gårdbutikker!
Vi er så heldige at vores omgivelser herude er overstrøet med dem. Og hver har sit eget særpræg. Nogle har hjemmelavede syltetøj og geléer, andre urteblandinger og hjemmelavet sennep. Nogle “bare” friske grøntsager når årstiden er til det. Og de fleste har kød fra egne dyr. Kanin, skotsk højlandskvæg, frilandsgris.
Og så er vi endda ikke kommet til cremer, uldgarn, gamle bøger og små skeer udskåret af kohorn… Og hvad de nu ellers finder på af finurligheder udover maden.
Men fællesnævneren er, at det er friske varer, de er hjemmedyrkede / hjemmelavede og fra ens eget lokalområde. Ved at frekventere gårdbutikkerne får man en hel del ekstra, i forhold til at køre i det nærmeste supermarked.
For det første sparer man på sine CO2-udledninger, ved at købe varer der er lokalt produceret, fremfor dyrket i Spanien, Polen eller lignende. For det andet er det hele yderst velsmagende, fuldkommen frisk, og føles bare mere eksklusivt, også selvom prisen oftest ikke engang er højere end i et supermarked. For det tredje får man hele udflugten med, der ligger i at komme ud på landet og besøge butikkerne for at finde ud af hvad de hver især har. Det er en helt lille skattejagt i sommersæsonen. Og sidst men ikke mindst, så støtter man det lokale erhvervsliv, fremfor at lægge sine penge i et skattely hos en virksomhed, der er så stor at den alligevel ikke kan mærke forskellen. I en gårdbutik bliver dit besøg værdsat! Det gør det nu engang ikke på samme måde i Netto… 😉
For os, der jo bor på landet, er disse ting selvindlysende. Vi har jo gårdbutikkerne lige rundt om hjørnet. Vi falder over dem på vej til og fra vores hjem. Vi ser et spændende skilt i vejkanten der adviserer om frisk honning, hjemmelavet lammespegepølse eller nye kartofler. Og så må vi lige ind og kigge.
Og hvis man er rigtig heldig havner man et af de steder, hvor de også har hjemmelavet flødeis, eller destillerer deres egen gin, eller har et mikrobryggeri…
Eller keramik. Eller træsnit. Eller smykker.
Hjemmestrikkede trøjer.
Det er aldrig til at vide på forhånd. Det eneste man ved med sikkerhed er, at de ikke fører et standardsortiment, som man lige så godt kunne finde et andet sted. Butikken er unik. Den har personlighed. Den har charme. 😍
Og det syltetøj eller sennep du køber derinde, det betyder lige den lille smule mere end det, du ville købe i et supermarked. Du bliver lige nummeret gladere af at tage det frem. Og lur mig om du ikke også lige ser dit snit til at få nævnt for gæsterne, hvor du købte det henne.
Så for klimaets, det lokale erhvervslivs, de gode råvarers – og også lidt din egen – skyld: Støt gårdbutikkerne! De er et helle i en verden hvor langt de fleste andre butikker samles i kæder, der stort set alle standardiseres og mister ethvert særpræg. De er et minde om, hvor bæredygtigt vi egentlig levede bare for en enkelt eller to generationer tilbage, hvor man spiste årstidens grøntsager (lokalt produceret) fremfor at importere fra udlandet udenfor sæsonen. Og de er ejet af mennesker, der går op i varerne, og som ser frem til hver eneste kundes besøg.
De repræsenterer både et nærvær og en kvalitet der er svær at matche andetsteds. Og dertil spændingen ved at udforske mulighederne, uden rigtig at vide hvor den næste butik dukker op, eller hvad den indeholder, før du er kommet indenfor døren.
Vi elsker dem. Gårdbutikkerne. De har givet os minder, lækre måltider og hyggelige udflugter.
Det hele kan blive dit. Du skal bare op af sofaen – og ud af byen!!! 😁
God skattejagt. 🍎🧅🍺🍷🍦🍗🥚