
Efter nedlukningerne har flere end nogensinde før prøvet at arbejde hjemmefra. Tidligere var det vist mest anset som en fiks idé enkelte IT-firmaer havde fået. Men pludselig blev det for alle. Og guess what? Det fungerer jo fint i rigtig mange brancher! 🤗
For nogen har det ganske vist været en blandet fornøjelse (her tænker jeg på dem, der holdt Zoom-møder med unger på skødet). Men for nogen af os har det betydet fornyet håb for fremtiden.
Her tænker jeg selvfølgelig blandt andet på mig selv.
Det er et år og tre måneder siden jeg har skullet møde fast op på et kontor. Jeg nåede kun at have to uger tilbage på kontoret i mit sidste job, inden jeg stoppede for at hellige mig studierne. Så bortset fra det seks ugers matematik-kursus henover sidste sommer, og de halvanden måned jeg kunne møde op på SDU i efteråret, så har jeg faktisk arbejdet og studeret hjemmefra i et år og tre måneder!
Og hvad er så status efter dette eksperiment?
Jeg opremser i flæng:
- Ikke flere ryg – eller nakkesmerter
- Ikke flere søvnløse nætter
- Ingen angstanfald
- Flere penge
- Et fedt hjemmekontor med hæve-sænkebord, hjemmebygget computer, to skærme, gode højttalere, webcam og prof mikrofon (udover min bærbare selvfølgelig)
- En 18cm slankere talje
- Tid til både hus, have, læsning og kreative projekter
- Overskud til hobbies, jeg ellers havde glemt, at jeg havde
- Overskud til at tænke = Masser af gode idéer
Og så sidder man jo bagefter og tænker: Det andet var det aldrig værd. De lange dage, den lange transporttid, stressen og det konstante pres for at læse op på ny teknologi i “fritiden”… IT-branchen er et Helvede. Og så tilmed til en miserabel løn. 🤨
Men nok om mig. Jeg er langt fra den eneste, der vil kunne få gavn af fortsat at benytte hjemmearbejdspladsen. Så inden konceptet går helt i glemmebogen, har du her 5 årsager til, at det bør videreføres:
5 grunde til, at flere bør kunne arbejde hjemmefra

1. Det er bedre for klimaet
Dette er så åbenlyst at det næppe behøves nævnes. Men jeg vil selvfølgelig påpege det alligevel: Færre pendlere betyder mindre udledt CO2.
2. Det giver besparelser
Både for privatpersoner, der skulle have brugt penge på transport – og virksomheder, der kan skære ned på størrelsen af kontorlejemål.
3. Det giver (formentlig) færre stress-sygemeldinger
Her er jeg jo selv et glimrende eksempel. Jeg ved ikke hvor længe jeg havde kunnet holde den kørende, med det pres hængende over hovedet, hvis den første nedlukning ikke var kommet betids. 🤔
At placere folk i et åbent kontormiljø er simpelthen noget af det værste idioti erhvervslivet nogensinde har fundet på. Er der virkelig nogen, der kan koncentrere sig i al den larm? Der ikke bliver stressede af de konstante afbrydelser? Hm. Det virker i hvert fald ikke for mig. Og jeg kender da også andre, der har kæmpet med det. Så er det så meget bedre at sidde derhjemme i ro og fred med sine opgaver. Jeg fik langt mere fra hånden, langt hurtigere, og havde det langt bedre oven i købet. Win-win-win. 😉
4. Det giver kronisk syge og handicappede bedre muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet
Dette er en pointe jeg ofte hører nævnt på Twitter for tiden – særligt i en amerikansk kontekst, om end jeg vil tro den er lige så relevant i Danmark. Der er mennesker, der for første gang i deres liv under nedlukningerne har oplevet at kunne deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med deres kollegaer, og som frygter at den mulighed nu vil blive dem frataget igen.
Hvorfor dog lade det komme dertil?
Det ville klæde virksomhederne at udvise noget CSR og give de folk, der har behov derfor, mulighed for at arbejde hjemmefra også fremadrettet.
5. Det giver folk mere tid!
Du ved, det dér koncept med “work-life balance” der bliver fablet så meget om, men som få reelt ser ud til at gøre noget ved, ikke? Hvis man ikke skal pendle frem og tilbage til arbejde, så bliver det pludselig langt mere realistisk.
For mit vedkommende var forskellen på næsten fire timer. Og jeg bor endda på Fyn og arbejdede i Odense. 🙄
Den tid, man ellers ville spilde i bil / tog / bus kan altså bruges langt mere konstruktivt på at lave et godt, hjemmelavet måltid mad til familien, læse en bog, cykle en tur eller hvad man nu ellers hygger sig med. Just sayin’.

Kommer jeg selv til at arbejde hjemmefra fremover? Tja, det må tiden vel vise. Jeg regner med at SDU nok forventer fysisk fremmøde til efteråret igen. Og hvis jeg på et tidspunkt ville skulle have et studiejob er det også rimeligt at forvente, at det ville være noget der er betinget af fysisk fremmøde.
Men på sigt? Eftersom jeg går og drømmer iværksætterdrømme og er øm om mit hjemmekontor kan det næppe komme som en overraskelse for nogen, at jeg klart ser mig selv arbejde hjemmefra på permanent basis engang i fremtiden. Når vi når dertil. 😄
Det er klart det, jeg arbejder frem imod i hvert fald. 🙂