Vores ultimative mål er at være uafhængige, såvel økonomisk som praktisk.
Der er mange potentielle veje man kan tage for at nå det mål. Og vi overvejer nøje hvilke af dem vi vil tage.
Men vores udgangspunkt er vores lille hus på landet, der er købt kontant, og hvor vi kan dyrke vores egne grøntsager, og på sigt forhåbentlig blive selvforsynende. Med diverse renoveringer og optimeringer af de eksisterende bygninger kan vi også komme langt med at nedbringe de faste udgifter.

Derudover arbejder vi frem mod at kunne generere nok passiv indkomst til at dække de omkostninger, vi ikke kan skære væk. Der er igen flere veje til det mål.
Vores udgangspunkt er her en lejlighed i Odense, der er lejet ud, en solid nødopsparing, og en portefølje af aktier og indeksfonde.
Hvorfor?
Vores ultimative mål er frihed. Frihed til at tage os tid til hinanden, til at være kreative, og til at lære nye ting. Frihed til ikke at behøve at stå tidligt op, bruge flere timer på transport dagligt, og arbejde for andre i stedet for os selv.
Frihed til selv at kunne vælge hvordan vi bruger vores tid, eftersom tid jo som bekendt er en begrænset ressource, og langt mere værd end penge.
Og frihed til ikke at frygte sygemeldinger eller perioder med arbejdsløshed, som alle jo nu engang kan komme ud for – og som min erfaring fra en fagforening har vist mig, kan slå selv de mest ressourcestærke ud af kurs, hvis de har sat sig til for store udgifter.
Vi besluttede derfor at tage sagen i egen hånd, og skære ned på alt overflødigt, da tid jo – i sidste ende – er penge.
Vores husholdning betragter vi som en virksomhed, der skal give overskud. Indkomsten kommer fra arbejde såvel som fra mere passive kilder, og overskud skal geninvesteres.
Personligt har jeg altid levet sådan, at jeg ville kunne klare mine omkostninger for omkring 5.000 kr. – og den filosofi har jeg taget med ind i vores forhold, og brugt som fundamentet i vores fælles husholdning. For mig er det et spørgsmål om sikkerhed, frihed og overskud.

Denne blog er en slags logbog over vores fremskridt på vejen mod komplet økonomisk frihed, og et leksikon over (næsten) alt, hvad vi lærer undervejs.
Da vi startede på rejsen og begyndte at skære ting væk, som vi egentlig ikke havde brug for, gik det desuden op for os, at alle de skridt vi tog for at nedbringe vores udgifter og gøre os mere uafhængige, også førte i en stadigt mere bæredygtig retning. Så dér slår vi reelt to fluer med ét smæk.
Tiden må vise hvor det hele fører os hen.
Indtil nu har vores livsstil bl.a. muliggjort at jeg i 2020 kunne sige mit job op og bruge 5 år på at tage en uddannelse, uden at vi behøvede være bekymrede over, om pengene slog til.
Og så nyder vi ellers også bare roen og freden som vi har opnået, bare ved at skære ned og flytte på landet.