
For et år siden døde min svigerfar. Det skabte en masse polemik omkring en (ikke-eksisterende) arv, det har været udmattende at skulle navigere igennem. Og det er ikke første gang jeg har været igennem den mølle. Da min bedstefar døde, for efterhånden en 10 år siden, medførte det også klammerier, og familiemedlemmer der ikke længere taler sammen på grund af penge og ting de modtog eller ikke modtog.
Arv splitter. Åbenbart.
I hvert fald nogen gange.
Der er dette kæmpe fokus på arv som rent fysiske ting der skal videregives. Diskussionerne handler om, hvem der får hvilke ting. Hvilken monetær værdi de har, og om fordelingen er fair. Og på politisk plan hvorvidt tingene skal beskattes, og hvor meget.
Men det er jo bare… ting!?
Hvorfor går folk så meget op i ting?
Og så er der penge. Hvilket langt hen ad vejen medfører de samme skænderier.
Men… Når jeg tænker tilbage på mine bedsteforældre, så er jeg jo ikke ked af om jeg fik denne eller hin genstand i arv. Jeg er ked af alle de spørgsmål, jeg ikke var gammel nok til at vide, at jeg burde have stillet dem, mens de var i live til at besvare dem. Al den viden, alle de erfaringer, og al den information der er gået tabt. Og som jeg ikke længere har adgang til.
Penge kommer og går. Ting er bare ting.
Men det andet? Det er uvurderligt.
Hvad er gået galt?
Jeg prøver at genskabe rigtig meget i disse år. Megen viden om, hvordan man dyrker hjemmehørende grøntsager eksempelvis. Det er ikke blevet videregivet. Viden om, hvordan man gør mange praktiske ting såsom at vedligeholde sit hus, sy sit eget tøj og meget andet. Det er ikke blevet videregivet. Og så er der alt det mere udefinerbare. Tro, værdier, livssyn.
Det er svært at skulle starte forfra.
Jeg ville ønske at mine bedsteforældre, oldeforældre og så videre, havde efterladt noget mere brugbart. En manual, om man vil. En beskrivelse af, hvad der var væsentligt for dem, og hvorfor de levede som de gjorde. Noget, jeg kunne læne mig op ad.
I stedet er det hele på få generationer druknet i ting.
Det er som om der har været en generation eller to, der kun har fokuseret på materiel sikkerhed. At samle til bunke. På bekostning af alt andet.
Jeg håber, det ikke er sådan i alle familier. Men når jeg ser hvordan folk opfører sig, så er jeg godt nok ikke sikker.
Der har været et par generationer hvor alt skulle dummes ned, gøres nemmere, hurtigere og mere bekvemt – på bekostning af en masse nyttig viden og en masse nyttige evner. Jeg har skullet lære mig selv at sylte og dyrke svampe. Jeg har stadig et ønske om at lære at kniple – og den nød har jeg (endnu) ikke kunnet knække på egen hånd.
Det er som om rigtig meget blev smidt ud med badevandet, fordi det var nemmere bare at købe noget færdigt, og der var en blind tro på “fremskridtet”.
Jeg er ikke overbevist om at det har været et gode. Nu kan vi drukne i ting vi ikke behøver, mens alt det vi reelt har behov for – nærhed, fordybelse, forståelse og praktiske færdigheder – gradvist forsvinder. Hele erhverv (møbelpolstrer, stukkatør m.m.) forsvinder. Og det sælges som et fremskridt, fordi det jo er nemmere bare at købe masseproduceret lort fra Kina i stedet. Som en arving en skønne dag kan få lov til at køre på en genbrugsplads.
Hvad ville reelt være værdifuldt at videregive?
Det mest værdifulde at videregive, er så vidt jeg kan se viden. Både om hvordan rent praktiske ting fungerer, så hele håndværk ikke går tabt, og de kommende generationer ikke står fuldkommen vingeskudte tilbage, uden at være i stand til bare at sætte en lampe op selv. Men også om den kultur og det værdigrundlag, man er rundet af.
For ellers står de kommende generationer på et meget løst fundament af gætværk, sociale medier og et konstant pres for at være forbruger først, og menneske bagefter (hvis overhovedet).
Jeg faldt for et par dage siden over et nyhedsbrev fra Politiken der blandt andet nævner åndelige testamenter. Altså et brev, hvori man beskriver sine livserfaringer, værdier og ønsker. Hvad der var værdifuldt for én. Hvad der gav ens liv mening. Hvad man ville ønske for sine efterkommere. Så de havde det at se tilbage på, og reflektere over.
Det giver fantastisk mening for mig.
I en verden der sejler mere og mere, og hvor alle grænser gradvist udviskes til fordel for åndløst forbrugsræs, der er ved at køre planeten i sænk, er der intet vi har mere brug for, end den slags tiltag.
Jeg kunne også godt have tænkt mig nogle stærke forbilleder, et gedigent værdigrundlag og et sundt eksempel på hvordan en familie ser ud. Men nuvel, jeg har da fået et askebæger (blandt andet).
Jeg kunne godt have tænkt mig, at mine forældres generation – og for den sags skyld generationen før – havde været mere optaget af, at sikre at deres børn blev opdraget til at være fornuftige mennesker med en stærk selvfølelse og en god forståelse af, hvad der er vigtigt i livet.
I stedet for at blive opdraget til at arbejde er livet, fordi arbejdet sikrer penge, og at penge er vigtige for uden dem kan man intet købe, og uden at kunne købe ting og spytte momsen i statskassen, så er man værdiløs.
Tænk sig at bruge et helt liv på at købe ting. Ikke skabe noget. Ikke videregive noget varigt og nyttigt. Bare købe ting. Som arvingerne kan komme i hundeslagsmål over. Eller få lov at bortskaffe.
Det er – i hvert fald for mig – en trist tanke.
Det ville betyde meget mere, at sætte sig ned og skrive et åndeligt testamente i stedet.
Det ville jeg ønske at nogen af mine bedsteforældre havde gjort. For nu får jeg aldrig svar på alle de spørgsmål jeg aldrig fik stillet dem. Og askebægeret kan jo ikke besvare dem for mig.