For fire år siden var det meningen at vi skulle have været på bryllupsrejse til Island. I 2021. Det blev ikke til noget på grund af Corona. Og så gik der ellers tre år mere, hvor jeg arbejdede konstant og kun havde “ferie” for at arbejde et andet sted end jeg gjorde i hverdagen.
Og så kommer vi til 2025. Jeg blev færdiguddannet, og havde en rigtig sommerferie for første gang siden vores bryllup. Og så skulle det ellers være.
Vi bestilte en rejse til Island og Færøerne. Og det var den vildeste tur.
Ja ja, vi havde forventet fantastiske naturoplevelser. Ingen tvivl om det. Men ingen af os havde forventet at det var nær så vildt som det viste sig at være.
Dette indlæg handler om Island. Færøerne vil jeg forhåbentlig få beskrevet på et senere tidspunkt.
Ind i askeskyen
På vej fra lufthavnen ind mod Reykjavik undrede vi os over hvorfor det ikke begyndte at regne. Skyerne var meget tunge, mørke og lavtliggende. Men der kom ikke en dråbe. Halvvejs mod Reykjavik går det pludselig op for mig, at “skyen” tilsyneladende kommer op ad jorden et stykke syd for hovedvejen. Og at den er mærkeligt gul i bunden.
Det var aske. Fra udbruddet i Grindavík.
Og så var vi ligesom i gang.
Island består af lange, øde strækninger hvor der ikke sker så meget, afbrudt af vanvittige steder, man ikke kan få ud af hovedet igen. Det er svært at forestille sig afstandene.
Vi prøvede for sjov at sammenligne gletsjerne med danske øer, og jeg kan i den forbindelse fortælle jer at Vatnajökull er 10% større en Sjælland, mens Mýrdalsjökull er samme størrelse som Bornholm.
Vi kunne slet ikke forholde os til det.
Vandfaldene fik vi til sidst nok af, simpelthen fordi der var så mange – og de var alle sammen spektakulære. Enten kunne vi gå bag om og under dem, eller de befandt sig inde i en grotte, eller de var omgivet af basaltsøjler, eller de var så store at jorden rystede under dig før du kunne se dem. De var alle sammen spektakulære. Og der nåede vi til sidst bare et mætningspunkt. Ja ja, endnu et vandfald. Skal vi ikke hente noget kakao i stedet?
Thingvalla hvor kontinenterne mødes og Altinget oprindeligt holdt til bragte sagaerne til live, og var fantastisk at opleve. Kratersøen Kerið var gudesmuk. Og gejseren gav bestemt et sug i maven.
Men intet slår isen.
Den tomme dal, den fjerne is
Vi kørte og kørte og kørte gennem et fladt landskab med kuglerunde lavasten dækket af tommetykt mos. Og vi kørte og kørte… Og lige pludselig var der en blålig, snavset skygge der fulgte os ude til venstre. Vatnajökull. Selv på lang afstand var den spektakulær. Og gletsjertungerne der løb ned mod os da vi passerede Skaftafell gjorde os ikke mindre imponerede.
Og så kom vi til lagunen. Isbjerge. Turkisblåt vand. Hvide og sortstribede isbjerge. Det sorte var aske for længst overståede vulkanudbrud, der engang har lagt sig oven på isen, for derefter at blive dækket af ny is og blive indkapslet i gletsjeren. Solen skinnede på lagunen, og dampen stod op fra isbjergene mens de langsomt smeltede.
Og ude i det fjerne gletsjeren. Hvilende, rugende, ude ved horisonten. Ubevægelig, men alligevel i konstant bevægelse ned ad bjergene.
Vi skulle tættere på endnu.
Med en lille gruppe tilsvarende dødsforagtende mennesker vandrede vi længe i hvad der bedst kan beskrives som et månelandskab. Gråt. Stenet. En bjergside til vores højre side. Ingen bevoksning.
Så blev vi stoppet af vores guide, der viste os en stor kampesten. Hertil gik isen i 2022 fik vi at vide. Vi så os om. Der var ingen is. Dalen var grå så langt øjet rakte. Guiden pege ud i horisonten – kan I se den brunligt grå bakke nede for enden af dalen? Ja? Det er gletsjeren. Cirka 1 kilometer væk. Den har trukket sig så langt tilbage de sidste 3 år.
Der blev stille.
Vi gik videre. Fik at vide at det nederste af klippen til vores højre side faktisk slet ikke var klippe. Det var “død is”, der var blevet afskåret fra resten af gletsjeren da den trak sig tilbage, og efterfølgende begravet af nedfaldende grus.
Og gletsjeren havde engang nået helt op til toppen af klippesiden. Der var furer i klippen der beviste det.
Breiðamerkurjökull hed den udløbsgletsjer vi bevægede os hen imod. Den “store skov gletsjer”. Der var ingen skov – den var forlængst fældet. Og “stor” var så meget sagt derfra hvor vi stod. Men gletsjeren havde fået sit navn et årtusind tidligere hvor den havde været betydeligt større og, ja, omringet af skov. Navnet forblev.
Vi kom hen randen af gletsjeren. Kulden bølgede ned fra den. Den var snavset og mudret at se på. Dryppende våd. Der løb en rivende strøm fra kanten og ud i lagunen. Havde vi blevet stående længe nok ville vi have kunnet se den skrumpe for øjnene af os.
Vi blev ikke stående. Vi trådte op på gletsjeren, mistede straks fodfæstet på den ujævne is, og skyndte os at få spændt vores cramp-ons fast på skoene så vi kunne stå fast. De bestod af metalpigge der blev drevet ind i isen når vi gik. Og så gik vi ellers opad. Og opad. Og opad. Isen blev hvidere jo længere op vi kom. Dog stadig med sorte korn indlejret fra tidligere tiders vulkanudbrud.
Og indimellem var den blå. Guiden tog et stykke is op og viste os det. Det så helt gennemsigtigt ud. Men vi skulle ikke lade os narre, fik vi at vide. Det var blåt. Isen skulle bare have en vis tykkelse før vi kunne se det. Men gletsjeren var reelt blå. Det hvide var bare løs is og sne på overfladen.
Og så stoppede vi ved et hul i isen og hun fortalte os at vi skulle derned. Jeg troede at hun var blevet tosset. Men jo, den var god nok. Vi klamrede os til et reb og fik gelejdet os ned i hullet, hvor vi stod i en istunnel skabt af smeltevand. Og her var man ikke i tvivl om, at isen var blå. Det var ufatteligt.
Senere fik hun os også overtalt til at hænge i et reb ud over et endnu større hul i isen, for at se ned på et vandfald af smeltevand direkte under os. Slet ikke skræmmende.
Og sidst men ikke mindst fik vi slæbt de trætte ben op på toppen, hvor vi kunne se milevidt omkring. Og lige der begyndte solen for alvor at skinne, så overfladen af isen glitrede, og himlens farve matchede isens turkisblå.
Billeder kan kun tilnærmelsesvis beskrive det. Men her har I nogle stykker alligevel:
Man glemmer det ikke sådan lige…
Island er et land der er skabt til at få dig til at ryste af skræk. Samtidig med at du mister pusten over dets skønhed. Og gruer for dets fremtid. Alt samment på én gang.
Uanset hvor meget jeg skriver, vil jeg aldrig kunne få det hele med.
Og uanset hvor mange gange man tager derop, vil man aldrig opleve det hele. Ikke kun på grund af landets størrelse, men også fordi naturkræfterne er så voldsomt i gang deroppe, at tingene ændrer sig med jævne mellemrum, og de steder man allerede har set pludselig kan se helt anderledes ud.
Vi fik desuden at vide af de lokale, at det er nødvendigt at komme tilbage om vinteren, fordi årstiderne forvandler landskabet fuldkomment.
Og det behøver vi ikke få at vide to gange. Så vi skal tilbage igen til december, for at fejre jul i Reykjavik, besøge Den Blå Lagune og forhåbentlig se noget nordlys!
Så… Fortsættelse følger (til december). 🙌
Island: 10⭐ ud af 10!
