Færøerne var på mange møder anderledes end vi havde regnet med. Konstant i forandring, med et vejr der skiftede på splitsekunder. Alt var lige rundt om hjørnet og alligevel virkede det utroligt afsondret.
Dette er del 2 af vores nordatlantiske rundtur fra juli måned. Efter Island fløj vi nemlig videre til Færøerne.
Førstehåndsindtrykket der varede én dag
Da vi fløj ind over øerne strålede solen fra en skyfri himmel og vi kunne se alle detaljer. Alle øer, alle fjelde og dale, søer, bygder… Det var fantastisk. Vi landede, fik hentet vores lejebil og kørte mod Tórshavn hvor vi gik en rundtur. Det var svært at finde et sted at spise, og jeg var ved at dø af sult efter intet at have fået hele dagen undtagen en meget tør og kedelig sandwich i Keflavík om morgenen. Så mit humør var ikke det bedste. Men selv på trods af min omtågede tilstand var byen smuk. Alt virkede velholdt, og der var adskillige interessante butikker med strik eller lokal kunst.
Vi endte på et steakhouse ved navn The Tarv med udsigt over havnen. Smuk udsigt over havnen. Og så gik det ellers løs. Vi lagde ud med en Yuzu Caipirinha cocktail og jomfruhummer efterfulgt af lammekrone med stegt blomkål og trøffelmayo. Og vi trillede næsten tilbage til hotellet – der i øvrigt lå lige rundt om hjørnet. Men det siger ikke så meget, for i Tórshavn er alt lige rundt om hjørnet.
Dagen efter kørte vi til Gásadalur, der først blev forbundet med omverdenen da en tunnel blev bygget i 2006. Indtil da skulle man gå over fjeldet, hvilket postmanden så var nødt til at gøre. Og de lokale, for den sags skyld. Det er utroligt smukt, og der var ikke en turist i sigte. Vi havde ellers regnet med at der ville være overfyldt mit i juli, men vi havde det hele for os selv. Vi fik en kop kaffe i gæstehuset før vi kørte tilbage ad samme (den eneste) vej.
Om eftermiddagen skulle vi på sejltur langs Vestmannabjergene (lodrette klipper langs med havet, hvor søfugle yngler). Solen skinnede, himlen var blå og havet fuldkommen turkisblåt, så man skulle tro vi havde været i Middelhavet i stedet. Det var fantastisk.
Vi nød en vidunderlig eftermiddag i helt vindstille vejr hvor båden kunne komme helt tæt på klipperne og hulerne, så turen endte med at blive en smule længere end hvad vi strengt taget havde betalt for.
I øvrigt er det værd at nævne, at vi fandt et turistcenter og et lillebitte saga-museum på havnen i Vestmanna. Det eneste turistcenter vi lykkedes med at finde, og det eneste museum der tilsyneladende var åbent. Færøerne er i den grad IKKE et turistland, uanset hvad medierne så ellers finder på at skrive.
Men alt i alt havde det været en virkelig smuk tur med dejligt vejr og vidunderlig mad. Og så begyndte det ellers at regne sådan omtrent da båden lagde til om aftenen. Og da vi satte os ind i bilen for at køre tilbage mod Tórshavn forsvandt vejen fuldkommen. Alt blev hvidt.
Hvor blev alting af?
Det var tåget stort set resten af tiden vi var der. Mange af de ting, vi ønskede at se, kunne vi ikke se. Helt bogstaveligt talt. Vi kunne stå lige ved siden af dem, og se ingenting.
Engang imellem kom vi ned under tågen og kunne se noget et stykke tid. Og så kunne vi se tågen ligge som en hvid mur et lille stykke længere nede ad vejen.
Saksun fik vi aldrig rigtig set fordi det var så tåget at luften var næsten lige så våd som vandfaldet. Slættaratindur (det højeste bjerg) kørte vi lige forbi uden at kunne se). Kæmpen og kællingen (klipper i havet) kunne vi heller ikke se.
Men vi fik da set Gjógv, som er en virkelig smuk og farvestrålende lille bygd i naturskønne omgivelser. Der føg lunder om ørerne på os, da de åbenbart ynglede på klipperne lige ovenover slugten. Det var en nærmest magisk oplevelse. Desværre kunne jeg ikke finde ud af at fotografere dem. Men tro mig når jeg siger, at det er utroligt komisk at se dem forsøge at lette. Så længe de kan kaste sig ud fra klipperne og fange vinden, så går det fint. Men skal de lette fra havet kan deres små vinger næsten ikke få dem op af vandet. De er bemærkelsesværdigt gumpetunge.
Vi fik også set Vidareidi, hvor vi præsterede at komme op så tidligt at de lokale dårligt var stået op, og der ikke var en turist i sigte. Det var stille og fredeligt, og vi nød at have naturen lidt for os selv. Men igen, der var så få mennesker – og det var et gennemgående tema. Næsten uanset hvor vi kørte hen var vi der alene. Der var højst en enkelt eller to turister. Det var en meget mærkelig oplevelse, særligt lige efter at have oplevet Island hvor folk stod i køer til alting.
Den ene dag fik jeg simpelthen nok af tågen, og besluttede at vi ligeså godt kunne køre tilbage og se nærmere på Tórshavn. Og det er jeg taknemlig for, at vi gjorde. Vi fik set kunstmuseet Listasavn Føroya, som er et af de mest inspirerende kunstmuseer jeg nogensinde har været på. Der var malerier, filt, strik, en grindehval lavet af legetøjssoldater og en model af øen Lítla Dímun som man kunne gå ind i. Jeg var helt opslugt.
Efterfølgende gik vi ind på baren Sirkus Föroyar nede ved havnen. Det kan ikke anbefales nok. Tre etager med kreativ og farvestrålende indretning, god musik, selvopfundne drinks og yderst høflig og behagelig betjening. Vi kunne nærmest ikke få armene ned.
Så gjorde det ikke så meget alligevel, at det var blevet så tåget.
Sjove og skøre indslag
Udover landskabet, der er skærende grønt og gennemskåret af tusindvis af bittesmå vandfald der formerer sig efter regnvejr, så kan vi selvfølgelig ikke komme udenom at nævne fårene. De var overalt. Lå og gumlede i vejsiden, balancerede på kanten af klipperne – og kom strygende som skudt ud af en kanon lige ud foran bilen, så vi panisk måtte klodse bremsen. Det var helt sindssygt.
Radiokanalerne var også en saga for os selv. Vi blev til sidst enige om, at hvis vi skal derop igen, så skal vi have vores egen playliste klar. For der var højst seks kanaler (hvis bølgerne gik virkelig højt og man var nær Tórshavn). Ude på de mere fjerntliggende øer var der højst en tre-fire stykker. Og heraf var to rent religiøse, og en tredje insisterede på at afholde morgenandagt hver dag. Og så var der musikken der… Ja, nogen gange var den hyggelig nok. Og nogen gange var det noget mærkeligt jodl/schlager/polka mix på færøsk som lød utroligt komisk men ikke var noget vi selv havde valgt at sætte på, hvis vi havde haft nogen alternativer. Men sjovt var det da.
Til gengæld er der lysshow (og lydinstallation hvis man indstiller radioen på den rigtige frekvens) i tunnellerne – hvilket andre lande i den grad kunne lære noget af. Og Færøerne er også indehaver af verdens eneste (indtil videre) rundkørsel under vandet, i Eysturoyartunnilin. Så der tog vi selvfølgelig et par runder.
I boghandleren i Klaksvík fandt vi skøre og kuriøse ting såsom en lampe lavet så den ligner en Beretta pistol, og en solcelledrevet model af Dronning Elizabeth II. Det var i øvrigt også det eneste sted, hvor vi blev nødt til at tale engelsk i stedet for dansk.
Og så delte vi flyet hjem med en flok nedslåede og bagstive Brøndbyfans, der lige havde set deres hold spille uafgjort mod et færøsk hold. De var meget stille. 😂
Alt i alt er Færøerne bestemt et besøg værd. Det er et smukt land, men det er svært at planlægge en tur fordi vejret er så uforudsigeligt som det er. Man er nødt til at lægge lidt ekstra luft ind, og tage tingene lidt som de kommer.
Og så er det nok det mindst turistede sted jeg nogensinde har besøgt. Hvilket er en befrielse. Også selvom man engang imellem godt kunne savne en souvenirbutik, en café eller et museum. Det er der ikke meget af. Men så er der til gengæld landskabet – og det skuffer bestemt ikke.
Færøerne får 8/10🌟 fra os – selv på trods af tågen og de dødsforagtende får.
Tag derop – I vil ikke fortryde det!
