Noget jeg efterhånden ofte spekulerer på, når jeg ser hvordan økonomien fungerer i dag er, hvorvidt folk er klar over, hvor lidt de egentlig ejer?
Altså, de fleste er jo ikke engang klar over at deres huse og biler strengt taget ikke ejes af dem. Eller ikke fuldt ud ejes af dem. Og det endda på trods af at de selv har skullet underskrive lånedokumenterne.
Tænker du nogensinde på, at du ikke kan sælge din bil uden at skulle spørge om lov fra et finansieringsselskab, hvis lånet i den ikke er betalt ud endnu? Nej, vel? Men det skyldes at du ikke ejer den endnu.
Anyway, i betragtning af hvor lidt de fleste er bevidste om den slags, så kan jeg godt være bekymret for hvad fremtiden bringer. Simpelthen fordi folk ikke tænker sig om. Ikke ser det komme. Ikke bekymrer sig om det, eller kan se nogen årsag til at bekymre sig om det.
Hvad ejer folk egentlig?
Det bliver mere og mere almindeligt at du ikke ejer de ting, du køber.
Når du køber en licens til et program eller et computerspil får du ikke fysisk en disc med programmet eller spillet – du får bare lov til at bruge en licens, der kan tages tilbage når som helst af producenten. Også selvom du har betalt up front for spillet.
Musik ejer du heller ikke længere. Du får bare lov til at høre det (i den værst tænkelige kvalitet) på Spotify eller lignende.
Når du køber en computer eller en telefon – selv hvis vi siger at det sker uden finansiering – så er det med forventningen om at en kommende opdatering vil gøre den forældet indenfor en overskuelig fremtid, så den skal erstattes. Eller at den går i stykker umiddelbart efter garantiens udløb, og viser sig at være konstrueret på en måde der gør den umådeligt kompliceret (og dyr) at reparere, så det faktisk bedre kan betale sig at købe nyt.
Så kan man lige så godt købe telefonen på abonnement, ikke? Det ender jo alligevel med at være en jævnlig betaling som man ikke kan undslå sig.
Leasing vinder også i højere grad frem. Ikke kun på biler, men også på mindre ting som hårde hvidevarer, som ingen tidligere ville have overvejet at lease.
Det bliver gradvist mindre og mindre almindeligt at eje noget. Og det man ejer, er oftere og oftere noget man forventer, alligevel at skulle erstatte eller skifte indenfor en kortere årrække.
Det med at have ting af en kvalitet, der gjorde at de holdt i årtier og kunne gives videre til ens børn og børnebørn, det findes ikke rigtig længere.
Min mor havde en læderjakke hun havde arvet (vistnok fra sin farmor). Mine forældre havde det samme køleskab stort set samtlige de 18 år jeg boede hjemme, og også i en årrække efter.
Den slags er jo fuldkommen uhørt i dag.
Mange ting produceres i så ringe kvalitet, at de reelt er engangs. Andet produceres med henblik på jævnlig udskiftning, så der kan sniges en abonnementsordning ind ad bagdøren. Og det der er beregnet til at holde, er der færre og færre der reelt køber.
Det er et mønster der er svært at overse, når man først har fået øje på det.
Hvori består min bekymring?
At det er skadeligt for miljøet at skifte nye ting ud hele tiden ved de fleste vistnok. At det også skaber en usund kultur hvor ingen rigtig har følelser for noget, eller gør en indsats for at spare op til ting og derigennem lærer behovsudsættelse – det er der åbenbart ikke mange der seriøst overvejer. Men det kan være skadeligt for samfundet på sigt.
Og når det kommer til ting som huse og biler – så er det altså mange penge man smider ud af vinduet ved at leje eller lease. Det er simpelthen dyrere – ikke her og nu, men over tid.
Det er ofte fast ejendom der gør den helt store forskel i forhold til pensionsopsparingen. Så at leje og brænde penge af på sjov og spas kommer altså til at bide én i r**** i sidste ende, fremfor at holde igen, spare op og købe et eller andet mikroskopisk hus i en forstad. På den lange bane er det essentielt at få fodfæste på boligmarkedet.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når de næste generationer vokser op med at telefoner købes sammen med et abonnement og skiftes årligt; at biler er noget man leaser og skifter årligt; at tøj og kosmetik kan købes på afbetaling og/eller går i stykker efter første brug; at musik og spil er noget der kun findes på computeren m.m. – så er der ikke langt derfra til aldrig så meget som at tænke på at købe et hus. For A) Man ejer jo ikke noget i forvejen? Og B) Man har aldrig skullet spare op til noget som helst før heller – så opgaven virker uoverskuelig. Og C) Man har også et utroligt ringe fundament for at spare op, i betragtning af alle de betalingsordninger man ender med at få sin økonomi sovset ind i.
Min frygt er, at vi kommer til at se et par generationer der er markant ringere økonomisk stillet end de foregående. Noget af det på grund af jagten efter en livsstil de ikke har råd til, og som de derfor leaser sig til / køber på afbetaling. Men meget af det er også systemisk – det er bare sådan økonomien efterhånden er sat op til at virke – og det er svært at slippe udenom.
Og i mellemtiden ender rigtig mange relativt nye produkter i skraldespanden uden nogen årsag.
Og folks omkostninger stiger og stiger.
Det er skidt for den enkelte der kan ende i et gældshul inden de har haft nogen mulighed for at etablere sig. Det er også skidt for samfundsøkonomien. Og for klimaet. Og for miljøet. Og for alt muligt andet oveni.
Jeg ved godt det lyder som om jeg maler Fanden på væggen lige nu. Men det er en reel bekymring jeg har, og den er primært rettet mod Gen Z og yngre. Jeg er jo selv gammel nok til allerede at have fast ejendom (sammen med grammofonplader, nedarvede møbler og en CD med en version af Adobe Photoshop tilbage fra 2009). Jeg skal nok klare mig.
Men hvad med alle dem, der vokser op med at få nyt tøj efter hver brug, en ny telefon årligt (eller efter de bevidst har smidt den på gulvet, når de opdager, at der er kommet en ny model). Hvad med dem?
Fremtiden kan efterhånden kun overraske mig positivt.
