Hvad ingen fortalte mig om arbejdsmarkedet, da jeg gik i skole!

Jeg har prøvet mange ting efterhånden: Jeg har været ansat i private virksomheder, i kommuner, i NGO’er. På overenskomst, uden overenskomst. Deltid, fuldtid, fast og tidsbegrænset. Månedslønnet, timelønnet og ulønnet. Funktionæransat, på tilkald, selvstændig, freelancer og sågar i praktik. Jeg har prøvet det hele.

Og hen ad vejen er det gået op for mig, hvor mange muligheder der faktisk findes. Som jeg aldrig havde hørt om, før de pludselig dumpede ned i skødet på mig.

Den “vejledning” jeg modtog i folkeskolen og gymnasiet var, for at sige det mildt, ikke-eksisterende. Det antoges ligesom bare, at alle ville følge det samme spor – gennem universitetet og ud i en privat virksomhed. Og det var så det.

Men der er så mange andre scenarier også.

Så her er, kort oplistet, de ting som ingen fortalte mig om arbejdsmarkedet, da jeg gik i skole (og som jeg ville ønske, at de havde fortalt mig om):

Der er andet end den private sektor!

Jeg anede ikke hvad det ville sige at arbejde i den offentlige sektor – eller for den skyld hvilke muligheder der overhovedet var – før jeg tilfældigt “faldt” ind i et job i Odense Kommune.

Men erfaring har vist mig, at jobs i den offentlige sektor giver meget mere ansvar end jobs i den private sektor. Den første offentlige kontrakt, jeg sad med (mens jeg stadig var studentermedhjælper) havde en værdi på estimeret 16 millioner kroner. Det er altså de færreste private virksomheder der rutinemæssigt indgår aftaler af den størrelse.

For slet ikke at tale om, at man får langt mere ordnede forhold i offentlige end private ansættelser. På det private arbejdsmarked kan arbejdsvilkår godt lidt blive det Vilde Vesten og et ræs mod bunden. Ja, hvis du er højtuddannet kan du få en højere løn i det private end i det offentlige. Men til gengæld får du intet andet. Mindre (hvis nogen) efteruddannelse, mindre ferie, dårligere barselsvilkår, mindre fleksibilitet og tit og ofte markant dårligere arbejdsmiljø (og nej, det er ikke en “synsning” fra min side – det er en konkret erfaring baseret på de tusindvis af mennesker, jeg har talt med, i de to år jeg arbejdede for en fagforening).

Der er tit of ofte ikke så meget prestige i at være offentligt ansat. Men det er fjollet. For ofte sidder man med langt mere komplekse opgaver og langt større projekter og budgetter, end man ville kunne komme til i det offentlige. En af mine tidligere undervisere var ansat i Vejle Kommune, og han jokede med at når han fortalte folk at han arbejdede for en kommune, så fik han medlidende blikke. Men hvis han sagde at han arbejdede for en multidivisionel koncern med 11.000 ansatte og et budget på flere milliarder årligt – så lyste folk helt op og syntes at det var fantastisk. Og det var jo nu engang stadig Vejle Kommune han beskrev – bare med andre ord.

Så undervurder ikke dét, at arbejde i den offentlige sektor. Der er fantastiske muligheder dér, som det private ikke kan matche.

Derudover er der også den “tredje sektor”. Non-profit sektoren. Velgørende organisationer, eksempelvis. De kan selvsagt stort set aldrig konkurrere på lønnen – men det er heller ikke derfor folk søger derhen. Det gør de fordi de ønsker at gøre verden til at bedre sted. Og det er en helt anden, og langt stærkere motivation, end penge.

Og de tre sektorer kan vidt forskellige ting. Hvad der giver mening at vælge, afhænger helt af hvem du er som person. Det ene valg er ikke bedre end det andet.

Man lærer mere ved ikke at følge strømmen!

Mens jeg stadig studerede, havde jeg det tit morsomt med at læse stillingsopslag hvor der søgtes efter juridiske studentermedhjælpere. Når der kom et opslag fra et af de store advokathuse, kunne man gætte på forhånd at stort set alle på årgangen ville søge det. Også selvom stillingen primært bestod i informationssøgning og kaffebrygning.

Jeg gik langt udenom.

Min “karriere” havde indtil da primært udspillet sig i meget små virksomheder, og det havde lært mig, at der var mulighed for at lære langt mere og få langt mere ansvar, end i store etablerede selskaber.

Så jeg søgte ikke efter, hvilke jobs jeg tænkte ville “se godt ud på mit CV”. Jeg søgte efter steder, hvor jeg tænkte at jeg ville kunne gøre en reel forskel og få et reelt ansvar.

Og det har virkelig givet pote.

Så et godt råd til dem, der står i starten af deres arbejdsliv, og ikke helt ved hvad vej de skal gå, er følgende: Søg i de små virksomheder. Søg i NGO’er. Søg hos selvejende institutioner. Søg i kommunerne. Søg alle de steder, dine medstuderende ikke søger.

Undgå de mest prestigefyldte arbejdspladser, hvor du for det første skal sparke dig igennem en horde af slipsedrenge for overhovedet at komme til samtale, og for det andet får den dobbelte arbejdsbyrde til den halve løn hvis du kommer igennem nåleøjet. Undgå de virksomheder, alle taler om, for det er også der de får flest ansøgninger, og der du starter meget langt nede i hierarkiet og skal arbejde dig et godt stykke op før du får mulighed for reelt at få ansvar for dine egne projekter.

Søg alle de andre steder.

Søg efter de virksomheder og organisationer, der giver dig bedst mulighed for at udvikle dig.

Det vil betale sig i sidste ende.

Der er ingen “forkerte” valg!

Det sidste år, jeg gik i folkeskolen, trådte en gymnasiereform i kraft. Pludselig skulle man vælge retning meget mere detaljeret end man havde skullet før. Det var ikke længere “bare” sproglig eller matematisk student, der var mulighederne. Pludselig var der hundredevis af forskellige studieretninger, sammensat af forskellige fag på forskellige niveauer. Og valgte man “forkert” opfyldte man ikke længere kravene til at komme ind på den videregående uddannelse, man ønskede.

De fleste af os havde slet ikke tænkt på videregående uddannelser endnu. Eller karriere. Så det skabte en vis panik.

Der var et pres for, at vi skulle vælge “rigtigt” i første forsøg, uden overhovedet at vide hvad konsekvenserne ved vores valg ville være.

Men tiden har vist mig, at der slet ikke findes forkerte valg. Eller rigtige valg.

De valg man tager, skaber de muligheder, man vil få i fremtiden. Men uanset hvad man vælger, kommer man ikke til at stå i en situation hvor man slet ingen muligheder har. Der er altid muligheder.

Så prøv bare nogen ting af. Hvis du ikke selv har en klar og tydelig plan fra start, så skal livet nok skabe én for dig hen ad vejen. Om ikke andet kan du se den bagefter.

Så lad være med at stresse over at tage “forkerte” valg. Hovedsagen er, at du får valgt et eller andet – og så skal resten nok løse sig hen ad vejen. Ultimativt er alt du gør, alt hvad du prøver, og alle de muligheder du vælge at tage værdifuld læring. Også selvom det viser sig, at det ikke er et job du kan se dig selv i i særligt lang tid, eller en branche du måske ikke har lyst til at forblive i resten af dit liv.

Uanset hvad, så lærte du noget af oplevelsen.

Det værste man kan gøre er ikke at vælge “forkert” – for det er ikke muligt. Det værste man kan gøre er, at undlade at vælge noget overhovedet.

Så bare kast dig ud i det og prøv nogen ting af.

Det er aldrig “for sent” at gøre noget!

Ligesom det ikke er muligt at vælge forkert, bliver det heller aldrig for sent at vælge at gøre noget.

Det er aldrig “for sent” at skifte job, skifte karriere eller starte på en uddannelse.

Det er aldrig for sent at prøve noget nyt eller starte forfra. Så længe du er i live er det ikke “for sent” at gøre noget.

Min mormor begyndte ikke at læse til lærer før hun var i 40’erne. Jeg selv startede på universitetet da jeg var 29 og foretog et kæmpe karriereskift fra IT til erhvervsjura.

Og for et par år siden læste jeg om en mand fra Italien, der blev færdiguddannet historiker i en alder af 92. 🙏

Så lad være med at lytte til samfundets stress. Man har mulighed for – og det er i øvrigt også sundt – at udvikle sig hele livet igennem. Så hvis du ikke finder den retning, der føles rigtig for dig, før du er midt i livet, så er der intet i vejen med det.

Personligt fandt jeg endda, at min erfaring fra tidligere jobs gjorde det meget nemmere for mig at komme igennem en universitetsuddannelse, end det var for mine medstuderende, der kom direkte fra gymnasiet.

Så kort fortalt: Det er helt OK at skifte spor midt i livet. Og det er helt OK bare at prøve nogen ting af uden nødvendigvis at have en “plan” med det fra start.

Det bliver ikke “for sent” bare fordi du ikke har styr på alt i dit liv i en alder af 20.
(Det er det faktisk ret urealistisk at have.)

Det er helt OK at tage en pause

I forlængelse af dét med, at det aldrig er for sent – så er det også helt OK ikke at arbejde non-stop fra man er 16 til 70 (eller hvad pensionsalderen nu ender med at blive for dig).

Idéen om at man tager en uddannelse, får et job (som man bliver i i 30-40 år) og derefter går på pension, passer meget dårligt til det liv, de fleste lever i dag. For nogen giver det mere mening at arbejde mindre mens de f.eks. har små børn, de ønsker at tilbringe tiden sammen med, for derefter at vende tilbage til et job på den anden side. For nogen giver det mening at arbejde nogen år, derefter tage en uddannelse og starte en ny karriere (såsom mig selv). Og for nogen er der et ønske om jævnligt at tage en pause for eksempelvis at rejse eller bruge tid på kreative projekter.

Det er helt OK.

Du er ikke en maskine eller en robot. Du er et menneske. Og hvis du har muligheden og pengene til at gøre det, så tilrettelæg dog endelig dit liv efter hvad der er bedst for dig og din familie.

Et “hul” i dit CV betyder jo ikke at du forsvandt fra jordens overflade i den mellemliggende periode, selvom dumsmarte rekrutteringskonsulenter godt kan lide at fremstille det sådan. Det kan tværtimod betyde, at du tog imod en fantastisk mulighed der ikke nødvendigvis lige var arbejdsrelateret. Og det kan være både udviklende, lærerigt og sundt.

Så sig efter mig: Der findes ikke huller i dit CV! Der findes arbejdsrelevant information – og intet andet. Men dit liv er ikke kun arbejde. Dit liv er ikke kun opsummeret i en liste af jobs og “skills”. Og en arbejdsgiver der tror, det er tilfældet, er ikke værd at arbejde for.

Du “er” ikke dit job!

Det holder aldrig op med at overraske mig, hvordan folk reagerer, når jeg introducerer mig selv, og det går op for dem at jeg har skiftet karriere.

Kommentarer som: “Hold da op, du er da ikke bange for at prøve noget nyt af!” har der været mange af.

Men hvorfor?

Et job er kun 1 aspekt af ens liv – hvis det vel at mærke er et fuldt liv. Det kan erstattes. Nogen gange giver det mening at erstatte det med noget andet – for eksempel fordi man ønsker at flytte et andet sted hen, eller fordi man er kørt fast og ønsker at prøve noget nyt.

Det skal være dig der bestemmer, hvilket job du har. Og det skal være et job, der passer til det liv, du ønsker at leve – og det sted, du er, i livet. Det skal ikke være jobbet, der dikterer, hvordan du lever dit liv. Det er en fuldkommen bagvendt opfattelse.

Ved at identificere sig selv med sit job eller sin stillingsbetegnelse, låser man sig fast. Potentielt i en stilling, virksomhed eller branche, der passer dårligt til én, og som det kan blive svært at bryde ud af, fordi man ikke ved hvem man er uden.

Husk altid, at et job “bare” er et job. Et job er ikke noget man er – det er noget man har.
Og det leder mig videre til min sidste pointe:

Det er ikke alle jobs, der er værd at have!

Jeg har selv været i jobs, der gjorde mig syg. Og jeg har siddet som jurist i en fagforening og haft grædende mennesker i røret, der var bange for at møde ind på deres arbejdsplads.

Det er det aldrig værd.

Husk altid, at i sidste ende er dit helbred det vigtigste. Hvis din arbejdsplads ikke føles tryg at være på, eller hvis du bliver syg af at være der – så er det helt legitimt at trække stikket.

Hvis du har fulgt mine råd om at have en nødopsparing, samt at sætte dine udgifter så lavt som muligt – så bør du med ro i maven kunne sige op. Også selvom du måske ikke har noget andet på hånden lige her og nu.

Selvom det kan virke skræmmende, så kan alternativet være værre. Stress kan blive kronisk. Og det er ikke alle arbejdsskader man kan regne med at blive helbredt for. Og står man først i de situationer, så bliver det så meget sværere at komme ovenpå igen bagefter.

Så sig efter mig: Jeg skylder mig selv og min familie, at sige op i tide, INDEN det går galt!

For det bliver dig selv og dine nærmeste der står med problemerne bagefter, hvis du tillader din arbejdsplads at ødelægge dit helbred. Tro ikke, at den virksomhed du har sat dit helbred på spil for, kommer til at hjælpe dig i den situation.

---

Jeg håber I kan bruge ovenstående reflektioner til noget.

Personligt kunne jeg godt have brugt dem alle sammen tidligere – men de er alt samment noget, jeg har været nødt til at finde frem til på egen hånd, over de sidste 15+ år.

For slet ikke at tale om, at det har taget mig lang tid, at opbygge en økonomi der gør, at jeg i dag kan følge mine egne råd. 😅
Så mit bedste råd er som altid: Hold udgifterne nede, betal dig selv først, og træf informerede valg om hvordan du vil leve dit liv i stedet for bare at følge strømmen.

Bare fordi en bestemt livsstil eller et bestemt job giver mening for andre, så betyder det ikke automatisk at det giver mening for dig også.

Og det er helt OK!