2025 har været et fuldkommen sindssygt år. Der er sket så mange ting, at det føles som 10 år snarere end bare et enkelt. Og jeg mener ikke “bare” ude omkring i verden – jeg mener også for os, personligt.

Dette indlæg havde jeg oprindeligt tænkt skulle handle om ikke at sammenligne sig selv med alt det fakery der sker online – men i stedet benytte den mere realistiske linse det er, at sammenligne sig med sig selv fra fortiden.

Og så muterede det ellers lidt, og blev lidt mere personligt.

Men ovenstående er selvfølgelig stadig et godt råd her op til nytår og alle de dertilhørende nytårsfortsæt.

Hvem tror du egentlig, du er?

Det har hele tiden været vigtigt ikke at sammenligne sig selv med andre. Vi har trods alt alle forskellige evner, ressourcer og udgangspunkter – hvilket gør det urealistisk at forvente, at man kan opnå de samme resultater ved at kopiere en andens metoder. Og det er endda bare ude i det virkelige liv. Hvis vi så oveni det tilføjer folks falske Instagram personaer, der kun viser det positive og filtrerede, så bliver det helt tosset. Så sammenligner man sig jo ikke engang med et rigtigt menneske længere.

Udover at det kan give én alvorlige mindreværdskomplekser, så er det også trist at folk tilsyneladende er indrettet sådan, at de ikke tør andet end at drive med strømmen og gemme sig i mængden, fremfor at skille sig ud.

Personligt har jeg aldrig rigtig forstået pointen.

Hvorfor i alverden vil folk dog alle sammen ligne kloner af hinanden, eje det samme elendige engangstøj og arbejde for de samme firmaer? Det giver ingen mening for mig.

Hvorfor ikke bruge al den tid og energi på at øve sig i at være sig selv, og lære sig selv bedre at kende?

Hvorfor forsøge at konkurrere med (ofte vildtfremmede) mennesker, der er forskellige fra én selv, og i realiteten ende med at leve et lånt liv, der slet ikke passer til én, på andre menneskers præmisser?

Det bliver et nej tak herfra i hvert fald.

Hvis jeg absolut skal sammenligne mig selv med nogen, så bliver det mig selv fra sidste uge, fra sidste år, fra for fem år siden eller som teenager. Dér kan jeg se en reel udvikling, og dér har jeg et reelt sammenligningsgrundlag.

Det giver mig mulighed for at se hvor langt jeg er kommet – og det er den eneste målestok, det rigtig giver mening at bruge.

Jeg skal ikke have noget af at sammenligne mig med mennesker, jeg ikke har noget tilfælles med, og som startede et helt andet sted end jeg selv.

Når I alle sammen om ikke så længe begynder at tænke i nytårsfortsæt – så vil jeg råde jer til, at have den tanke i baghovedet: Lad være med at sammenligne dig med andre. Lad være med at forsøge på at være andre. Gå i stedet efter hvordan du kan være den bedst mulige version af dig selv.

Bare fordi hele resten af verden er falsk, behøver du jo ikke at være det.

Og i øvrigt er den nemmeste måde at skille sig ud, ved ikke at spille det spil. Ved bare at være sig selv, fremfor en klon af alle andre.

Nå, det var de dér nytårsfortsæt…

Uundgåeligt er jeg også selv begyndt at tænke i de baner. Og det står mig ret klart, hvad jeg har brug for at rykke på i 2026.

I 2025 blev jeg færdig med min uddannelse og var derefter på en kort men mindeværdig jobsøgningsrejse. Vi fik lavet kloakering og fældet træer. Derudover har vi rejst en del (Til Island, Færøerne, Mols Bjerge, Berlin og (et kommende) spaophold i Reykjavik). Vi har nået nogle økonomiske milestones, der har været længe undervejs. Derudover har vi fået sat både økonomien og husholdningen mere i system end vi kunne, mens jeg var studerende. Og så har der været dødsfald i familien og helbredsudfordringer for både familiemedlemmer og os selv.

Det har kort sagt været kaotisk.

Og jeg føler at jeg har sagt det samme hvert nytår de sidste fem år, men… Næste år må gerne blive roligere. Langsommere. Mega kedeligt og nemt at glemme. 2026 må meget gerne blive året hvor der sker akkurat ikke en ski’!

Det er nok for meget at håbe på. Men vi kan da i hvert fald hjælpe det lidt på vej, ved ikke at lægge så meget i kalenderen.

Jeg vil gerne nedbringe min (ikke arbejds – eller kunstrelaterede) skærmtid drastisk. Gerne ned til en halv time dagligt. I forvejen har jeg en fysisk kalender og en fysisk dagbog – så jeg er allerede et stykke ad vejen.

Jeg er dødtræt af AI slop, af at blive bombarderet med reklamer og af, at skulle gætte på, om en kommentar er skrevet af et ægte (tosset) menneske, eller af en bot.

Jeg vil være mere udenfor i naturen. Eller bare i haven for den sags skyld. Dyrke flere grøntsager end vi har gjort hidtil. Få noget ægte, ikke-pixeleret, jord under neglene.

Og så vil jeg have mere tid i mit atelier, til endelig at få gjort noget mere ved alle de kunstprojekter, jeg så småt er begyndt at få tid til igen her i løbet af efteråret.

Jeg vil lave noget fysisk med mine hænder, i en verden hvor den slags i stigende grad begynder at føles som et oprør. Jeg vil insistere på at være menneske, fremfor en slags cyborg der er symbiotisk forbundet med en skærm på alle tidspunkter af døgnet, og ikke kan leve uden.

Jeg vil have en hverdag fyldt med farver og kunst, og hjemmelavet mad og naturoplevelser.

Jeg vil ikke bare forbruge ting og indhold – jeg vil skabe noget i stedet. Om ikke andet så af hensyn til mit helbred og min sjælefred.

Det betyder også at mit mest konkrete nytårsfortsæt er, at jeg ikke vil købe noget som helst, medmindre det sker for at erstatte noget, der er slidt/brugt op.

2026 skal være året hvor jeg vægter kvalitet over kvantitet; tager mig tid til at gøre tingene ordentligt og grundigt; og befinder mig mere i det virkelige liv end det dystopiske helvede der efterhånden udspiller sig på alverdens skærme.

For hold kæft hvor hænger det hele mig ud af halsen lige nu!

Og for lige at binde en sløjfe på det hele, så bemærk, at alle de nytårsfortsæt jeg har beskrevet, handler om at udvikle mig selv i forhold til 2025. Ikke i forhold til, hvad andre mennesker gør eller synes. 🙈

Jeg når nok ikke at skrive mere på denne blog i 2025 – så travlt som jeg får de sidste to uger af året, så ses vi formentlig først igen lige på den anden side af nytår.

Så glædelig jul 🎄🎁 og godt nytår 🎆🎇 til jer alle, og må 2026 blive fuldkommen røvkedeligt for os alle sammen! Skål! 🥂🍾

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *