Det dér med at binde sin identitet op på sit job, det har jeg aldrig helt forstået.
Måske skyldes det, at jeg kom lidt skævt ind på arbejdsmarkedet i første omgang. Eller også skyldes det bare, at jeg aldrig rigtig har passet ind noget sted – arbejdspladser inkluderet – og dermed aldrig rigtig har følt at jeg var en del af fællesskabet.
Hvorom alting er, så er jeg ikke så fastlåst i min tankegang omkring job og “karriere”. Det er en sekundær ting for mig. Ikke nødvendigvis værdifulde i sig selv – skønt de kan være det, hvis arbejdet er meningsfuldt for én. Men primært værdifulde i og med at de skaffer én de penge der skal til, for at man kan komme til at gøre de ting, der er meningsfulde for en.
Jeg ved ikke om det ræsonnement giver mening for andre end jeg selv (og Jonny).
Men for mig er et job kun et job. Det er ikke mit liv. Og det er bestemt ikke min identitet.
Hvilken karriere…
Jeg startede med at gøre rent. Skure toiletter, slæbe vandspande. Og få mærkelige blikke fra andre rengøringsassistenter, for som en af mine (ungarske) kolleger sagde: “Danskere gør da ikke den slags!”
Og jeg ville heller ikke have gjort det, hvis jeg havde haft et alternativ dengang. Det var fysisk hårdt, og sindssyge arbejdstider. Jeg skulle gå hjem fra Odense centrum klokken fire om natten nogle gange, fordi jeg selvsagt ikke ejede en bil, og der ikke kørte busser på det tidspunkt.
Og jeg drømte altid om noget andet. Hele tiden. Det eneste positive ved jobbet var, at man som regel var alene og fik lov til at gå i fred med sine tanker. Og jeg tænkte rigtig meget. Og skrev meget af det ned. Aldrig har jeg skrevet så mange digte som jeg gjorde dengang. Hvis nogen havde spurgt hvad jeg “var”, så var det mere sandsynligt at de havde hørt mig sige “digter” end “rengøringsassistent”, selvom det var det sidste jeg tilfældigvis tjente (grotesk lidt) penge ved.
I 2014 fandt jeg så den udvej jeg havde ledt efter: Webintegrator-uddannelsen på Syddansk Erhvervsskole. Og det var to fantastiske år. Jeg lærte meget, og voksede meget. Og kom ud på den anden side som stolt “webudvikler”. Og på én eller anden måde lykkedes det mig endda som én af ganske få fra den uddannelse, at finde et job uden at læse videre. Det var dog heller ikke et job, jeg kunne identificere mig med. Jeg følte mig malplaceret i virksomheden, og blev gjort til grin foran mine kollegaer, fordi jeg passede mit arbejde og dermed engang imellem var nødt til at tale om tekniske ting, der gik over chefens forstand. Og derudover havde arbejdet ofte intet med webudvikling at gøre. Så hvor meget jeg end holdt på at jeg var “webudvikler”, når jeg sad og rettede tekster og oprettede produkter til en webshop, eller lavede layout til tilbudsaviser – så havde det ikke meget at gøre med det arbejde, jeg udførte.
I november 2019 efter tre års udholdenhed fik jeg så endelig det job, jeg havde gået og ventet på. Nu var jeg “rigtig” webudvikler, og skulle kun fokusere på, at udvikle webshops. Eller design til webshops, i hvert fald. I en rigtig udviklingsafdeling, i et af Danmarks største webbureauer.
Jeg kastede mig ud i arbejdet, og fandt hurtigt ud af, at det ikke var synderligt tilfredsstillende at skulle spytte stangvarer ud på samlebånd, med sure kunder i røret og frustrerede sælgere der åndede én i nakken (for nu at sætte det lidt på spidsen). Og omend jeg pludselig havde en flok virkelig dygtige kollegaer, jeg kunne nørde kode med, så var det bare ikke det rigtige.
Allerede i mit tidligere job var jeg begyndt at overveje om IT-branchen overhovedet var det rette valg for mig. Og jeg var alvorligt i tvivl. Man kunne blive kontaktet når som helst på døgnet – og selv på ferie kunne man ikke undgå notifikationer. Og teknologien udviklede sig så sygt hurtigt, at jeg endte med at græde mig igennem en hel del aftener, som jeg var tvunget til at bruge på at læse op på og eksperimentere med kode, fremfor alt det jeg gerne ville. Hvis jeg ikke holdt mig up-to-date, ville jeg ikke have noget håb om at kunne fortsætte i branchen og stadig udføre arbejdet som webudvikler. Og cheferne ville jo absolut ikke have at jeg udførte den research i arbejdstiden.
Jeg var udbrændt. Der var en masse andre ting, jeg hellere ville bruge min tid og energi på – og det blev bare aldrig muligt fordi computeren holdt mig fanget. Eller – sådan føltes det i hvert fald.
Jeg begyndte snart for alvor at drømme om noget andet. En reel mulighed for at bruge mine evner indenfor administration, samtidig med at jeg kunne hjælpe andre… Og nu stod jeg jo med en enormt stor viden indenfor e-handel. Og IT generelt, for den sags skyld. Kunne jeg mon ikke kombinere de ting – og få noget konstruktivt ud af blandingen? Samt – vigtigst af alt – tid og fred og ro til Jonny, huset og alle de interesser jeg havde måtte lade ligge i årevis på grund af mangel på tid og overskud. Digtning, for eksempel.
Iværksætteri har også altid ligget mig på sinde (jeg var medstifter og medejer af det dér rengøringsfirma jeg arbejdede for). Men der stod i min kontrakt, at jeg havde forbud mod at starte en virksomhed uden chefens tilladelse. Og det var jo selvsagt en bestemmelse som jeg ikke følte, jeg kunne leve med i det lange løb heller.
Jeg ville videre.
Jeg ville have mere tid til Jonny, til vores hus og have – til denne blog – til at skrive digte igen, male og tegne, starte min egen virksomhed op fra bunden og se den vokse… Og til at holde fri når jeg havde brug for at holde fri.
Den eneste måde jeg kunne se, der ville gøre det muligt for mig både at få mere fritid, mulighed for at starte en virksomhed op gradvist, og skifte spor jobmæssigt, den hed “videregående uddannelse”.
Og eftersom jeg stod med et gennemsnit på 10,6 fra HF som jeg egentlig aldrig havde brugt til noget, så forekom det at de fleste veje egentlig var åbne.
Beslutningen var taget, så snart idéen ramte. Og mit job opsagt.
Hvad så nu?
Jeg søgte ind på Syddansk Universitet, og blev optaget på min 1. prioritet som er erhvervsjura.
Sommeren over supplerede jeg mit HF-matematik fra C til B-.niveau for at opfylde adgangskravene. Og eftersom vores ferieplaner alligevel var blevet aflyst på grund af Corona, var der heldigvis intet til hinder for det.
Reaktionerne på min beslutning var blandede. Nogen forstod straks pointen. Andre så helt forkerte ud i ansigterne, og kunne ikke forstå hvordan man i den grad kunne skifte spor. Men det er egentlig simpelt nok, hvis man kender mig. Jeg har aldrig været mit job, og jeg bliver det heller aldrig.
Det, der har været konstant for mig, er ikke hvilken branche jeg har arbejdet indenfor. Det er, hvad jeg har drømt om som endemål. Selvforsyning, økonomisk uafhængighed og personlig frihed. De ting, som denne blog handler om. Og så har det været digtning og musik. De ting, som jeg ikke har haft tid til, siden jeg startede i IT-branchen, og føler mig tom og hul uden. Og iværksætteri, som jeg har siddet og læst stolpe op og stolpe ned om, og ikke i flere år haft mulighed for at gøre noget ved. Hvilket jeg får nu.
Derudover vil uddannelsen som erhvervsjurist give mig en bredt funderet viden om erhvervslivet, som jeg dels selv vil få gavn af, og dels vil kunne stille i andre iværksætteres tjeneste, hvilket er en meget tillokkende tanke.
Og fem år på universitetet er lang tid. Jeg glæder mig til at kunne gå tilbage om fem år, læse dette, og se hvor meget jeg har flyttet mig i mellemtiden.
