Det holder aldrig op med at chokere mig, hvor uforberedte andre mennesker tilsyneladende er på livet.

Jeg prøver at minde mig selv om, at deres uforberedthed skyldes, at de aldrig har ramt bunden, og derfor ikke kan forestille sig hvor galt tingene kan gå. Og at jeg, i modsætning til dem, ved præcis hvor langt der er at falde, og hvor ondt det gør når man rammer.

Men det ændrer ikke på at jeg undrer mig hver gang jeg observerer folk gå amok over en uventet regning. Eller brokke sig over, at de ikke har råd til at sige op, selv i situationer hvor deres job er decideret skadelige for dem.

Og da min sidste chef ringede mig op og spurgte om det var et problem, at der gik to dage, fra mit gamle job stoppede og til jeg skulle starte i det nye… Ja, så forstod jeg slet ikke hvorfor han spurgte. Et par fridage? Hvorfor skulle det dog være et problem?

Det var faktisk først efter jeg allerede var startet i jobbet, og hørte de andre gå i panik, da det gik op for dem at de ikke havde råd til at holde juleferie, at tiøren faldt. Mange andre har simpelthen bare intet på kontoen.

Min nødopsparing

Den største tjeneste man kan gøre sig selv, er at sørge for at man altid kan dække uforudsete udgifter. Det sparer ekstremt meget stress i sidste ende.

Det kan man gøre ved at opretholde hvad jeg kalder en “nødopsparing”. Ikke at forveksle med en almindelig opsparing, så er en nødopsparing en forsikring, man giver sig selv. En garanti for, at man er forberedt hvis lokummet pludselig brænder.

Og heldigvis er det et relativt simpelt regnestykke der ligger bag:

3 måneders udgifter + 10.000,- = nødopsparing.

I mit tilfælde har jeg stort set ingen udgifter, så jeg har sat tallet til 50.000,- for nemheds skyld. Og de 50.000,- står på min lønkonto. Der står de lunt og godt. Og permanent. Den første og simpleste regel for min økonomi er, at de 50.000,- ALTID skal være der.

De kan dække minimum 3 måneder komplet uden indkomst, og en uforudset regning oveni.

Og kommer den uforudsete regning… ja, så kan jeg i teorien tage af de 50.000,- og så spare op til der står minimum det samme beløb igen. I realiteten er jeg dog så påholdende at jeg aldrig nærmer mig den grænse… Men det er en anden diskussion.

Det giver en tryghed og sikkerhed, at vide at man altid har den buffer at falde tilbage på. Den har været relativt let at opbygge, og den er langt langt mere værd, end de kroner og ører den består af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *