Jeg regner mig selv for at være ret nærig. Men et enkelt sted, hvor andre tilsyneladende ikke mener at observere den adfærd, er i forhold til gaver.

Jeg har fået at vide, at det forventes af nærige mennesker, at de giver billige, dårlige gaver.

Og der er nok noget om snakken. Men lige for mig giver det altså ingen mening.

At købe noget skrammel til 200 kr. der går i stykker efter det har været i brug første gang – eller som for den sags skyld bare ligner noget skrammel til 200 kr. – det er da om noget penge ud af vinduet! Det vil ikke blive brugt. Og hvorfor så overhovedet købe noget i første omgang!?

Det er dér, jeg bliver nærig. Jeg synes man skal købe noget, som folk kan bruge og få noget værdi ud af. Kun i det tilfælde, er pengene givet godt ud. Og kun i det tilfælde står jeg ikke tilbage med en vis ærgrelse over at have brugt dem i første omgang.

1.000 kroner for noget, folk bliver glade for og kan få værdi ud af, føles som langt mindre end 200 kroner for noget, man ved vil havne i en skraldespand inden for en overskuelig fremtid.

Det er ikke særlig mange mennesker, jeg køber gaver til. Og jeg er stærk tilhænger af, at tage sig tid til at sætte sig ind i, hvad personen vil blive glad for at få. Købe færre men større gaver, de vil blive glade for. Og der er prisen sekundær.

Det dér med på forhånd at fastslå, at man må bruge et bestemt beløb på en gave – det giver jo ingen mening. Hvad nu hvis du kun kan få noget ubrugeligt til det beløb? Eller noget, folk ikke har brug for? Igen, hvorfor så bruge de penge overhovedet? Hvorfor så ikke bare aftale, ikke at købe noget? Som om folk har brug for mere bras til at fylde op i deres i forvejen overfyldte hjem.

Jeg mener, at man bør gøre de ting man vælger at gøre, ordentligt. Det inkluderer køb af gaver.

Og egentlig synes jeg højtiderne er forfærdelige på grund af pligtgaver. Der er ikke noget værre end at skulle stresse rundt og købe pligtgaver til folk. Det bliver uundgåeligt halvhjertet og ugennemtænkt. Så derfor køber jeg som regel det meste lang tid i forvejen, baseret på hvad folk interesserer sig for, eller hvad jeg synes, de har brug for.

Og der er prisen altså en sekundær overvejelse. For hvis jeg endelig skal bruge mine surt optjente penge på et andet menneske, så skal jeg i det mindste vide, at jeg bruger dem på noget de bliver glade for at modtage.

Og hvorom alting er, så er det altså også et udtryk for nærighed. Der ligger bare en anden logik bag. For jeg forstår, at det ikke kun er et spørgsmål om at tælle kroner og ører. Det er derimod et spørgsmål om at tælle værdi – uagtet pris.

For penge er jo i sig selv intet værd. Penge er bare tal. Det er kun de ting, man kan købe for pengene, der har værdi. Og det glemmer de fleste mennesker desværre i forbifarten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *