Det har sin fascination at høre om mennesker, hvis livsstil og værdier er de diametrale modsætninger af ens egne. Og jeg tror også, det er sundt at blive udsat for den slags en gang imellem. Det ændrer næppe ens egne holdninger i synderlig grad, men om ikke andet, så kan det tjene til at man værdsætte det man selv har noget mere.
Jeg har aldrig forstået præcis den livsstil som bliver belyst i serien “De dyre piger”. Og efter at have set serien er jeg kun blevet bestyrket i min tro på, at jeg heller aldrig kommer til at forstå den.
Og ja, det vidste jeg da godt på forhånd ville være tilfældet. Jeg så heller ikke serien med en forventning om at den ville bringe mig til at forstå en tankegang, der er så fjern fra min egen. Jeg så den af samme årsag som jeg ser “Luksusfælden”: Fordi det er ren komik, når man selv føler, at man har bare nogenlunde styr på sit.
Så hvad fik jeg helt præcis ud af de to en halv time jeg aldrig får igen? Lad os da endelige lave et par nedslag:
At være “født til at shoppe”?
Du godeste. Det er da en forfærdelig tanke. At være født til intet andet formål end hovedløst forbrugsræs. Det hjælper dog lidt på galskaben at samme person senere i programmet har selverkendelse nok til at indrømme, at hendes overdrevne shoppetrang måske også kan være resultatet af ensomhed. At hun måske trods alt bare prøver at fylde et tomrum. At den glæde hun føler ved at brænde en masse penge af på noget nyt, hurtigt går over, hvorefter hun er tvunget til at købe mere…
Kort sagt: Afhængighed.
Og hvem er det der vinder på det? Da ikke den person, der i forvejen har for meget tøj til at det kan presses ind i skabet, og nu alligevel vælger at løbe endnu hurtigere for at få råd til at købe mere lort.
Der er kun én ting ved hele shoppe-polemikken jeg kan nikke genkendende til. Og det er da én af deltagerne beskriver den følelse hun får ved, at købe nyt tøj. Hvordan det får hende til at føle sig fri, stærk og uafhængig at vide, at hun kan. At hun kan gå i det hun vil, og købe hvad hun vil. Den følelse kender jeg godt. Det var bare ikke shopping jeg selv fik den af. Den kom derimod den første gang jeg betalte afdrag på boliglånet i den lejlighed som jeg helt selv havde købt. Kæft, hvor følte jeg mig stærk den dag. Og jeg under helhjertet deltagerne i programmet at opleve det samme. Jeg må dog sige, at jeg tvivler på det giver den samme følelse, at betale afdrag på et SU-lån der primært er gået til shopping. 🤭
Og når man først begynder at læse op på hvad renter er, når ens SU-lån allerede er løbet op i 184.000 kr., så er det også lidt sent… Men ja, det kan jeg jo sagtens sige. 😁
Det kommer jo næppe som nogen overraskelse for nogen, at jeg ikke selv ville opføre mig sådan. Og jeg ville heller ikke vælge shopping over mad, som en anden deltager gør. Absolut ikke. Mad er grundlaget for vores fortsatte eksistens, og absolut ikke værd at spare på. Det styrker og opretholder ens helbred, og kan tilmed gøre én i bedre humør. Til Helvede med shopping til sammenligning. For mig har det aldrig været et spørgsmål overhovedet. Men åbenbart er der andre mennesker, der nærmest hellere vil sulte, end undvære nye sko. Javel ja.
Sådan er vi så forskellige…
Personligt har jeg altid i baghovedet hvad penge reelt repræsenterer: Tid. Tid som du selv, eller andre, har brugt på at skabe pengene. Tid, du ikke får igen. Og jeg ville personligt aldrig bytte flere uger af mit liv for en fucking taske. Så er det så sagt… 😊
Er billederne vigtigere end festen?
Der er åbenbart nogen mennesker der holder en fest, for at have noget at tage billeder af. Så det ser ud som om, de har et spændende liv. Eller noget?
Det bliver gentaget den ene gang efter den anden, at billederne er vigtige, fordi billederne er noget man kan se tilbage på, hvorimod man åbenbart skal forestille at miste hukommelsen uden dem.
Men virkeligheden som jeg kender den er altså stik modsat.
Man får da aldrig kigget på de billeder! Jeg har tusindvis af billeder på min telefon, og jeg aner ikke hvad der er på nogen af dem. For jeg ser ikke på dem! Der er da ingen der har gennemgået samtlige de billeder de har taget, og virkelig følt noget for dem, siden dengang man havde engangskameraer på bordene til familiefester. Og hold da kæft, hvor var det noget lort… 😂
Man glemmer ikke, hvis man ikke får taget billederne. Tværtimod så ville man måske huske bedre ved at smide telefonen langt væk, og bare være til stede. Hvis der sker noget mindeværdigt skal minderne nok danne sig selv. Vi har trods alt en hjerne. Brug den. Billederne er bare billeder. Dem glemmer du hurtigt eksisterer igen.
Og helt komisk bliver det, da deltagerne ikke vil spise fordi de skal tage billeder, og gerne vil se tynde ud på billederne. De starter derfor med at fotografere maden – hvorefter den bliver overladt til de enkelte fornuftige festdeltagere, der er klar over at man ikke kan overleve uden at spise – hvorefter deltagerne i stedet begynder at fotografere hinanden på livet løs.
Er det et liv? Som nævnt før, så sparer jeg ikke selv på mad. Jeg synes, det er det absolut dårligste sted at spare, fordi det er så basalt et behov at pille ved.
Men åbenbart er det ikke så universelt åbenlyst som jeg ellers har troet. 😅
Jeg troede også at man holdt fest fordi man gerne ville se sine venner, eller havde noget at fejre med sin familie. Men næ nej… Nogen mennesker gør det åbenbart fordi det er sjovt at lægge på sociale medier. Som om man ønsker at alle skal se med over skulderen… Eller? Ja, det er jo så åbenbart hele pointen. Intet privatliv. 🤮
Farcen fortsætter med instruktioner i vigtigheden af at se godt ud mens man træner… For åbenbart er det ikke træningen i sig selv, der er væsentlig. Ikke væsentlig nok, til at den kan udføres i “grimme” omgivelser i hvert fald.
Og det giver jo også sig selv at man kun kan have en kjole på én gang. For så er den jo allerede blevet fotograferet! Så har alle jo set den!!! Overforbrug, lektion 1. Hvor tolerant jeg end forsøger at være (hvilket indrømmet ikke er meget efter de første to afsnit), så synes jeg dog det er en giftig attitude. Jeg håber da i det mindste at det tøj, deltageren kun gider bruge 1 gang, bliver givet til genbrug bagefter.
At opretholde en facade. Konstant.
Det største problem jeg har med den livsstil der vises frem i dette program, er afhængigheden af sociale medier. Det behov for konstant bekræftelse udefra, der tilsyneladende er understrømmen der styrer disse kvinders beslutninger. Og den angst der tilsyneladende for nogen af dem er resultatet.
Tænk sig at købe en kat, fordi den ville se godt ud på Instagram. Ikke fordi man kan lide katten (det kan hun dog trods alt ser det ud til), men fordi den ser ud på en bestemt måde der passer ind i det generelle farvetema på ens profil. Eller at indrette sit værelse så det er “Insta-worthy”. Ikke hyggeligt, hjemligt, praktisk eller behageligt at opholde sig i… Ikke nødvendigvis et sted, man ønsker at komme hjem til. Bare et sted, der kan fotograferes. Så alt andet er åbenbart sekundært? Sådan kunne jeg personligt ikke leve.
Og tænk sig at anrette mad til sine gæster (bemærk: ikke lave mad, bare anrette noget på et fad), og derefter blive knotten over at gæsterne spiser den, fremfor at tage billeder af den. Hvad Fanden er det for en attitude…? 😂
Jeg har altid haft et svært forhold til sociale medier. Jeg bryder mig ikke om idéen om at jeg skal “brande” mig selv. Jeg er trods alt et menneske, ikke et produkt… Og hvad rager det vildtfremmede mennesker om jeg køber et par nye sko, eller tager på museum? Det gør alle da engang imellem. Hvorfor skulle det være mere interessant når jeg gør det? Men en del andre mennesker har altså ikke de hæmninger, må jeg konstatere.
Og der må jo være mange der synes det er spændende, siden de følger dem. Jeg håber det er ud af reel interesse, selvom jeg har svært ved at forstå hvorfor. Personligt har jeg altid fundet billeder af andre menneskers gøren og laden røvkedelige. Instagram, for mig, er ligesom dengang min mor plejede at brænde sine 600 feriebilleder over på en CD og tvang os til at se dem som slideshow på TV’et. Bare med flere filtre. 🤣
Anyway, deltagerne ser ud til at have nogle forestillinger om hvorfor de gør, hvad de gør. Hvorfor de føler behov for konstant at lægge noget op. Der lyder flosker om at vise at man har “det perfekte liv”, og at vise at man “har styr på tingene”. At man gerne vil “inspirere andre kvinder”.
Det er ikke særligt oplysende for mig, må jeg indrømme. For det leder bare til et åbent og i høj grad subjektivt spørgsmål:
Hvad er det “perfekte” liv? Hvad vil det overhovedet sige, at have det godt?
“Perfekthed” findes ikke. Alt er uperfekt. Sådan er verden indrettet. Alt kan forbedres, ændres, skabes om. At gøre noget “perfekt” er et forsøg på at fiksere det i en unaturligt konstant tilstand, der er dømt til at fejle.
Og hvad værre er: Vi ville aldrig kunne blive enige om, hvad der er “perfekt” under alle omstændigheder.
I øvrigt er det en vildfarelse at tro, at man kan blive godt tilpas ved at omgive sig med dyre ting. For det er kun ens omgivelser. Ens velbefindende starter og slutter derimod med ens sindstilstand. Og den kommer indefra.
Så idéen om at man kan blive lykkelig ved at omgive sig med luksus er problematisk. Og derudover er det også en individuel vurdering hvad luksus overhovedet er. De ting, som kvinderne i programmet regner for luksuriøse, er jo eksempelvis komplet værdiløse for mig.
For nogen mennesker kan luksus åbenbart gøres op i mærkevarer finansieret med lån, og i idéen om at andre mennesker kigger dem over skulderen hele tiden via sociale medier.
For andre (læs: mig) lyder præcis det scenarie derimod snarere som Helvede på jord.
Luksus for mig har intet at gøre med hvilket mærke mit tøj har (for det meste ved jeg det ikke engang, og undtagelsen hedder Benetton). Det har alt at gøre med mine levevilkår, min sindstilstand, mit privatliv og – vigtigst af alt – min frihed.
Hvad mener jeg når jeg siger “frihed”? Jo, jeg mener, muligheden for at kunne bruge min tid på ting der er meningsfulde for mig, fremfor at være tvunget til at tage et arbejde kun for pengenes skyld. Som man jo kan være tvunget til, hvis man har taget en masse lån for at finansiere sit overforbrug af tøj, eksempelvis.
Jeg ville have godt ondt i maven ved tanken om sådan et liv.
Det er da mit håb at deltagerne i programmet ikke har det sådan. Men oprigtigt talt har jeg svært ved at se deres opførsel som andet end en flugt fra virkeligheden. Og det finder jeg ikke særligt konstruktivt.
Helt komisk bliver det, da en af dem begynder at tale om at hun drømmer om økonomisk uafhængighed nærmest i samme sætning som hun taler om alle de lån hun har taget, til finansiering af wellness og shopping. Så, deeet… Det er i øvrigt den samme deltager, der heller ikke helt forstår konceptet med renter. 🙄
Det blev langt…
Jeg står tilbage med den erkendelse, at jeg stadig intet fatter af deres livsstil. Heller ikke efter at have forsøgt at skrive mig igennem mine tanker, hvilket ellers ofte hjælper. Jeg er frastødt og fascineret – så alt i alt må der altså være tale om jævnt godt fjernsyn. 😂
Fire ud af fem stjerner herfra.
Jeg er glad for at der bliver hintet til, at deltagernes “perfekte” liv ikke er så udelt perfekte i virkeligheden. For det er der jo intet der er. Vi er alle bare mennesker.
De er frie til at leve deres liv som de vil, ligesom jeg og alle andre heldigvis også er i dette land. Hvilket vil sige at jeg heldigvis ikke behøver at efterabe deres livsstil og deres valg. Det ville være en skrækkelig tanke.
Og afslutningsvis, så har jeg siddet hele serien igennem nærmest paralyseret af væmmelse over deltagernes grotesk lange, kunstige negle. De kan dårligt holde på noget, de beskadiger deres eget tøj… Det er da et rent under at de ikke får kradset sig selv eller hinanden til blods også. Personligt ville jeg da slet ikke turde at komme i nærheden af de mordvåben. Man skulle jo tro at deltagernes skønhedsideal var Wolverine. 🤣😂🤣
Den slags negle er, for mig, en rimelig god indikation på, at ejeren ikke har tænkt sig at lave noget mere konstruktivt med sine hænder lige foreløbig, end at swipe på en mobil – og måske vifte lidt med et betalingskort her og der.
Kort sagt, så er serien hylende morsom – af alle de forkerte årsager. Og tankevækkende, måske især fordi den stiller flere spørgsmål end den besvarer.
Hvis du skulle være nået så langt, og af uransaglige årsager skulle have fået lyst til selv at se serien efter at have læst mine overvejelser, så kan den findes på DR3 via dette link.
Cue the popcorn!
