Det er kommet mig for øre at der åbenbart er mange, der afstår fra at gøre hvad de ønsker, fordi de er bange for hvordan det vil se ud på deres CV. Et sabbatår? Uha nej, det giver jo et “hul” i CV’et, og det kan anfægtes ved en jobsamtale!!! 🙄

Ærligt talt, så er det en problematik jeg aldrig selv har tænkt over. Jeg har skiftet branche flere gange, så uanset hvilken type job jeg søger er det umuligt at lave et CV uden “huller”. Men de huller er jo fantasifostre… Det er jo ikke fordi jeg er forsvundet fra jordens overflade flere år i træk, uden at få udrettet noget som helst i den periode. Det er ikke fordi jeg intet lærte af at forsøge at starte min egen virksomhed, af at arbejde i flere virksomheder indenfor IT branchen, af at rejse…

Og hvis det, at man har et liv udenfor lige præcis den “karriere” man er til samtale om, er nok til at sende én gennem makulatoren, er det så overhovedet et sted, der er værd at være?

Anyway, her er mit bud på et svar på spørgsmålet: “Hvad skal jeg gøre, hvis der er huller i mit CV?”

Man kan ikke opsummere et liv på et enkelt stykke papir

Vores “bryllupsrejse” til Skarø. Gode minder: Men ikke noget jeg ville skrive på mit CV.

Det, at stryge tværs gennem gymnasium, universitet og direkte i job er altså ikke nødvendigvis en positiv ting. Du kan risikere at gå glip af mange lærerige oplevelser på vejen. Og oprigtigt talt, så er det ikke alle professioner man nødvendigvis kan udføre optimalt, uden en vis mængde livserfaring. Her springer psykologer blandt andet i øjnene for mig. 🤔

De huller du får på dit CV repræsenterer erfaring, afprøvning af muligheder, og har sandsynligvis givet dig den tid til at tænke over tingene, som du havde brug for, for at finde ud af hvad du virkelig ønskede at arbejde med.

Så, godt for dig! Tillykke! Du har levet – fremfor bare siddet foran en computer.

Hvis det valg bliver anfægtet ved en jobsamtale kan jeg da kun vende tilbage til min tidligere indvending: Dét arbejdsmiljø er nok ikke særligt sundt for dig alligevel. Så tak dem for deres tid, og søg et andet sted hen, hvor der reelt er forståelse for, at du er et menneske.

Og helt ærligt, så forstår jeg slet ikke hvorfor de spørgsmål om huller i CV’et overhovedet opstår. Man kan jo alligevel ikke redegøre for hele sit liv på et enkelt snoldet stykke papir. I hvert fald ikke hvis man reelt har levet. Jeg gad godt vide hvordan det ville se ud, hvis jeg skulle udfylde mine huller i CV’et med de aktiviteter der reelt er blevet udført i de perioder. Det ville jo blive en hel roman. Og det er jeg nu engang ikke berømt nok til, at nogen ville gide at læse. 😉

Men at jeg har lært meget og er vokset meget i de perioder kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Og det burde der heller ikke blive.

Jeg udelader dem ikke af mit CV fordi jeg skammer mig (hvis det da er det, potentielle arbejdsgiver tror?).

Jeg udelader dem blot fordi de ikke har direkte relevans i forhold til de jobs, jeg søger.

Hvad “skal” du med et CV (og hvad gør jeg)?

Det er ikke relevant for mit CV at jeg har en vis viden om renovering af et gammelt hus. Men praktisk viden er det da…

Et CV er “kun” en liste over jobs, frivilligt arbejde og uddannelser der er relevant i forhold til den stilling man søger, således at din potentielle arbejdsgiver kan danne sig et overblik over hvorvidt du er kompetent nok til stillingen eller ej.

Det bør ikke være mere.

Det bør aldrig udarte sig til et forsvar for dit valg af livsstil eller dine interesser.

Og med det in mente, så bør du heller aldrig træffe valg udelukkende baseret på hvorvidt de ser godt ud på dit CV eller ej. Det er at spænde ben for sig selv – at berøve sig selv nogle oplevelser, der virkelig kunne have beriget ens liv.

Hvis du afstår fra noget, udelukkende af frygt for at få invasive spørgsmål om det til en jobsamtale – så forestiller du dig sandsynligvis et job og et arbejdsmiljø, der ville gøre dit liv elendigt. Og er det værd at ofre noget for? Helt ærligt?

Personligt har jeg som sagt aldrig bekymret mig om hvordan noget ser ud på mit CV. Jeg har kompetencer inden for mange områder. Nogen af dem overlapper. Nogen af dem styrker og understøtter de andre. Og enkelte er komplet irrelevante. Jeg har faktisk prøvet så mange ting af, at jeg kan sammensætte mit CV på flere forskellige måder. Jeg har IT kompetencer generelt. Jeg har specifikke kompetencer indenfor e-commerce webudvikling. Jeg har kompetencer indenfor iværksætteri, indenfor undervisning, som skribent og som kunstner.

Jeg har prøvet en masse ting af, og derfor har jeg i dag en god fornemmelse for, hvad mine styrker og svagheder er, og hvad det er værd at afsætte tid til. Det har alle disse ting bidraget til at lære mig. Men derudover er de fleste typisk irrelevante i forhold til sammensætning af et CV. Og derfor sorterer jeg i dem.

Hvis det bliver anset for værende problematisk, af en arbejdsgiver der alligevel kun gider at skimme selv en reduceret version af dokumentet, så er jeg tilbøjelig til at tænke at det er deres tab. Ikke mit.

For igen, et levet liv indeholder mange ting, der aldrig vil dukke op i et CV. Barsel, rejser, mærkelige studiejobs, fritidsinteresser, sabbatår, aktivisme og mange andre ting, hvor idéen om en “karriere” ikke lige er ens førsteprioritet.

Et CV er derimod “kun” en opremsning af erhvervsrelevant erfaring. Og det vil aldrig vise et helhedsbillede af hvem du er som person. Og det bør det heller ikke.

Og hvis det alligevel gør, så se at få taget dig et sabbatår. Det er (næsten) aldrig for sent. 😅

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *