Idéen om en “side hustle” er drømmen om, at man måske en dag kan leve af sin hobby – eller i hvert fald bare starte en eller anden slags virksomhed op ved siden af sit job. At undslippe hamsterhjulet ved i stedet at opbygge sin egen lille virksomhed.
Idéen med at det skal gøres ved siden af et eksisterende job er selvfølgelig, at minimere den økonomiske risiko der er ved at starte en virksomhed op. Som regel går der jo en periode, før en nystartet virksomhed har opbygget en kundekreds og begynder at give overskud.
Og det er en besnærende tanke.
Jeg kan sagtens forstå hvorfor så mange falder for den. Den har også spøgt i mit eget hoved engang.
Men det er “bare” en drøm.
Det er bare yderst sjældent at man er i stand til at gøre sin “side hustle” til et fuldtidsjob, for der er simpelthen for mange ting, der spænder ben for det.
Ikke for at være en total lyseslukker, men her er X årsager til, at din side hustle med al sandsynlighed ikke vil blive din vej ud af hamsterhjulet:
X grunde til at side hustles fejler
1. Dit job tager for meget af din tid
Vi har jo som bekendt kun 24 timer i døgnet hver især. En del af disse timer skal du sove. Og hvis yderligere (minimum) 8 bruges på et eksisterende job, hvor meget tid har du så til overs til din “side hustle”?
Det tager tid og energi at opbygge en ny virksomhed. Også hvis det “kun” er på hobby basis.
Har du reelt nogen af delene efter at have arbejdet en hel dag, og måske endda pendlet frem og tilbage? Helt grelt bliver det selvfølgelig, hvis du også har familie, du gerne vil tilbringe tid sammen med. Hvor mange timer er der faktisk tilbage til din “side hustle”. Sandsynligvis ikke mange.
Og som enlig stifter af en nystartet virksomhed skal du have mange hatte på. Du skal både lave produkterne, sælge og markedsføre dem og stå for administrationen. Kan du egentlig nå det hele? Og værre endnu – kan du få det gjort ordentligt, på den tid du har til rådighed?
2. Konkurrenceklausuler i din ansættelsesaftale
Noget helt andet er, hvorvidt din kontrakt indeholder bestemmelser om, at du ikke må starte en konkurrerende virksomhed. Hvis din plan f.eks. er at starte dit eget webbureau (eller bare arbejde freelance) mens du er ansat i et firma der beskæftiger sig med det samme – så kan det være at din kontrakt direkte forbyder dig at gøre det.
Eller for den sags skyld forsøger at forbyde dig at have en bibeskæftigelse i det hele taget (hvilket ganske vist efter september 2022 er på kant med EU-lovgivning).
Husk lige at læse efter hvad du har skrevet under på, inden du går i gang.
3. Hvor seriøs er du selv, når du ikke tør at satse på idéen?
Hvad er grunden til, at du ikke tør at sige op, for at følge din drøm? Tror du ikke nok på den? Er du ikke villig til at satse? For i så fald kan du selv komme til at spænde ben for at det lykkes.
Hvis du ikke tror nok på din idé, er der en risiko for, at du heller ikke vil arbejde nær hårdt nok for den.
4. Modstand fra din chef
Din chef kan selvfølgelig også blive en modstander. Det er ikke sikkert at vedkommende ser positivt på din idé om at udskifte dit job med noget andet. Hvis vedkommende vælger at tage det personligt, kan det i sig selv skabe problemer.
5. Modstand fra din familie
Og sidst men ikke mindst: Er din familie med på idéen? Synes dine børn, det er fedt, at du kommer hjem fra arbejde kun for at låse dig inde på hjemmekontoret i 4 timer, i stedet for at være sammen med dem? Synes din kæreste eller ægtefælle, at du bruger tid nok på dem, eller går der liiige lovligt meget fra til din nye virksomhed?
Hvis dit bagland ikke støtter dig, bliver projektet bare sværere.
Altid sørg for at vende dine planer med dine nærmeste inden du går i gang. Hvis din familie og dine venner støtter dig i projektet, er du automatisk tættere på målet.
Hvis de modarbejder dig, kan det tværtimod koste dig dyrt, hvis du skal vælge mellem din drøm eller din familie.
Hvad er så alternativet?
Betyder det, at der slet ingen muligheder er? Nej.
Men idéen om at man bare lige kan starte en virksomhed ved siden af et eksisterende fuldtidsjob er lidt vel optimistisk.
Der er dog heldigvis en del ting man kan gøre, for at gøre situationen nemmere for sig selv:
1. Gå på deltid – eller find et nyt deltidsjob
Først og fremmest kan du slå mere end to fluer med ét smæk ved at gå på deltid. Eller – hvis din chef ikke er enig i, at det er en god idé – så søg efter et nyt job hvor du kan arbejde på deltid.
På den måde får du mere tid, hvilket både giver dig mere tid til din virksomhed, og mindre modstand fra dit bagland.
Det er også sjældent at en deltidskontrakt indeholder begrænsninger i forhold til bibeskæftigelse.
Win win win. Hvis din økonomi ellers er til det.
2. Skær ned på dine leveomkostninger
Hvis din økonomi IKKE er til, at du kan betale dine regninger ved at arbejde deltid, så skær ned på dine leveomkostninger.
Jeg har skrevet stolpe op og stolpe ned om at leve minimalistisk efterhånden – og jeg gør det gerne igen.
Hvorfor har du så stort et hus og så stort et skrummel af en bil? Hvorfor går du i dyrt mærketøj og køber en ny iPhone hvert år? Gør det dig glad? Eller er det bare noget du føler at du “skal” for at kunne følge med, og ikke være en taber i andres øjne?
Skær de ting væk, du ikke behøver. Så kan det være, du sagtens kan nøjes med at arbejde den halve tid.
3. Investér først – bliv selvstændig bagefter
Du kan jo eventuelt vente med at starte din virksomhed op, til du allerede er finansielt uafhængig. Det giver jo præcis friheden til den slags.
Det betyder selvfølgelig også, at du skal udsætte din drøm nogle år endnu.
Men til gengæld skal du slet ikke bekymre dig om penge, når du endelig går i gang.
4. Begynd at studere?
Hvis du (som jeg) lever så nøjsomt at du sagtens kan klare dig for en SU, så kan du selvfølgelig også indskrive dig på en uddannelse. På uni betyder det 5 års blid opstart på livet som selvstændig.
En SU er dog kun ca. 4.500 kr. efter skat. Så hvis du lever i en af de større byer kan du ikke engang dække din husleje uden et job ved siden af.
Så det kræver virkelig, at du allerede har skåret dine omkostninger helt til benet, for at det er realistisk.
Men det kan lade sig gøre. Jeg gør det selv.
5. Få din families support
Hvis din familie hverken er indstillet på at du skal bruge ekstra tid væk fra dem til at starte en virksomhed – eller at du tjener mindre i en periode, fordi du går ned på deltid, mens du starter virksomheden op, så står du i en svær situation.
Få foretaget en grundig forventningsafstemning med dem, inden du går i gang. Et solidt bagland vil give dig en masse tryghed og ro.
6. Gå all in
Sidst men ikke mindst – hvis du virkelig tror på din idé. Som i virkelig. Så overvej, om du ikke bare skal gå all in.
Er idéen god nok til, at nogen vil investere i den? Hvis du kan sælge den til en investor, kan du få penge til at starte her og nu.
Og hvis du selv har sparet op, så spring ud i det.
Hvis du har hele dagen til kun at fokusere på at få startet din egen virksomhed op, fremfor at skulle bruge 8 timer på at arbejde for en anden, så er dine forudsætninger selvfølgelig bedre.
Tør du tage springet? Hvis ikke, hvorfor?
Er det fordi din idé ikke er god nok? Så se, om du ikke kan forbedre den.
Er det fordi, du ikke tror du kan sælge den? Der findes salgskurser (og professionelle sælgere, du kan ansætte hvis du har råd, for den sags skyld).
Er det fordi, du bare ikke tør at løbe risikoen? Ville du så nogensinde være kommet i mål under alle omstændigheder?
Hvor der er vilje er der en vej. Nogen gange kræver det nogle benhårde prioriteringer i forhold til tid og penge at kunne følge den vej, men det må være op til den enkelte at bestemme, om man mener målet er det værd.
Hvis jeg skulle sammenfatte min pointe i en enkelt sætning ville det være: Hvis din virksomhed ikke er din førsteprioritet, og den ikke betyder nok for dig til at du vil risikere noget for den, så bliver den ikke til noget.
En “side hustle” er i selve ordets betydning altid noget sekundært. Det er noget du gør ved siden af noget andet.
Det er dømt til at fejle. For det er aldrig rigtig dit fokus.
Det vil tværtimod altid være dét, der bliver skubbet til side, hvis tiden er knap.
Et par enkelte, spredte, succeshistorier er ikke nok til at nære håbet om, at alle og enhver kan gøre en “side hustle” til et fuldtidsjob. Det er fåtallet der lykkes.
Langt de fleste bliver udbrændte og giver op.
Så hvis du virkelig vil din idé – som i virkelig vil den – så lad være med at se den som en side hustle. Gør den til dit primære fokus. Få lavet din økonomi og din dagligdag om så du kan gøre den til dit primære fokus. Og giv den så fuld skrue.
Hvis du kan det, starter du tættere på målstregen. 👏