Inflationen er som bekendt på det højeste niveau, den har været, siden 70’erne.
Jeg har skrevet om emnet flere gange før – inden situationen blev nær så voldsom, som den er nu.
Så, spørgsmålet er… Har vores originale strategi i forhold til håndtering af situationen båret frugt? Og hvad gør vi fremadrettet?
Hvad har vi gjort indtil nu?
Vi anskaffede en varmepumpe tilbage i starten af marts, og vi låste elprisen på omtrent samme tidspunkt. Begge dele har virkelig hjulpet. Vi kommer (formentlig) ikke til at bekymre os om, hvorvidt vi har varme, eller kan betale vores elregning til vinter. Allerede dét, er en kæmpe lettelse.
Derudover har vi sprøjtet penge ud til højre og venstre… Og det skyldes selvfølgelig, at vi har lavet en masse ting, på huset. Alt sammen er langsigtede investeringer. Alt sammen er nødvendigt. Og med inflationen så høj som den er, kunne det alligevel ikke betale sig, at spare pengene op.
I forhold til investeringer har vi gjort præcis som vi i forvejen havde planlagt: Vi investerer et fast beløb i indeksfonde hver måned. På den måned er det kun en bonus for os, hvis aktiekurserne falder, for så får vi mere for pengene. De enkeltaktier vi har, er anskaffet med henblik på at beholde dem i minimum 10 år, og dermed er kursen på dem ligegyldig for os på nuværende tidspunkt.
Så alt i alt befinder vi os faktisk ved udgangspunktet. Ikke at vi ikke mærker prisstigningerne. Lidt. Maden og benzinen er jo steget. Men energi betaler vi det samme for, som vi gjorde før. Og vores investeringer er blevet foretaget planmæssigt, som vi alligevel ville have gjort.
Kort sagt: Vores strategi har virket fortrinligt.
Næste spørgsmål er, nu hvor centralbankerne er begyndt at hæve renten for at imødegå problemet med inflationen… Hvad kommer til at ændre sig? Og hvordan vil vi imødegå ændringerne?
Hvad kommer vi til at gøre fra nu af?
Når renten stiger får det ideelt set inflationen til at stilne af, idet det bliver dyrere at låne penge, imens eksempelvis huspriserne falder.
Eftersom ingen af vores ejendomme er til salg, er vi ligeglade med huspriserne. Og eftersom vi ikke planlægger at finansiere noget som helst med lån, er vi også ligeglade med renten.
Det eneste vi rigtig kommer til at mærke rentestigningen på, er at vi ikke længere har negative renter på vores bankkonti.
Præcis hvor stor en effekt rentestigningerne kommer til at have på samfundsøkonomien er endnu uvist. Det kan medføre en recession, i værste fald. Men vi er rimeligt godt sikret, selv hvis det er dér det ender.
Vores investeringsstrategi er lagt for mange år frem og kommer ikke til at ændre sig.
Jokeren er energipriserne. For vores fastprisaftale på el gælder kun frem til april næste år. Og hvis elprisen ikke er faldet på det tidspunkt (hvilket jeg personligt ikke tror at den kommer i nærheden af at gøre), så er vi nødt til at være klar til at anskaffe et gedigent solcelleanlæg.
Så derfor skærer vi ned, selvom vi ikke pt. har større udgifter end før. For vi er nødt til at spare op, til at kunne foretage den investering.
Det betyder, at vi skærer på vores madbudget, vores energiforbrug… Og alt det sjove. Samt udskyder et renoveringsprojekt.
I forhold til madbudgettet kommer vi til at strømline vores indkøb, så vi kun handler 1 gang om ugen, efter en fast plan. Vi kommer til at lave indkøbslisten på forhånd efter en madplan. Og Jonny skal til at lære at lave madpakker hjemmefra.
I forhold til energiforbruget vil vi undlade at spise varm mad to dage om ugen for ikke at skulle tænde komfuret så ofte. Vi vil tage koldere bade. Og jeg har opgivet min ene computerskærm (som udvikler var jeg vant til at have to). Vi har også anskaffet et enkelt solpanel til værkstedet, der forhåbentlig kan lade elværktøjet og klare lyset derude. Vi er også begyndt at være mere konsekvente med at slukke lyset hver gang vi forlader et rum.
Og alt det sjove? Ja, vi har mere eller mindre indkøbsstop. For der er nu engang andre ting, der er vigtigere, end nyt tøj, LEGO og sjove gadgets. Eller ferier, for den sags skyld. Så den slags må simpelthen vente, til situationen har stabiliseret sig igen.
Og det udskudte renoveringsprojekt? Det er vores indkørsel. Planen var, at vi ville lægge nye fliser i år (lige nu er der græs / ukrudt / to slags gamle fliser / beton / grus / jord og andet godt derude). Men det er udskudt på ubestemt tid. For hånden på hjertet: Det var et “nice to have”-projekt. Ikke et “need to have”.
Alt i alt kommer vi forhåbentlig til at spare en hel del. Og det, sammenlagt med vores øgede indkomst her i efteråret hvor jeg har to undervisningsjobs, skulle meget gerne betyde, at vi har råd til et solcelleanlæg til foråret, hvis det bliver nødvendigt.
Det er i det store og hele hvad vi gør.
Vi havde sørget for at have en solid økonomi og arbejdede hen imod selvforsyning allerede inden denne krise opstod. Så derfor står vi et rigtig godt sted sammenlignet med så mange andre.
Det kan betale sig at tænke fremad, at planlægge, og i det hele taget holde hånd i hanke med sin økonomi og sit forbrug! Det skal helst ikke være noget man først begynder at gøre når uheldet allerede er ude. Så er det nemlig for sent.
Anyway, det var en kort opdatering – og der kommer nok en ny opdatering igen til foråret. 😉
Pas på jer selv og jeres penge derude. 🙌