Starten på året har været hård ved aktiekurserne. Og det er kun godt.
Niveauet har ligget alt for højt de sidste to år. Det var uundgåeligt at det før eller siden ville falde.
Spørgsmålet er så, hvordan man som investor skal forholde sig under de omstændigheder? Sælge? Købe? Logge ud af sin konto og vente ti år før man kigger på den igen?
Hvad er det mest konstruktive, du kan gøre?
Keep Calm and Keep Buying
Husk, at for hver sælger er der også en køber. Hvis du sælger aktien “billigt”, er der en anden, der får et brandtilbud.
Aktiemarkedet handler ikke kun om økonomi. Det handler også om psykologi. Du mister nemlig ikke nogen penge før du selv vælger at sælge med tab. Så det, du bør gøre, når andre går i panik og sælger ud – det er at tage en dyb indånding og foretage dig noget andet i stedet. Og hvis du har råd, og er helt sikker på værdien af de virksomheder, du investerer i, så kan du også benytte dig af muligheden for at købe flere aktier op til en billig pris.
Hvis du har en langsigtet strategi og har investeret i nogle solide virksomheder med en fornuftig ledelse behøver du nemlig ikke bekymre dig. Det danske OMX C25 indeks er historisk steget i gennemsnit 8% årligt. Men bemærk: Det er et gennemsnit. Det stiger og falder og er umuligt at forudsige på kort sigt. Men det stiger på langt sigt.
Husk: Time in the market beats timing the market.
Hvis du derimod har en mere kortsigtet strategi kan du om ikke andet sikre dig ved at placere nogle stop-loss ordrer. Stop-loss ordrer er en salgsordre der aktiveres, hvis kursen på en aktie falder til en given pris. På den måde sælges dine aktier automatisk, hvis de falder under et niveau, du mener er uacceptabelt.
Så kort sagt: Lidt almindelig sund fornuft og is i maven vil hjælpe dig godt på vej.
Personligt tager jeg udviklingen fuldkommen roligt.
Her er grunden:
Den sidste skal blive den første
Jeg plejer at joke med, at jeg kun køber “kedelige” aktier. Det skal forstås på den måde, at jeg undgår enhver form for hype. Jeg køber ikke aktier, som får en masse omtale. Jeg køber ikke aktier, jeg mener er for dyrt prissat – uanset virksomhed. Og jeg køber ikke aktier i virksomheder hvis fremtid jeg har nogen som helst form for tvivl om.
Det betyder også, at jeg ikke har været i berøring med nogen af de aktier, der er blevet blæst helt ud af proportion de sidste to år.
Og de aktier, jeg har valgt at købe, har jeg ingen planer om at sælge. I nogle tilfælde aldrig. I nogle tilfælde først om 10-20 år.
Jeg har en langsigtet strategi, og fuld tillid til at kurserne på mine aktier vil stige igen inden for den tidshorisont, jeg har for mine investeringer.
Så jeg har intet solgt. Og jeg kommer nok heller ikke til det.
Til gengæld sætter jeg penge til side til at købe op, når jeg mener at tiden er til det. Jeg har et par aktier i sigtekornet, som jeg ønsker at eje – og et par aktier, jeg allerede ejer, som jeg ønsker flere af. Men så længe kurserne falder vil jeg afvente – og så er jeg ellers klar til at gøre et godt tilbud når jeg ser tegn på at udviklingen vender igen.
Vil man investere – og i særdeleshed investere på egen hånd – skal man have is i maven og en god portion tålmodighed, når markedet skaber sig på den korte bane.
Men hvis man har tillid til sin strategi, har foretaget en god analyse af de virksomheder, man har investeret i, og tænker langsigtet – så er der heller ingen grund til ikke at kunne sove roligt om natten.
Uanset hvor træls det så er, at se røde tal i sit depot lige nu. 💸