Endnu engang er der kommet et opråb fra formanden for den lokale skytteforening. Der er (igen igen) ingen nye kandidater til bestyrelsen. Og hvorfor dog ikke? Foreningen er drevet af frivillige, er 100% afhængig af frivillig arbejdskraft. Men ingen vil.
Hvad skyldes det?
Vi har jo alle gavn af de frivillige foreninger. Uanset om det betyder fodboldtræning til vores børn, spændende genbrugsbutikker at gå på opdagelse i, eller besøgsvenner til ensomme ældre – så giver de en masse til fællesskabet. Og uden dem ville vi miste rigtig meget. Alle sammen.
Så vi burde alle sammen have en interesse i at bidrage.
Men alligevel, så kæmper foreningerne for at få folk til at stille op til bestyrelserne. Til at give en hånd med i det daglige arbejde.
De fleste der frivilligt møder op er pensionister, og hvor gerne de end vil, så er det urealistisk at forvente at de skal holde evigt. Hvem skal tage over, når de ikke kan længere?
Vores lokale Røde Kors-butik er lukket – efter i lang tid kun at have kunnet holde åbent 1 dag om ugen grundet mangel på frivillige. Skytteforeningen kæmper med engagementet.
Og det er jo kun to eksempler ud af rigtig mange.
Men er det fordi folk ikke gider? Fordi de føler sig hævet over frivilligt arbejde? Fordi de forventer økonomisk kompensation for alting, og ser ned på de ting, der ikke giver det? Fordi de sidder så meget foran en skærm efterhånden, at de har glemt at andre mennesker findes?
Måske spiller det hele ind. Men jeg er mest tilbøjelig til at rette skytset et andet sted hen.
Det er erhvervslivets skyld
Folk er stressede. Det dér med at arbejde 8 timer om dagen holder ikke rigtig vand længere. Det bliver hurtigt 10-12-16 timer i stedet. Og det går igen i rigtig mange brancher.
Min partner har som ufaglært haft rigtig meget overarbejde. Noget betalt, noget ikke. Og da jeg arbejdede i IT-branchen var overarbejde også nærmest normen – uden løn, tilmed. Det var underforstået at hvis man ikke kunne blive færdig med sine arbejdsopgaver til tiden, uanset hvor mange der var, så var det ens egen skyld. Så var det fordi man var “dårlig til at administrere sin tid” eller “ikke var effektiv nok”. Skylden blev altid placeret på den enkelte medarbejder, selvom alle havde samme problem, og det dermed var tydeligt at det var hele arbejdsmiljøet der var forskruet.
Jeg var selv så heldig ikke at have børn. Men dem der havde, ja, de havde ingen fritid overhovedet.
Hvordan er det meningen at man skal passe frivilligt arbejde ind i en ekstremt hektisk arbejdsuge, samt tid til sin familie? Sine egne interesser (hvis man da har overskud til nogen)?
Og hvis man så regner med at kunne lave frivilligt arbejde når man går på pension, som det er almindeligt i dag, så bliver man da også slemt skuffet. Personligt kan jeg ikke få folkepension før jeg er 73. Og jeg regner ikke rigtig med at jeg har meget tilbage at give af på det tidspunkt.
Jeg tror, at mange gerne ville lave frivilligt arbejde, hvis de havde overskuddet til det.
Men hvem har efterhånden det?
Alle bliver pisket rundt efterhånden. Tempoet øges hele tiden. Så skal man skynde sig gennem sit studie, skynde sig at finde et job, arbejde hårdt for at undgå at blive fyret til fordel for én der beklager sig mindre… Og hvis man bliver stresset er det stadig bare “din egen skyld”.
Familien er skubbet i baggrunden. Muligheden for at udleve bare nogle enkelte af sine drømme er skubbet i baggrunden.
Alt det for hvad?
Og når man på den måde er under pres fra alle sider, og halser for at følge med – er ens første indskydelse så at melde sig til at udføre frivilligt arbejde? Arbejde, der i princippet kun giver glæden ved at give? Nej.
I så fald kun hvis man er nyuddannet, ikke har arbejdserfaring, og det frivillige arbejde kan se godt ud på ens CV (og selv da kun, hvis man ellers kan få lov af a-kassen til at gøre det).
Det er simpelthen utroligt at vi er kommet hertil.
Det eroderer fundamentet for overhovedet at have et samfund, at alle mennesker er pressede i en grad, der gør, at de kun kan tænke på sig selv og deres eget.
Men hvad kan der gøres ved det?
Arbejdskulturen er syg, og der er ikke noget der tyder på markante forbedringer, uagtet at enkelte virksomheder og private her og der pipper lidt om firedages uger og FIRE. Flertallet halser stadig af sted i hamsterhjulet uden at stille spørgsmålstegn ved om de egentlig får noget som helst ud af det eller ej.
Anyway.
Min konklusion er helt klart, at erhvervslivet er skyld i denne situation. Understøttet af komplet ukritiske politikere (hvoraf mange ikke engang selv har haft et rigtigt job).
Og uden det engagement som folk tidligere lagde i de frivillige foreninger, så bliver vi alle sammen fattigere. Sportsklubber, kunstforeninger, festivaller, fællesskaber… Det eroderer, det hele.
Men ingen italesætter det rigtigt. Folk er simpelthen bare blevet ukritiske får.
Måske fordi de er bange for at kritik kunne betyde en fyreseddel?
Det er jo diktatorisk tankegang.
Og i sidste ende betyder den ukritiske accept af en kultur, der er usund for os alle, at vi står meget meget ringere end vi har været vant til.
Hvem skal f.eks. lære dit barn at spille fodbold, når der ingen frivillige trænere er? Har du selv tid til det? Nej? Jamen, så er det da bare ikke en mulighed længere. Ungen kan i stedet få en computer og spille FIFA. Så slipper du også for at skulle forsøge at være nærværende når du kommer træt hjem fra arbejde. Ingen behøver at interagere med nogen undtagen gennem en skærm. Win-win?
Brave New World! 💩
