Hvis det stod til politikerne, skulle jeg arbejde til jeg er 73. I hvert fald hvis de nuværende beregninger kommer til at gælde.

Sjovt nok er jeg ikke enig. Og hvad betyder det så? Ja, det betyder jo at jeg må tage sagen i egen hånd og forsøge at finde en løsning som jeg bedst kan.

What Do I Care?

Jonny og jeg i det nordjyske Paris…

Jeg har en kæreste der er 20 år ældre end jeg selv. Det betyder, at hvis jeg først går på pension når jeg er 73, så er han 93. Hvis han da stadig er i live. Og det kan jeg jo ikke rigtig bruge til noget.

Ideelt set vil jeg gerne gå på pension samtidig med ham, så vi trods alt får den tid sammen. Men det ville betyde at jeg skulle gå på pension som 50-årig. Og hvordan kan det så hænge sammen?

Det kan det faktisk godt. For det første fordi vi bor i et hus der er købt kontant, og (snart) ikke har nogen gæld. For det andet fordi jeg er nærig sparer meget op. For det tredje fordi jeg har en lejlighed, jeg lejer ud, og hvor lånene til den tid vil være betalt ud, så jeg trods alt har et par tusind i indtægt hver måned fra huslejen. Og for det fjerde fordi jeg under alle omstændigheder ikke er typen, der er i stand til at sidde på mine hænder. Uanset om jeg kalder det “pension” eller ej, så ville jeg aldrig kunne stoppe med hverken at programmere eller male. Så selvfølgelig ville jeg ikke stå helt uden indtægt. Jeg ville bare kunne vælge mere frit, hvad jeg ønskede at lave, og for hvem, hvis jeg ikke var afhængig af nødvendigvis at skulle dække alle mine udgifter ved det.

Det scenarie jeg forestiller mig, og som jeg har lavet beregninger på der ser mere end realistiske ud, er følgende:

Jeg kan trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet når jeg er et sted mellem 45 og 50 hvis jeg fortsætter med at spare op i det tempo jeg gør. Og så behøver jeg i teorien ikke at arbejde længere hvis jeg holder mine udgifter på et minimum (og det er de jo allerede i forvejen). Men hvis jeg har noget selvstændig indtægt fra freelance opgaver, kunstprojekter og alt det andet jeg savner tid til at gøre ved siden af et fuldtidsjob, så kan vi bruge dem på alle de ekstra ting.

Jeg forventer bestemt ikke at vi kan leve som konger og baroner derefter – men vi ville være økonomisk uafhængige. Vi ville kunne dække vores udgifter. Og jo mere selvstændig indtægt jeg ville have, jo mere overskud ville vi have til alle de ekstra ting.

Det er en af de helt store årsager til at jeg lever så sparsommeligt som jeg gør nu.

Lykken – for mig – er ikke gods og guld. Den er friheden til at have tid til at være sammen med dem, jeg elsker, og bruge tid på ting, der er meningsfulde for mig. Uanset om de ting genererer indkomst eller ej.

Lige nu står både Jonny og jeg midt i det lange, seje stræk hvor vi skal bygge op, spare op og i det hele taget forberede os så vi får de bedste muligheder på den lange bane. Og der lægger vi begge to alle kræfter i. Men når vi er ude over det? Så har jeg en lang liste over ting, jeg gerne vil, som jeg ikke har tid til nu.

Lave min egen økologiske kosmetik. Forsøge mig med upcycling af gamle møbler. En webshop med tech gadgets. Være selvstændig dekorationsmaler. Tage et speedbåds kørekort. Lære at spille på den ukulele der har stået på reolen og stirret på mig i snart tre år. Og i det hele taget: Bare stå ud af sengen om morgenen med viden om, at jeg selv bestemmer, hvad tiden skal bruges til, og at jeg er fri til at bruge den på ting der er vigtige for mig, fremfor vigtige for en eller anden chefs bundlinje.

Og også fri til at blive hjemme, hvis min kæreste skulle blive syg og have brug for mig. Fri til at nyde den tid, jeg har sammen med ham, mens vi kan.

Og ja, det er tidligt at tænke den slags tanker. Men det er også nødvendigt. For det er lige nu, jeg har muligheden for at planlægge efter det. Ikke om tyve eller tredive år, når vi står midt i problemet.

Jeg er ikke sentimental af natur. Jeg er meget praktisk. Og derfor er jeg måske i stand til at tænke mere langsigtet og træffe nogle hårdere valg end andre – fordi jeg ikke er bange for at se realiteterne i øjnene, uanset hvor svært det kan være.

Og mine prioriteter er helt klare. Karriere og penge er ikke på listen. Det er derimod den frihed, pengene kan skaffe mig. Det er den tid, friheden kan give mig. Og den tid er langt mere værd end pengene. For tid er en langt mere begrænset ressource. Penge kan man altid skaffe flere af. Tid kan man ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *