Inden Covid-19, da jeg stadig arbejdede i IT-branchen, og folk kunne rejse frit, var begreberne “slash-workers” og “digitale nomader” et hot samtaleemne i branchen.
Idéen om, at man hverken behøvede at lægge sig fast på at arbejde med én ting, men kunne være udvikler / designer / tekstforfatter / madblogger / et-eller-andet blev fremført af freelancere fra branchen hele tiden. Fremført som en god ting. En frigørende ting, der gjorde at man hverken behøvede at sidde fast i den samme rutine i ét eneste kedeligt job – eller et job i det hele taget, da man jo “bare” kunne freelance på 117 måder i stedet.
Derudover var det blevet populært i hvert fald at tale om at kunne blive “digital nomade” – om end få reelt havde muligheden. Idéen var at eftersom man havde en computer og internet, så kunne man arbejde hvor som helst fra, uden at behøve skele til hvilket land / tidszone man befandt sig i, og hvorvidt der var et kontor i nærheden. Man kunne være ansat hvor som helst – eller freelance – og rejse verden tyndt imens.
Begge koncepter var brandvarme, og blev smidt omkring i frokostpauser / på konferencer / i foraer og rundt omkring på nettet.
Men de er begge yderst problematiske. Og hvor gerne jeg end ville tro, at nedlukningen har lært folk noget, så tvivler jeg på at det er tilfældet. Så snart alting er lukket op igen kommer næste kuld “digitale nomader” garanteret væltende op fra deres forældres kældre…
Så lad os kaste os ud i det. Hvad er der galt med at være slash-worker eller digital nomade?
Slash-workers kan intet fordi de kan “alt” – og har ingen jobsikkerhed
At være “slash-worker” betyder i bund og grund bare at man har mere end én stillingsbetegnelse. At være “frontend udvikler / animator / transskribent” eller noget tilsvarende.
Det lyder jo også godt nok, det dér med at få prøvet en masse ting af, og have mulighed for at leve af at være freelancer.
Men hov: Hvis det er så let at være freelancer, hvorfor har man så brug for 20 stillingsbetegnelser for at få det til at hænge sammen? Hvis man havde kunder nok indenfor det område man helst ville arbejde med, så behøver man vel ikke også gøre alle de andre ting?
Kort sagt: Konceptet lugter langt væk af “The Working Poor”. Ingen jobsikkerhed, svingende (og oftest dårlig) indtægt, ingen fremtidige karrieremuligheder – og på én eller anden måde er der tilstrækkeligt mange desperate (yngre) mennesker, der faktisk tror, det her er en god idé. Nej nej nej…
Og derudover: Hvis du ikke specialiserer dig, så ender du med at blive en “jack-of-all-trades-master-of-none” som ingen rigtig kan bruge til noget, fordi du kun har strejfet overfladen mange steder, men ikke aner hvordan noget ser ud i dybden. Og det betyder at der altid vil være en bedre, mere kvalificeret kandidat end dig, som har specialiseret sig inden for området.
Så tillykke: At være “slash-worker” er måske godt nok til et sabbatår. Men derefter bør du finde noget mere stabilt. For din egen fremtids skyld.
Men hvad så med digitale nomader? Er det et bedre alternativ?
Digitale nomader er en arbejdssky, arrogant græshoppesværm der æder sig gennem tredjeverdenslande
Øh, nej.
Mange af problemerne går igen, og der er også et vist overlap mellem at være “slash-worker” og “digital nomade”, i hvert fald for de, der freelancer.
Men hvad værre er: En digital nomade er en vestlig, individorienteret egoist der rejser mellem fattigere lande og udnytter deres infrastruktur til at understøtte den ønskede livsstil – uden selv at bidrage med en hujende fis. De betaler ikke skat i de lande, de rejser igennem. De forventer at der er en infrastruktur (internet, transport etc.) der understøtter deres mål og gør det muligt at arbejde det pågældende sted, men de er ikke villige til at løfte en finger for selv at opbygge den.
Jeg vil nødig hoppe ned i det rabbit hole der hedder “neokolonialisme”, men det er jo unægtelig dét, konceptet lugter af.
Og det er altså grimt at se på, uanset hvor kønt det bliver fremstillet på Instagram.
Derudover sidder jeg tilbage med en nagende mistanke om, at det ikke så meget er lysten der driver værket, som måske den situation, at der er tale om mennesker som ikke er i stand til at finde et job der kan betale deres husleje i de lande, de kommer fra. At hele konceptet med “digitale nomader” måske egentlig opstod, fordi der var en del yngre mennesker der kæmpede med overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet, og med at få tag over hovedet i den vestlige verden? Og det er da trods alt mere tiltrækkende at rejse rundt i Sydøstasien, end det er at være hjemløs i København.
Det kan godt være, at jeg overtænker. Men de fleste freelancere tjener altså ikke nok til at opretholde en særligt høj levestandard i Vesten. Og vi befinder os også i en tid, hvor det er blevet notorisk svært at komme i gang med en karriere som nyuddannet. Så… If the shoe fits?
I det hele taget ser arbejdsmarkedet meget anderledes ud i dag end det gjorde for bare få år siden.
Jeg ville ønske jeg kunne sige at det var en positiv udvikling. Men i realiteten ser jeg meget få positive tiltag. De få virksomheder, der afprøver 4-dages arbejdsuger, er jo en dråbe i havet i forhold til dem, der står med et stopur bag ryggen på medarbejderne, og forlanger overarbejde som hovedregel.
Der er mange grunde til, at virksomhederne forsøger at stramme skruen over for medarbejderne – og primært er det den evindelige jagt på “vækst” der ligger bag. Og egentlig er det en helt naturlig reaktion, at folk slår sig i tøjret og ender med i stedet at droppe det faste job, og forsøge at finde en alternativ løsning.
Jeg er jo også selv varm fortaler for, at folk bør søge økonomisk frihed.
Men de to nævnte eksempler er ikke rigtige løsninger. De er lappeløsninger, og de skaber flere problemer, end de reelt løser.
Der er nogle bagvedliggende problemer i arbejdets organisering, der sætter folk under ekstremt pres i dag. Og at løbe fra dem er ikke en løsning for nogen. Hverken for den enkelte, eller for samfundet som helhed.
Så hvor fristende det end er, at kunne sidde på en strand med sin bærbare og arbejde… Så ville du for det første sandsynligvis ikke få synderligt meget gjort (for du sidder jo på en strand, altså) og for det andet, så er det mere væsentligt at få styr på de ting, der er årsag til, at du ender med at sidde der i første omgang. 🌎🌍🌏
