Ja, vi blev jo som bekendt gift i sommers. Og det får selvfølgelig én til at tænke over begrebet fællesøkonomi. Det kan være en fantastisk fordel, hvis man kan få det til at virke. Og det kan virkelig give bagslag, hvis man ikke kan.
Så hvad er fordelene og ulemperne ved fællesøkonomi helt præcis?
Fordelene ved fællesøkonomi
For det første er der et par juridiske fordele ved at være gift.
Eksempelvis kan man “overtage” resten af sin ægtefælles personfradrag, hvis vedkommende ikke selv udnytter det fuldt ud. Hvis man driver en personlig virksomhed, kan et eventuelt underskud også trækkes fra i ægtefællens skattepligtige indkomst, så de dermed får en skatterabat.
Og så er der selvfølgelig også den faktor, at hvis man er gift, arver man hinanden automatisk.
Men det væsentligste ved fællesøkonomi – uanset om man er gift eller ej – er at man har den dobbelte indtægt og de halve udgifter! Tænk lige over det: To indkomster. Men kun én husleje og én gang faste udgifter. Man kan også spare en masse på mad takket være dels mængderabatter, og dels den øgede motivation for at blive hjemme og lave mad sammen fremfor at spise ude.
Det kan virkelig mærkes.
Derudover kan man også hurtigt opnå en anseelig opsparing, hvis man vel og mærke slår sig sammen, og sparer op til noget fælles. Man kan altså hurtigere komme til at eje et hus, en bil, eller hvad man nu har lyst til, ved at have fællesøkonomi.
Ulemperne ved fællesøkonomi
Ja, det ovenfor beskrevne lyder jo fantastisk.
Så hvad er ulemperne?
Først og fremmest skal man kunne stole på sin partner. Hvis vedkommende ikke ved noget som helst om økonomi, og bruger hver en krone der står på kontoen, er en fælleskonto nok en dårlig idé.
Jeg har set par, hvor den ene part brugte alle pengene inden d. 15., og så brugte resten af måneden på at brokke sig over, at de aldrig havde penge nok. Mens den anden knoklede røven ud af bukserne for at få midlerne til at slå til – uden nogensinde at lykkes med det, fordi deres forsøg konstant blev saboteret af den anden.
Hvis man ikke kan – eller vil – fungere som et team, så virker det nu engang bare ikke.
Hvis I tænker som et team skal I nok finde en løsning.
Hvis man derimod vil vidt forskellige ting med pengene (hvis den ene vil købe dyrt mærketøj for hele beløbet, mens den anden vil spare op til at købe et hus) så er det nok ikke besværet værd at forsøge, og man vil blot blive uvenner hvis man prøver.
Man skal ikke være egoistisk, hvis man deler sin økonomi med nogen. Man er nødt til at tænke sin partner ind i alle beslutninger. Hvis det virker får man de fordele, der er beskrevet ovenfor. Hvis det ikke virker, så risikerer man at skulle gå fra hinanden – og måske stå tilbage med en gæld.
Og, nå ja, så har man forsørgerpligt over for hinanden hvis man er gift. Hvilket de moderne individorienterede absolut ikke kan forstå, eftersom de åbenbart helst kun indgår i et forhold hvis det er “no-strings-attached”. En attitude der selvfølgelig også forklarer den høje skilsmisseprocent. 😂
For nogen af os andre er det derimod bare et grundvilkår ved et parforhold, at man støtter hinanden. Sådan er vi (åbenbart) så forskellige.
Forudsætninger for, at fællesøkonomi kan fungere
Man skal se på hinanden som et team.
Man skal kunne stole på hinanden. Stole på, at de økonomiske beslutninger man hver især træffer, er fornuftige, og at de ikke kun er til fordel for den enkelte personligt.
Ideelt set skal man have nogle ens værdier og mål, som man er forberedt på at skulle arbejde henimod i fællesskab.
Man skal sandsynligvis bruge noget tid på at tale målsætning, og få lagt budgetter i fællesskab også. Medmindre man selvfølgelig står i den situation som vi gør, hvor den ene er tryg ved at lade den anden styre økonomien.
For som vi selv er et godt eksempel på, kan fællesøkonomi sagtens fungere, selvom den ene har en meget bedre forståelse for økonomi end den anden.
Vel og mærke, hvis man er tryg ved hinanden, og kan finde ud af at arbejde sammen.
Hvis man er i stand til at arbejde godt sammen som et team, og gerne vil det samme sted hen, kan det være fantastisk. Man kan spare en masse penge, og komme hurtigere frem til de økonomiske mål, man sætter sig.
Men ja, det kræver koordinering og forventningsafstemning og budgettering – alle de kedelige ting, som de fleste mennesker foretrækker at tro, klarer sig selv, når de blåøjede går ind i et forhold.
Før man vælger at slå økonomien sammen, skal man altså – hvor træls det end føles at ødelægge “stemningen” og “romantikken” – stille hinanden nogen spørgsmål om opsparing, forbrug og investering. Om langsigtede mål og kortsigtede mål.
Og sidst men ikke mindst, så skal man træffe nogle helt konkrete beslutninger om, hvad og hvor meget af økonomien der skal slås sammen. Køber man hus sammen? Laver man en opsparing sammen? Har man fælles investeringer? Eller holder man det hele separat bortset fra budgetkontoen og måske en madkonto?
Der kan være mange forskellige måder at gøre det på, og intet er hverken rigtigt eller forkert i sig selv – det afhænger helt af det pågældende pars præferencer, og deres økonomiske situation.
Hvad gør vi selv?
Vi har (selvfølgelig) fællesøkonomi. Vores måde at organisere det på er følgende:
Fælles
Vi har en fælles opsparing, der bliver investeret i aktier af undertegnede. Vi bor sammen og vi betaler begge regninger – uden nødvendigvis at have et helt fast system for, hvem der betaler hvad (for vi deles jo alligevel om pengene). Vi deles også om udgifter til renovering af huset (selvfølgelig).
Vi har en fælles madkonto, som vi begge indbetaler til hver måned.
Og så er vores økonomi(er) organiseret på en temmelig ens måde efterhånden, eftersom det er den ene af os (undertegnede) der administrerer begge sider af sagen.
Separat
Jeg har selv en lejlighed, som er lejet ud (den, jeg boede i, indtil vi flyttede sammen).
Vi har hver vores nødopsparing, der skulle kunne holde os oven vande i minimum tre måneder, hvis vi (totalt urealistisk) stod helt uden indkomst.
Og så er vores pensioner også separate.
Vi blander os heller ikke unødigt i hinandens forbrug – det er der ikke behov for, eftersom ingen af os er ekstravagante i så henseende – og ingen af vores konti står i begges navne (da vi er kunder i forskellige banker).
Men ja, det er bare vores personlige løsningsmodel. Som sagt: Det afhænger 100% af det enkelte par.
Det eneste jeg ikke forstår, er folk der vælger at indgå i et parforhold, uden at ville dele noget som helst med deres partner. Står man så i virkeligheden ikke bare med det ene ben ude af døren hele tiden? 🤔
