Rigtig mange mennesker ser ud til at mene, at deres hus er deres største økonomiske aktiv.

Men hvad er et økonomisk aktiv overhovedet?

Et økonomisk aktiv er noget, der genererer indkomst for dig. Det står i modsætning til et passiv, der er noget som koster dig noget.

Genererer dit hus indkomst for dig? Hvis du har lejet det ud, måske. Min lejlighed er f.eks. blevet et aktiv efter at jeg lejede den ud og den begyndte at give overskud. Men det er jo ikke tilfældet i langt de fleste tilfælde.

Langt de fleste mennesker, der køber et hus, er nødt til at indstille sig på at huset i virkeligheden er et passiv. Du betaler el, vand, varme, ejendomsskat og ejendomsværdiskat – samt i langt de fleste tilfælde renter af de lån der blev taget for at kunne købe huset i det hele taget. Huset koster dig altså noget at have – og det betyder, at det er en stor post på passiv-siden.

Hvordan kan man ændre på det?

Hvis man ønsker at vende bøtten, og i stedet gøre sit hus til et aktiv, så er der et par ting, man skal have for øje fra starten af, når man overvejer at købe, så man kan minimere sine udgifter mest muligt:

  1. Lad være med at have en blind tro på, at huspriserne ubetinget vil stige. Vi så under finanskrisen hvor forkert den antagelse kan være. Det er ofte, men langt fra altid tilfældet. Og så må du heller ikke glemme, at den pris ejendomsmæglerne ønsker, du skal give for huset, jo ikke nødvendigvis har noget med husets reelle værdi at gøre. Der er ingen garanti for at du nogensinde vil kunne sælge huset til det samme eller mere end du købte det for.
  2. Hvor længe har du tænkt dig at blive boende? Hvis du ikke har tænkt dig at blive boende længe nok til at betale lånet ud – er det så en god idé at købe overhovedet? Du kan jo ende i den situation at du nærmest kun når at betale renter inden du skal sælge huset igen – og i så fald kunne du lige så godt have lejet. Du “ejer” jo ikke huset fuldt ud, før lånene er betalt ud.
  3. Hvor meget har du egentlig brug for? Er du villig til at have ekstra kvadratmeter – der koster dig penge – som du egentlig ikke skal bruge til noget? Og i så fald hvorfor? Er der en vægtig grund til det – eller er det bare fordi du mener at man “skal” have et stort hus?
  4. Overvej beliggenhedens pris. Det gør en kæmpe forskel. Behøver du at bo midt i byen? Eller kan du bo lidt udenfor. Prøv at regne forskellen ud i kroner og ører – du bliver måske chokeret.

Der er ingen tvivl om, at det jeg ville anbefale, er at man købte et lille, billigt hus på landet, som man derefter renoverer. Det er jo trods alt det, vi selv har gjort.

Men hvad hvis det nu ikke er muligt? Hvis man er nødt til at bo i byen?

Jeg vil stadig anbefale at man får skåret så meget af prisen som muligt – men mulighederne er selvsagt ringere her. En mulighed kan være at leje værelser ud. Det forudsætter selvfølgelig, at man kan leve med at have mere eller mindre fremmede mennesker i sit hjem. AirBnB er en mulighed, og kan give ganske godt, men det er ikke en konstant indkomst, og derudover betyder det også en jævn strøm af forskellige mennesker, som man måske/måske ikke bryder sig om at have i sit hjem. En anden mulighed er permanent at leje værelser ud til f.eks. studerende. Så lærer man i det mindste personerne at kende, og man har en fast indkomst hver måned, som nemt kan regnes med i ens budget.

Derudover er det en god idé – selvsagt – at få lånene ud af verden så hurtigt som muligt. Så hvis man udlejer, er det en idé at kanalisere indkomsten derfra direkte over i ekstra afdrag på sine lån. Det var sådan jeg selv fik betalt banklånet i min lejlighed ud – godt 15 år før tid.

Først og fremmest: Vær realistisk!

Jeg ved ikke hvor myten om, at et hus er et økonomisk aktiv, kommer fra. Men det vidner i hvert fald om en mangelfuld forståelse for økonomi – og det kan jo desværre have uheldige konsekvenser på sigt.

Men hvorom alting er, så er det bedste råd jeg kan give i forhold til huskøb bare dette: Vær realistisk!

Lad være med at købe et hus til det hvide ud af øjnene, baseret på en naiv tro på, at det nok vil stige i værdi. Og lad være med at købe mere end du har behov for – eller råd til.

Og husk, at hvis du tænker lidt ud af boksen, så er der masser af boliger, der kun koster en fraktion af dem, de fleste mennesker bor i. Sådan som vores lille hus på landet, for eksempel. 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *