Produktivitet. Erhvervslivets hellige gral. Produktivitet er lig effektivitet = hvor meget produktion kan man få ud af 1 times arbejde. Det øger væksten, det forbedrer konkurrenceevnen… What’s not to like?

Jo, der er jo lige de menneskelige omkostninger.

For uanset hvor lidt vi ønsker at huske på det – og vores chefer vil nu engang ikke minde os om det – så er vi altså ikke blevet til maskiner på trods af den teknologiske udvikling. Vi er stadig bare nogle sølle mennesker, der nu skal løbe endnu hurtigere og præstere endnu mere på den samme tid.

Hvor der før var tid til at hyggesnakke med kollegaer i arbejdstiden bliver man nu mødt med tidstagning og konstante evalueringer. Jeg har personligt været i et job hvor jeg skulle logge alt hvad der foregik i sammenhængende 5-minutters intervaller i en app. Hele dagen. Toiletbesøg og frokost inklusive. Og jeg kender flere andre der har skullet arbejde med et stopur tikkende lige bag nakken på dem. Og nej, der er jo ikke noget vundet ved at bevise at man kan øge sin produktivitet – tværtimod. Så sættes barren blot endnu højere, og man skal nå endnu mere på samme tid.

Spørgsmålet jeg endte med at stille mig selv er: Er det det værd?

Ja, hvordan dog?

Et menneskes værdi kan ikke måles i produktivitet

Der er et mindset der efterhånden har vundet frem, i hvert fald i visse segmenter af befolkningen, om at ens arbejde svarer til hele ens værdi som menneske. Jo mere produktiv man er, jo bedre et menneske er man.

Det er dels en kultur der lægger et enormt pres på de mennesker der vælger at deltage i den. Og dels en kultur der ser ned på de, der af den ene eller anden grund ikke kan følge med.

Det engelske udtryk “earning a living” summerer det meget godt. Du skal optjene retten til at leve, gennem arbejde.

Hvad er det dog egentlig for en syg tankegang?

Et menneske er andet og mere end vedkommendes arbejde. Og ens arbejde kan aldrig udgøre andet end en lille del af, hvad man er i stand til at bibringe menneskeheden. Hvis man kun fokuserer på arbejdet og ignorerer alt andet, så er der alt andet lige meget andet ved sig selv man skal undertrykke. Meget potentiale der kan gå tabt. At være en god partner / forælder / ven for eksempel.

Og en anden ting jeg før har skrevet om er: Hvis du virkelig får brug for hjælp – bliver syg, deprimeret eller oplever en form for personlig krise – så er det jo ikke dit arbejde der hjælper dig igennem. Tværtimod kan du risikere at blive sparket ud på hænder og fødder fordi du ikke længere er profitabel for virksomheden. Fordi din produktivitet er faldet. Og hvem samler dig så op? Ja, hvis du er heldig så har du venner og familie til at gøre det – hvis du vel at mærke har husket at prioritere dem, og ikke satset alt på arbejdet, fordi du var hængt op på en idé om at skulle præstere så meget som overhovedet muligt der.

Vi er så meget mere end vores job. Så lad være med at binde hele din identitet op på kun det.

Og helt ærligt: Når du er 80 eller 90 år og ser tilbage på dit liv, så vil du formentlig gerne kunne erindre noget andet end uendelige timer spildt på at stirre ind i en computerskærm – for andres skyld – uden anden kompensation end penge.

Nu kan det så være at nogen vil indvende, at de elsker deres arbejde. At de trives med kravet om konstant produktivitet. Eller at de bevidst “hustler” sig igennem, i håbet om at det vil give dem frihed på sigt.

Et problem jeg selv har oplevet med den tankegang, er at alle andre områder af ens liv simpelthen ender med at tage skade. Den såkaldte “fritid” ophører med at være fritid, og bliver forurenet af de samme krav, som man oplever på sit arbejde. Pludselig er man mentalt på arbejde 24/7, og kan ikke længere finde ud af at holde fri.

Det kan give stress.

Og langvarig stress kan medføre depression. For slet ikke at tale om hjerte-kar-sygdomme, mavesår, misbrug, søvnforstyrrelser, forværring af eksisterende lidelser, infektionssygdomme, PTSD og større risiko for ulykker.

Så hvad er løsningen?

Til forsvar for “fritiden”

Jeg ville selvfølgelig helst skrive, at alle bare skal bryde ud af hamsterhjulet. Vælge at være hele mennesker, og ikke gøre deres værd op i penge, produktivitet eller stillingsbetegnelse. Men selvfølgelig er det ikke alle der er lige så frie til at gøre det som vi. Desværre. Så hvad kan man gøre, hvis man sidder fast i ræset, og ikke uden videre kan stå af?

Tag fri. Bare en gang imellem.

Slå mobilen fra (ja, jeg mener det). Lav noget der ikke skal være produktivt. Ikke behøver at resultere i noget bestemt. Gå dig en tur. Eksperimenter med noget madlavning. Brug tid sammen med børnene (kan du huske hvad det vil sige at lege?). Læs en bog. Prøv en ny hobby.

Fisketure er noget af det mest afslappende der findes. Prøv det.

Uanset hvad, så lad være med at præstere noget. For det kan du ikke 24/7 alligevel. Ikke på sigt.

Den konstante higen efter produktivitet og det konstante pres for at være “på” går ofte ud over fritiden.

Og, nej, her taler jeg – desværre – ikke engang om overarbejde, arbejdstelefoner der ringer på alle tidspunkter af døgnet, eller om “hustle culture”. Jeg taler om selve tankegangen bag, der langsomt breder sig til andre områder af ens liv.

Har I lagt mærke til hvor mange der pludselig taler om passive indkomstkilder? Eller om hvorvidt de skal starte en hobbyvirksomhed? Pludselig er ens fritidsinteresser blevet potentielle indkomstkilder. Pludselig værdisættes de efter om de kan generere en indkomst. Ikke efter om man nyder at fordybe sig i dem. Ikke efter om de giver én ro, mening eller noget at være stolt af.

Pludselig bedømmes de efter samme målestok som ens arbejde. Og med det følger kravet om konstant produktivitet.

Men fritiden er ikke til for blot at give dig mulighed for at producere noget mere eller noget andet end du gør på dit job. Den er til for at give dig tid til at lade op, så du har mulighed for at kunne præstere ordentligt når du endelig skal arbejde.

Og hvis man først er begyndt at anse de ting, der egentlig skulle give én mulighed for at koble af, som en pligt – så har man taget et stort skridt i den forkerte retning. En retning, der ikke er god for ens helbred, familie, motivation – eller potentielt levealder.

Hvorfor sker det overhovedet? Min personlige teori, baseret på egne erfaringer, er at presset man oplever på sit arbejde gør, at man desperat forsøger at finde en udvej. Man begynder at tænke: “Hvad nu hvis jeg kunne [xyz] i stedet for? Det har jeg altid været god til. Kan jeg ikke få et job ud af det i stedet, så jeg kan slippe ud herfra?

Been there. 🙄

Det er også en medvirkende årsag til at jeg siger – og mener – at jeg foretrak mine tidligere rengøringsjobs frem for mine stillinger som webudvikler. Hvorfor? Fordi jeg dengang havde fri da jeg havde fri. Helt fri. Ingen tanker om arbejdet, og ingen krav om at forbedre mig i fritiden. Ingen konstante tanker om passiv indkomst eller “side hustles” fordi jeg ikke følte mig så presset på mit arbejde at det var alt om at gøre, at finde en udvej væk derfra. Og vigtigst af alt så havde tid og energi til hobbies. Det har jeg faktisk ikke haft siden – indtil jeg for et år siden begyndte at studere igen.

Så ja, kort fortalt kan idéen om konstant produktivitet simpelthen kvæle enhver glæde ved aktiviteter man ellers nød at deltage i. Ting, der skabte overskud for én bliver pludselig nye kilder til stress. Og det er en ond cirkel.

Lad være med at tænke: “Kan jeg sælge min kunst? Kan jeg leve af min kunst?” Tænk: “Nyder jeg at male? Gør det mig glad?”

Maler jeg ikke bare Fanden på væggen?

Jeg indrømmer blankt at jeg skriver ud fra egne erfaringer, og jeg har selvsagt ikke været indenfor alle brancher. Langt fra. Men der er generelle tendenser, fastlagt ud fra økonomiske og teknologiske hensyn fremfor menneskelige, der tvinger folk til at præstere mere pr. arbejdstime i deres job. Og det spreder sig desværre til mange brancher.

Indenfor IT-branchen hvor jeg befandt mig indtil for et år siden, har det selvsagt været særligt slemt. Hvis jeg skulle agere karriererådgiver ville jeg klart anbefale folk aldrig at søge inden for IT. De menneskelige omkostninger er simpelthen for store. Kravet om produktivitet på robot niveau for kontant, konstant og absolut. Og jeg har set den ene efter den anden programmør knække på det.

Men desværre er det ikke begrænset til IT, som enhver produktionsmedarbejder, hjemmehjælper eller kontorassistent ville kunne tale med om.

Og hvis nogen indvender, at der er økonomiske hensyn bag disse tendenser, så må jeg jo bare indvende, at økonomi er hvad man gør det til. Økonomi er baseret på menneskelig adfærd. Det er ikke kun diktat. Ændret (forbruger)adfærd = ændrede økonomiske forudsætninger = andre resultater. Hvis folk ikke var forbrugere før de var mennesker, og ræsede efter at skaffe penge til at købe ligegyldige ting, så ville verden se meget anderledes ud. Primært fordi de økonomiske omstændigheder var vendt på hovedet.

Så tænk over hvorfor, næste gang du løber lidt hurtigere på dit job. Næste gang du overvejer at arbejde over. Næste gang du tager din arbejdstelefon kl. 11 lørdag aften. Hvorfor? Hvem gavner det? Er det det værd? Kan du ikke bruge den tid bedre? Være mindre produktiv og mere glad, og mere til stede for de mennesker i dit liv, der rent faktisk bekymrer sig om dig?

For i sidste ende er det dit eget valg hvad du vælger at prioritere. Jeg håber for din skyld bare, at du træffer et informeret og fornuftigt valg. Til fordel for dig – og ikke kun til fordel for en arbejdsplads, for hvilken du er at regne for en engangsklud, der altid kan erstattes med en nyere og mere “fleksibel” version.

Lad dig selv være et menneske. Du bliver aldrig andet alligevel. Så lad være med at bilde dig ind at du har overmenneskelige evner. Det har ingen af os. Og det får vi heller aldrig.

Rant over. Undskyld længden. Men mindre kunne ikke gøre det. 😅

👆 This 👆

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.