Der er et ordsprog der siger, at der er to måder at blive rig på: Tjene meget mere, eller ønske meget mindre!
Alle der tidligere har læst denne blog vil vide, at jeg hælder til løsning nr. 2.
Jeg har absolut intet imod de mennesker, der vælger at bruge deres liv på løsning nr. 1 (så længe de ikke ender med at tro, de er bedre end mig af den årsag). Men den giver bare ikke mening for mig. At tjene meget mere indebærer nemlig oftest også nogle grotesk lange arbejdsdage. Og det medfører igen at man ingen tid har til de ting, som jeg personligt ønsker at bruge mit liv på.
Derfor holder jeg mit forbrug på vågeblus, og investerer alt hvad jeg har råd til, for at sikre noget passiv indkomst på sigt. Og det betyder at der ikke er så mange penge til daglig. Men til gengæld betyder det også en enorm frihed.
Jeg har hørt det anført, at folk ikke ønsker at skære ned, fordi de ikke vil “give afkald” på deres store biler, deres store huse, deres dyre ferier eller deres dyre vin. Eller hvad det nu ellers måtte være.
At tingene ofte er købt ved lån, og dermed reelt set slet ikke tilhører dem, det er så en helt anden diskussion.
Faktum er bare, at jeg bestemt ikke føler at jeg giver afkald på noget som helst. Tværtimod. Jeg føler at alle de ting, jeg ønsker mig i livet er inden for rækkevidde. Og at de er det præcis fordi jeg har tilrettelagt mit liv sådan som jeg har.
Hvad er det jeg “giver afkald” på?
Jeg behøver ikke en stor bil. Jeg har ikke engang kørekort, så det ville da være noget åndssvagt noget at bruge penge på. Og jeg behøver ikke et større hus end det vi har. Det passer lige til os. Børn har jeg aldrig ønsket, og det har alderen intet ændret på.
Mærketøj og dyre smykker siger mig intet. Jeg går dog generelt efter ting, der er god kvalitet og holdbare. De er marginalt dyrere, men til gengæld holder de helt grotesk meget længere. Og jeg kunne ikke drømme om at købe noget fordi der er et bestemt logo på det. Det er kvaliteten der tæller for mig – ikke idéen om at skulle vise sig med et dyrt mærke.
Jeg synes selv, jeg har masser af tøj. Jeg fornemmer at mængden er mindre end gennemsnitlig, men alligevel går jeg ikke med det meste. Det ligger bare i skuffen. Som backup. Og så er der jo ingen grund til at købe mere, vel?
Makeup går jeg (næsten) aldrig med. Og jeg har et halvt skab fyldt med parfumer jeg har fået i gave, og aldrig bruger.
Fester siger mig heller ikke rigtig noget. De er egentlig mest bare et stressmoment, hvor man skal bruge en aften på at foregive interesse for mennesker, man dårligt kender.
Min telefon er en demomodel, der er købt brugt. Min stationære computer har vi selv bygget. Det betyder, at den kan langt mere end din. Næsten med 100% garanti. Og som bonus har den også været billigere.
Nah, jeg føler ikke at jeg mangler noget som helst.
Hvad har jeg fået i stedet?
Jeg har fået en stor grund på landet, der på sigt vil kunne gøre os selvforsynende med grøntsager. Mit eget hus (købt kontant), med plads til et atelier og en balkon hvor man kan sidde og ryge og nyde aftensolen. Ingen husleje! Ingen gæld!
En partner at dele det hele med. Som heldigvis heller ikke vil have børn, og som deler min vision om økonomisk uafhængighed (om end planlægningen primært tilfalder mig). 🥳
Masser af tid til kunst, til at skrive, til at passe på mit helbred, til at koble af, til at studere, til at være sammen med mine venner, og til at rejse når muligheden engang kommer igen.
Muligheden for, når mit studie er færdigt, at kunne starte egen virksomhed (igen), med nogenlunde sindsro i forhold til de økonomiske aspekter forbundet dermed.
Et fantastisk anlæg og en hjemmebiograf.
Et (om end lille) landkøkken. En stor gasgrill. En masse god mad, tilberedt fra bunden af to kreative kokke (os selv). Og når jeg siger “fra bunden”, så mener jeg selvfølgelig at en del er hjemmedyrket. For man laver jo ikke rigtig noget “fra bunden” hvis man ikke også selv har produceret råvarerne… 😉
Og sidst men ikke mindst, så har jeg fået en meget bedre fysisk form, et mere afbalanceret mentalt helbred, meget mere overskud. Meget mere ro.
Stoltheden ved at bygge noget op fra bunden, og se det tage form. Huset. Haven. Økonomien, der lige så stille lærer at passe sig selv. Helheden. Det er altså bare en god følelse.
Skulle det forestille at være at give afkald på noget? Jeg mener, ja, jeg giver da selvfølgelig afkald på muligheden for at imponere andre materielt. Men det har jeg jo heller aldrig haft nogen interesse for.
De ting jeg værdsætter, er omkring mig her og nu. Og jeg kan ikke værdsætte dem hvis jeg ikke også selv er til stede på samme tid og sted – fremfor fraværende på grund af bekymringer over regninger, eller tanker om noget der skete på arbejde tidligere… Derfor skærer jeg de bekymringer fra. Og sidder tilbage med essensen: Tid, ro og frihed.
Hvis andre drømmer om at leve “i overhalingsbanen”, så må de selv om det. Men personligt er jeg så rigeligt tilfreds med bare at kunne sove ordentligt, nyde min morgenkaffe i fred og ro – og få noget god, hjemmelavet mad til aften. 😉
