Da de begyndte at slæbe os ind til karrieresamtaler i folkeskolen, og jeg nævnte at jeg skrev, blev det absolut ikke taget seriøst. Hvis jeg havde talt om at male, tvivler jeg på at det ville være gået meget bedre. Men det kom jeg aldrig til.
“Hvad vil du være?”
“Digter.”
“Det kan man ikke leve af. Hvad vil du så være?”
“Øh…”
Og så fandt jeg på et eller andet passende alternativ. Skolelærer. Dyrlæge. Et-eller-andet miljørelateret. Og så kunne vi få en lille halv time til at gå med at snakke om det.
Det “sjove” kommer i det øjeblik at man er blevet voksen, og er havnet i et job inden for én af de brancher man i desperation hørte sig selv nævne, og har det dårligt i den. Da kommer de med: “Jamen, det er jo det, du altid gerne har villet…”
Man ved jo dårligt om man skal grine eller græde.
Det, jeg altid har villet er at skrive. Punktum. Resten er påtvunget af et liv, der i det moderne samfund ikke kan leves uden penge.
Men – og det kommer til at lyde frygteligt som en kliché – penge er jo ikke alt. Hvis prisen for at skaffe de penge, er såvel ens helbred som personlighed, så er det absolut ikke en trade off nogen nogensinde burde foretage.
Og det ville jeg ønske at nogen havde fortalt mig fra starten af.
Prisen for boreout
Hvad jeg ikke vidste da jeg fik mit første fuldtidsjob var, hvor meget mere det ville koste mig end jeg nogensinde ville kunne få tilbage gennem lønnen. Det kostede mig energien til at skrive og male. Det kostede mig mit kreative fristed i en verden hvor alt andet ofte synes meningsløst. Og ultimativt kostede det mig al energi og motivation.
Begrebet “burnout” har jeg længe kendt til. Udbrændthed er en følelse, jeg har kendt til hele mit liv. Det kommer helt af sig selv hvis jeg skal være sammen med andre mennesker i for lang tid ad gangen.
Et andet begreb som jeg for nylig er stødt på i forbindelse med mine studier er imidlertid “boreout”. Og hvor ville jeg ønske at jeg havde kendt til det før! Boreout er resultatet af mental underbelastning. Og hvis der er noget som mit arbejdsliv har givet mig, så er det mental underbelastning.
Man skulle ikke tro det, eftersom mit arbejde primært har været i IT-branchen. Men jo! Jeg har nemlig aldrig haft et job der skubbede til grænserne for min viden og kunnen. Så reelt set blev jeg mere stimuleret som rengøringsassistent end jeg oplevede indenfor IT – da jeg gjorde rent havde jeg nemlig overskud til at tænke, sammensætte digte og overveje maleteknik mens min krop var mekanisk optaget af at svinge gulvmoppen. Den mulighed fandtes ikke længere i det øjeblik en computerskærm blev en del af mit arbejdsliv.
Og hvis der er noget, der ikke er stimulerende, så er det at skulle lave samlebåndsarbejde, som junior IT-jobs ofte er reduceret til. At spytte kataloger eller webshops eller bannere eller tekster ud på stribe. Velvidende at man har potentialet til mere.
Og så er vi endda ikke kommet til det faktum, at jeg på grund af min tekniske overkvalificering (og min hjerne generelt) var alt for hurtigt færdig med opgaverne, og havde alt for meget tid.
Jeg har aldrig forstået konceptet med at møde op på et kontor – pinedød – i syv-otte timer hver dag, hvad enten der er noget at gøre der eller ej. Og jeg har heller aldrig forstået hvorfor man ikke kan få lov at gå når man er færdig – og møde det mere frisk og veludhvilet op dagen efter. Mine samtaler med andre mennesker har afsløret at jeg bestemt ikke er den eneste der har gjort sig de overvejelser. Men alligevel er vores samfund indrettet efter dette ineffektive og meningsløse mønster.
Tilmed er der ingen belønning for at være hurtigt færdig. Man må ikke gå – man får heller ikke ekstra løn for det ekstra arbejde man kan nå – man forventes bare at gøre tilsvarende mere. Hvad enten dette mere er nyttigt arbejde eller ej.
De ekstra timer jeg skulle sidde der – de drænede mig langt mere end arbejdet nogensinde havde kunnet. Sidde og kigge kode efter i sømmene som jeg på forhånd vidste virkede. At skubbe et logo et par pixels, velvidende at ingen andre end jeg selv og måske designeren ville kunne se forskellen. At gennemgå en hel sides SEO (søgemaskineoptimering) titler og beskrivelser, af ren kedsomhed. Rutinearbejde, der ingen udfordring indebar. Tomgang.
Men det er såmænd ikke engang det værste. Det værste er, hvad det kostede mig mentalt og menneskeligt, at være fanget i det mønster flere år i træk.
Hvad er det med kreativitet?
Når al ens energi er brugt på “busy-work”. Når man har siddet i syv timer og lavet ting, der ingen hjernekraft kræver, ja, så er man faktisk mere udmattet end man ville have været hvis man havde arbejdet intensivt med løsning af konkrete problemer. Tiden føles også tilsvarende længere.
Man føler ikke at man kommer ud af stedet, og man kommer ud fra kontoret så drænet, at man ikke længere har energi til de ting, der er meningsfulde for én. Og det er bare en ond cirkel.
For mig har alt det arbejde jeg har udført, der har indebåret faste arbejdstider og skærmtid, uvægerligt resulteret i boreout. Og boreout har igen resulteret i depression og stress.
Og depression og stress er igen gift for kreativitet – for det fratager effektivt én det mentale overskud man har brug for til at kunne frembringe noget, fremfor bare passivt at indtage Netflix.
Og her er vi ved at være nået hele vejen tilbage til start: Der er én ting, der føles meningsfuld og konstruktiv for mig at foretage mig, i en ellers meningsløs og mekanisk verden. Én ting som aldrig er det samme og dermed udfordrer mig mentalt. Én ting, der flytter mig personligt og menneskeligt. Og det er kunst.
Men kunst kræver som sagt tid og overskud. Og det fratog mine jobs mig.
Ved at miste mit kreative frirum mistede jeg også hele følelsen for, hvem jeg var som person. Hvad jeg troede på. Hvad der var meningsfuldt for mig. Og den er jeg kun så småt ved at genfinde nu, i midlertidig sikkerhed på Uni.
I en ideel verden skulle der være plads til begge ting. Til arbejde, der er nødvendigt for samfundet, og til den enkelte persons velbefindende. Men verden er langt fra ideel.
Jeg har for længst opgivet at forsøge at finde et plaster til det kollektive sår, som det moderne samfund er, og fokuserer i stedet på bare at få mit eget liv til at fungere.
Og det fungerer nu engang ikke uden tid og overskud til kunst. Til at skrive. Til at male. Til at tænke. Så det må resten på en eller anden måde tilpasses efter.
Efter 30 års famlen har jeg endelig fundet ud af, hvad mit mål hele tiden burde have været. Så vidt så godt. Med det in mente har jeg store forhåbninger om at mine 30’ere bliver betydeligt bedre end mine 20’ere (for slet ikke at tale om det helvede det var at være teenager).
Og så kan jeg jo altid bruge de næste 30 år (suk) på at finde den bedst mulige vej derhen… 🤔
