Vi har renoveret køkken i snart et år nu. Det er det første rum i huset vi er gået i gang med at renovere gennemgribende.

Og det er et gigantisk projekt. Særligt taget i betragtning at vi nærmest er ude i “Tiny House Living” og køkkenet kun er max 10 kvadratmeter.

Grunden til at det trækker ud som det gør er, at vi har været nødt til at flytte køkkenet til et andet rum, for at kunne udnytte pladsen bedst muligt.

Det forholder sig nemlig sådan, at der tidligere har været både et almindeligt køkken og et grovkøkken. Og det er jo lidt frås taget i betragtning at huset sammenlagt (inkl. udestue) kun er 89kvm.

Så vi har nedlagt det, der egentlig var køkken, og lavet nyt køkken i den “gang” der tidligere var grovkøkken – med en lumsk plan om engang at inddrage det fyrrum/pulterkammer der støder op til, og dermed gøre køkkenet dobbelt så stort.

Halvfjerdser kitsch og gammel hi-tec

I forgrunden det gamle køkken – I baggrunden det rum vi har lavet nyt køkken i.

Grønne fliser, gule låger, orange stikkontakter. Man kan sige at indretningen var gennemført farvestrålende.

Og jo mere tapet vi pillede ned, jo flere og mere farvestrålende lag dukkede der op indenunder.

Egentlig er det synd at pille sådan et køkken ned. Men desværre var det både fugtskadet og meget, meget misligholdt.

Og ja, komfuret… Det var noget for sig selv. Det her køkken har været det ultimative indenfor teknologi dengang det blev installeret. Der var faktisk indbyggede keramiske kogeplader! Og en indbygget køkkenmaskine (I kan se begge dele på billedet ovenfor). Desværre kunne vi ikke få liv i nogen af delene.

Køkkenmaskinen viser det sig endda, er gammel nok til at der findes et eksempel af den på Energimuseet. Her er den dateret til ’67 – ’80.

(Næsten) clean slate i nyt rum

Det gamle grovkøkken i frygtelig stand.

Billedet ovenfor viser rummet som det kom til at se ud efter at vi allerede havde renset ud. Det gamle møllædte gulvtæppe var fjernet, den totalt ødelagte bagdør var skiftet, og de gamle museinficerede møbler var fjernet. Tilbage stod kun fryseren, vores nye (brugte) komfur, og et hjemmesnedkereret bord til håndvask med koldtvandshane.

Og da vi var nede på de få ting kunne vi se, at det ville blive et gigantisk projekt.

Gulvet skulle støbes om. For det første var det overhovedet ikke jævnt. For det andet var det overhovedet ikke isoleret.

Gipsvæggen skulle pilles ned og genopføres, da den for det første ikke var lavet særligt solidt, og isoleringen for det andet var sunket sammen til stort set ingenting.

Og så skulle der trækkes nye rør og ledninger.

Alt det inden vi kunne komme til at stille køkkenet op.

Knokkelarbejdet

Jonny – efter at have brækket et betongulv op og gravet ca. en halv meter ud.

Vi lejede en maskine til at brække betongulvet op. Det var ikke særligt tykt, så det tog os kun en dags tid. Men derefter skulle vi grave ud for at kunne isolere. Det tog os godt en uge.

Så fyldte vi ud med sand, og lagde to lag flamingo-blokke. Det blev 300 mm. Og nu vi alligevel var i gang, fik vi også lagt rør til gulvvarme.

Så støbte vi omsider gulvet. Og det blev så endda lidt for højt, så vi endte med at måtte leje en betonsliber for at få høvlet et par millimeter af, så vi kunne få plads til at lægge fliser.

Og derefter gik der så et par måneder før vi magtede at få lagt fliserne

Det blev til cremefarvede italienske klinker, købt billigt hos Fliseimportøren i Odense (der efterfølgende er lukket).

Det næste store skridt

Så kom den gamle gipsvæg ned, og vi gik i gang med at konstruere en ny.

Inden vi lagde fliserne skulle vi rekonstruere gipsvæggen.

Ligesom med gulvet var det noget ingen af os havde prøvet før, og skulle lære mens vi gjorde det.

Som I kan se på billedet ovenfor, startede vi med at konstruere et træskelet som blev fæstnet til væggen. Derefter kom isoleringen. Efter isoleringen satte vi dampspærre op. Og til sidst blev selve gipsvæggen sat op – i to lag, hvoraf det yderste lag bestod af vådrumsgips for en sikkerheds skyld.

Det lyder af meget, men det er endda ikke det hele, da der igennem hele processen skulle tages højde for rør og ledninger.

Da vi endelig var kommet dertil, spartlede vi og satte glasvæv op.

Hele idéen med at vi laver så meget vi kan selv, er dels at spare penge, men dels også at vide præcis hvordan det er gjort, så vi også selv kan vedligeholde og eventuelt reparere tingene på sigt.

Det letteste, der ser ud af mest

Der hentes køkkenelementer i Ikea.

Vi havde allerede både komfur, køle/fryseskab og opvaskemaskine. Så i forhold til hvidevarer behøvede vi kun at anskaffe en ny emhætte. Men vi var nødt til at købe nye køkkenelementer, da ingen af de gamle skabe stod til at redde.

Derfor kæmpede vi os igennem Ikea.

Og så tog det ellers fart. Det er næsten pinligt hvor meget de snoldede to dages arbejde ser ud af, sammenlignet med de måneder vi brugte på resten.

Under komstruktion…

Udover Ikea elementerne, købte vi en bordplade i bøgetræ som vi mættede med linolie inden den blev installeret. Og, vigtigst af alt, en industriel vandhane med udtræk (vi bor jo trods alt på landet, og skal kunne bruse vores hjemmedyrkede grøntsager af, når vi henter dem ind fra haven).

Og… Vi er stadig ikke færdige. Jeg ville ønske jeg kunne sige at vi er. Men der mangler stadig blandt andet lister, paneler og loftslamper. Så det vil nok tage en weekend eller to at komme i mål med det sidste.

Derudover har jeg udset mig et flot, perfekt firkantet stykke væg mellem to døre, hvor jeg rigtig gerne vil lave et vægmaleri… Når vel at mærke de nye paneler er kommet op.

Men ja, ingen af os havde korrekt vurderet hvor stort et arbejde det ville blive. Og jeg er faktisk ikke sikker på at vi havde valgt at gøre det selv, hvis vi havde. 😂

Men det er en fantastisk følelse bagefter, når man kan se hvor langt man er kommet. Og det giver en fantastisk stolthed at kunne lave (lækker) mad i et køkken man selv har skabt ud af ingenting.

Og så trøster vi jo ellers os selv med at det er det absolut værste rum vi er ved at være igennem. Man kan jo altid håbe at resten vil virke lettere til sammenligning.

Udgivet i: Hus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *