I sommeren 2018 flyttede jeg sammen med Jonny i et lille hus på landet. Det var nedslidt, og skjult bag et vildnis af meterhøjt ukrudt… og en sammenfiltret jungle af thuja.
Jeg var chokeret første gang jeg så huset, og i særdeleshed haven. Men jeg besluttede at være konstruktiv, og se mulighederne i det.
Haven var stor. Der ville være masser af plads til både værksted, køkkenhave, frugttræer og terrasse. Foruden græsplæne. Det eneste der skulle til var arbejde.
Særligt thujaerne var et Helvede at få bugt med. De fyldte halvdelen af haven. Vi kunne først ikke forstå hvorfor der var så mange. Lige indtil vi faldt over nogle gamle fotos af haven, hvoraf det fremgik at haven oprindeligt havde været delt på midten af en thujahæk.
Hækken – tillige med resten – havde ikke været holdt i 10-15 år. Og thujaer vokser immervæk hurtigt.
Vi fældede dem alle, og havde bål i haven af flere omgange for at slippe for dem. Men rødderne stod stadig tilbage som en art hegn tværs gennem det hele.
I foråret 2019 fik vi endelig mulighed for at gøre noget ved det.
Vi lejede en minigraver, og fik et par venner til at hjælpe os med at få gravet alle rødderne op.
Heldigvis har thujaer pælerødder, så det var ikke særligt svært at få hver enkelt op. Men der var så mange af dem, at hele haven var reduceret til ét stort mudderhul da vi endelig – meget sent om aftenen – var færdige.
Jeg oplevede et øjebliks fortvivlelse da jeg så resultatet. Jeg kunne ikke se nogen mulighed for, at vi ville kunne bruge haven i løbet af sommeren.
Men to uger senere så det således ud:
Vi havde kultiveret og jævnet ud. Sået græs, og var ved at vande.
Og ja, en måneds tid senere var græsset godt i gang med at spire, og vi kunne se frem til en dejlig sommer med grillfester og solbadning i haven.
Og en køkkenhave. Men det er en anden historie. 😁
One thought on “Thujakrigen: Det første slag i kampen om selvforsyning”