Vores have er desværre ikke hegnet ind. Jeg siger “desværre” primært for vores grøntsagers skyld. Det er ikke fordi vi egentlig selv har noget imod det menageri af fasaner, muldvarpe, frøer, rådyr, harer og omstrejfende katte der render rundt derude. Det kan være ganske hyggeligt at se på til morgenkaffen.

Det skaber dog nogle konflikter når man ønsker at blive selvforsynende. For man skal jo ikke forvente sådan uden videre at kunne beholde sine grøntsager for sig selv. Det er jo et rent tag-selv-bord man tilbyder dyrene når man har skilt de mest næringsrige planter ud og placeret dem i et højbed. Gratis buffet!

En af vores regelmæssige besøgende.

Sidste år fandt vi ud af, at hvis vi skulle dyrke rødbeder igen, så skulle vi først lægge noget net under højbedet. For det var en alt for stor fristelse for muldvarpene. Der var ikke én rødbede tilbage til os. Eller rettere: der var en enkelt med et stort tandmærke i.

Neeej, hvor generøst! Må vi virkelig få resten!?

Det var noget af en skuffelse. Men heldigvis fandt vi en pensionist, der solgte rødbeder og drueagurker i vejkanten da vi skulle til genbrugsstationen. Og så fik jeg alligevel syltet 2 kg rødbeder. Men det er jo ikke det samme, som at sylte sine egne…

Og hvad så med de afgrøder, der primært befinder sig over jorden? Ja, det giver nogle helt andre udfordringer.

Nu nævnte jeg godt nok rådyr, men jeg har faktisk kun én gang set et rådyr stå og nippe lidt af vores grønkål. Det er ikke mit indtryk at de er særligt interesserede. Det er vores kat derimod.

Ja, det er korrekt: Vi har hegnet beddene ind som værn mod katten. For den ødelægger simpelthen alt, den kommer i nærheden af. Den betragter højbedene som sit personlige udkigspunkt med indbygget kattebakke. Og at der så ryger planter til højre og venstre når den graver (eller bare lander i beddet), det opdager den ikke engang.

Så er der kommet hegn om de tre første højbede.

Det er når man kommer ud og ser et komplet raseret højbed, at man skal tage en dyb indånding og minde sig selv om, at den trods alt bidrager til husstanden ved at fange mus og rotter. Og det er også ret væsentligt når man bor på landet.

Men at have set det én gang var tilstrækkeligt til, at jeg skyndte mig at tage noget af det hønsenet, der under alle omstændigheder stod en stor rulle af, da vi overtog huset, og klippe det til så det passede rundt om pallerammerne, vi har bygget beddene af.

Hvis det bare var lige så let at gøre det med krydderurterne, så havde vi ingen problemer…

Vores krydderurter er primært plantet i funderblokke langs med vores udestue, og i krukker. Og katten har sine favoritter. Det meste af det vi dyrker lige nu får lov at stå (bortset fra at den nipper lidt purløg i ny og næ), men dild kan vi ikke plante. Dild bliver ædt lige så snart det skyder. Jeg kunne ikke forstå det til at begynde med. Lige indtil jeg havde frydet mig over en enkelt spire, og to minutter senere så katten gnaske den i sig.

Så vi dyrker ikke dild. Og lige nu dyrker vi heller ikke rød skovsyre (men det skal vi til igen, for jeg savner det). Det skyldes, at jeg havde fået en rød skovsyre i fødselsdagsgave, som vi havde sat i en potte udenfor. En ret lille potte tilmed. Og da Jonny kom hjem en dag, fandt han katten liggende oven i potten, samt knækkede stængler spredt ud over det hele.

Katten stod ikke i ret høj kurs den dag. Men som sagt; det skal ikke afholde mig fra at prøve igen, for jeg savner virkelig smagen af rød skovsyre, og jeg håber det var en engangs forseelse fra kattens side.

“Mmmh, dild…”

Og så kan det være, man skulle gøre et forsøg med at sætte katteurt lige ved siden af de ting, man nødigst vil have at kræet æder. Så kan det være de blegner til sammenligning? 😁

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.