Der er sket så meget af rent personlig art på det seneste at jeg dårligt har haft tid til at bekymre mig om inflation, varmeregninger eller aktiemarkedets luner. Den slags blegner jo unægtelig i sammenligning med selvmordsforsøg blandt ens nærmeste og venner, der bliver sendt i krig.
Så det føles helt surrealistisk at vende tilbage til bloggen. Men livet går jo nu engang videre. Og her er så beretningen om, hvad vi besluttede at gøre ved vores eksploderende gasregninger.
Fra gas til varmepumpe
Omkring min 31-års fødselsdagsgave fik jeg lov til at betale 47.250 kr. for en luft-til-vand varmepumpe. En Panasonic Monobloc.
Det var en uge inden bygningspuljen åbnede for denne gang. Vi havde nemlig regnet ud, at det slet ikke kunne betale sig for os at søge og derefter skulle vente på svar før vi kunne købe. Og idet vi købte pumpen kontant og betalte på stedet, fik vi under alle omstændigheder en rabat, der næsten svarede til det, vi ellers havde kunnet få i tilskud.
Så den ankom på min fødselsdag. Det ville selvfølgelig have været sjovere at få… ja, ret mange andre ting. Men sådan måtte det være.
Og derefter startede så kampen med at få skaffet resten af delene hjem. En varmtvandsbeholder vidste butikken ikke helt, hvornår de kunne skaffe. Men vi fik lov til at få deres demo-model, der havde stået i butikken. Og så er det ellers langsomt drysset ind med GLS-pakker over den sidste måneds tid.
Vi ramte et sweet spot hvor det hele kunne lade sig gøre. For nu er der flere måneders leveringstid på alting.
Min forventning var (og er) også, at prisen på varmepumper kommer til at stige en del, hvis den nuværende usikkerhed på energimarkedet kommer til at fortsætte. Og leveringstiden bliver jo heller ikke kortere, efterspørgslen taget i betragtning.
Så vi fik – så vidt vi kan se – handlet på det helt rette tidspunkt.
Helt uden for planen og budgettet…
Force majeure vs. planlægning
Vi havde selvfølgelig hele tiden planlagt at vi skulle have en varmepumpe. Vores hjerter talte ganske vist mere for jordvarme end luft-til-vand – men det rakte budgettet ikke til på nuværende tidspunkt. Det ville blive mindst dobbelt og nok snarere tre gange så dyrt.
Vi havde også regnet med, at vi havde et par års renoveringer foran os før vi ville komme dertil. Men med de prisstigninger, vi pludselig kunne se frem til, endte vi simpelthen i en situation, hvor vi ikke havde råd til ikke at købe varmepumpen nu.
Og det er jo dét, man har en nødopsparing til! Det er nødopsparingen der muliggør, at man kan træffe den slags beslutninger fra den ene dag til den anden, når det bliver nødvendigt.
Men nok om det…
Vi var også midt i at renovere det, der skal blive til mit kontor. Det projekt blev så sat på pause. Og så har vi ellers brugt et par uger på at få hentet dele hjem, samlet tingene og få manøvreret varmepumpen på plads på et fundament udenfor.
Og for et par dage siden fik vi så endelig slukket fyret, koblet pumpen til – og kunne nyde varmen (og stilheden).
Og nu kan vi så forhåbentlig vende tilbage til udgangspunktet, og de projekter der blev sat på pause mens varmepumpen tog al tiden og energien fra os.
Hvad med fremtiden?
Selve varmepumpen er selvfølgelig en investering. Her taler jeg ikke kun om at det (sandsynligvis) øger husets værdi at få den installeret. Jeg taler også om det, vi kommer til at spare på varme fremadrettet.
Og sidst men ikke mindst taler jeg om de muligheder, den giver.
Varmepumpe + hybridt solcelleanlæg + solfangere og en ekstra varmtvandsbeholder = selvforsyning
Og det er jo selvfølgelig den helt store, forkromede, langsigtede plan. Planen, der skal bringe vores udgifter ned på et absolut minimum.
Allerede ved at installere varmepumpen er vi 1/3 færdige.
De to manglende elementer er følgende:
- Solfangere på den gamle garage, tilsluttet til en ekstra varmtvandsbeholder der igen er tilsluttet varmepumpen – hvilket ideelt set burde kunne dække vores varmeforbrug i sommerhalvåret uden elektricitet overhovedet.
- At få lagt nyt tag på huset samt få bygget vores carport – og dække begge flader med solceller. Det skal selvfølgelig være et hybridanlæg, så vi også har et batteri at trække på når det bliver mørkt. Arealmæssigt burde vi rigeligt kunne dække vores forbrug af elektricitet – selv inklusive varmepumpen – på denne måde.
Og det her er hvad vi troede var en tiårs-plan. Den er nu snarere blevet til en toårs-plan. Hvilket er fuldkommen vanvittigt at tænke på.
Men når verden pludselig beslutter sig for at vende bunden i vejret, som vi efterhånden er alt for vant til at se den gøre, så må man jo tilpasse sig derefter.
Og derfor kan jeg kun – endnu engang – opfordre alle til, at sikre sig, at deres økonomi også er solid nok til at holde til den slags rutsjebaneture.
Man har simpelthen ikke råd til at lade være.
